Sunday, 15 July 2012

VM Lang-kval

Idag startede VM for mit vedkommende med kvalifikation på langdistancen. Jeg løb et ok løb, og kom sikkert videre til finalen som nr. 5 i mit heat.

Den sidste optakt til VM har gået som planlagt og jeg har følt mig klar til at komme i gang længe, så det var godt at komme i gang i dag. Terrænet var helt anderledes end det vi ellers har trænet i, som skulle være relevant for langdistancen, da det var forholdsvis åbent og letløbt, og ikke så meget undervegetation og tæt skov. Vi har ellers kunnet konstatere at det ofte kunne betale sig at løbe rundt på stierne på træningerne, men både terræn og baner indbød til at løbe lige på hele tiden i dag. Generelt synes jeg det var lidt kedelig banelægning, da der stort set ikke var vejvalgsproblematikker, da man hele tiden skulle lige på, og så undgå de grønne områder. Og det er der mange det kan finde ud af...


Jeg startede godt ud og fik et indtryk af om farten var rigtig da jeg løb med Merz det meste af strækket til 1'eren. Jeg lavede en lille fejl på 4'eren, men førte ellers stadig på 5'eren. Til 6'eren mistede jeg helt retningen på sidste halvdel af strækket, da der både var grønne og gule områder, som jeg stadig ikke kan finde på kortet. Det kostede mindst 30 sekunder,og i tillæg blev det en enkelt lille fejl til 8'eren. Jeg løb godt efter 1.radio (post 10), hvor jeg var faldet ned som nr.6, 1min13sek efter Lundanes. Men til 15'eren mistede jeg igen retningen midtvejs, og mistede noget tid på at korrigere. Dagens største fejl kom til 16'eren, hvor jeg igen var uskarp med kompasset og fik lavet en parallel fejl, hvor jeg mistede 40 sekunder før jeg fandt posten. Derfra sparkede jeg mig selv bagi, og fik gennemført resten af banen uden fejl, og havde også en af de bedste afslutninger fra 2.radio og hjem (hvor jeg "kun" tabte 1 minut til Lundanes, som virkelig løb stærkt tilsidst).
Fysisk havde jeg lidt problemer med ondt i maven undervejs, men benene føltes gode, og jeg holdt et jævnt højt tempo, uden at presse mig maximalt. Jeg holdt ca. det samme tempo, som jeg vil gøre på finalen på torsdag. Jeg var 3min39sek efter Lundanes i mål, men med over 2 min bom totalt, er der stadig noget at arbejde med til på torsdag. Jeg tror dog terrænet bliver en del anderledes, med mere kupering og undervegation, som automatisk vil give vejvalgs- og trasséudfordringer.

Nå, men først skal mellemdistancen løbes, og det starter med kvalifikation i morgen, hvor jeg skal starte sidst kl 15.33. Terrænet bliver helt anderledes, med meget mere skræntorientering, stenet bund og diffust tæthedsbillede. I overmorgen er der så finale oppe på et plateau i Jurabjergene, hvor der ikke er tegnet før, så det bliver spændende at se hvilken lækkerbidsken de har gemt til os. Det er godt at være i gang, og fint at have fået løbet den værste spænding og nervøsitet ud af kroppen i dag. Nu er jeg i gang, kroppen er klar, og jeg glæder mig til i morgen og ikke mindst til på tirsdag og torsdag, som bliver årets højdepunkter.

Og så er det fedt at se hvordan de andre danskere er løbende og præsterer, det er noget der løfter hele holdet. Desuden giver det optimisme i forhold til stafetten på lørdag, hvor vi står stærkere end vi har gjort i mange år, og jeg håber og tror på at vi kan være med langt fremme.

2 comments:

Anonymous said...

You are writing that you think that the course was boring and everybody could handle it, still you making mistakes...

Tue Lassen said...

Apparently I'm not everybody ;) I just think it's weird that there is not more than one long leg with different routechoice options in this kind of terrain...