Friday 30 September 2011

World Cup Finale

I dag var det test for om foden kunne holde til at løbe morgendagens mellemdistance, og selvom det ikke var en helt problemfri oplevelse, er foden så klar at jeg stiller til start i morgen.

Efter en lang køretur fra Tjekkiet-Schweiz som tog det meste af mandagen, har resten af holdet trænet på frem mod VM næste år. Jeg havde problemer med at gå normalt i starten, da foden var meget hævet og øm, men jeg har da fået gået en del i terrænet og også jogget helt forsigtigt både onsdag og i går, og fået en del indtryk fra de forskellige terræntyper som var målet. Jeg mangler dog lidt følelsen af at løbe i konkurrencefart i dette terræn for at se hvor jeg har de største udfordringer, og det er også en af grundene til at jeg løber i morgen. Desuden er jeg nok tvunget til at få nogle world cup points på kontoen hvis jeg skal være sikker på at løbe sprinten på søndag. Selvom det ikke er en optimal situation, viste model eventen i dag hvor jeg løb 2 o-intervaller i konkurrence, at teknikken i hvert fald sidder hvor den skal. Men det er klart at på skråninger og nedløb er det svært at give slip fysisk som jeg plejer pga foden, men jeg har tro på at min fart er god nok alligevel. Opad føler jeg mig i hvert fald stærk...
Jeg kan efterhånden også mærke på både krop og hoved at vi er sidst på sæsonen og at jeg har brug for en pause efter disse løb, for at finde lidt motivation igen. Men først skal sæsonen afsluttes på ordenlig vis!

Sunday 25 September 2011

OUCH!!!!!

Efter en middelmådig mellemdistance i går gik jeg ud som nr.32 i dag, 4,15 efter. Jeg åbnede offensivt og fik hurtigt løbet mig op gennem feltet og lå halvvejs som nr.15 og havde taget lidt ind på teten. Men så gik det galt...

Løbet i går gik ok efter forholdene, jeg lagde ud som planlagt men håndbremsen lidt trukket og fik en god rytme i starten, hvor jeg lå omkring nr.15 indtil post 6. Til 7'eren overså jeg dog en samling sten ind i posten og mistede næsten 1min, og i tillæg blev det små fejl på 8'eren og 10'eren. Jeg fik dog styr på løbet igen og løbet mig lidt op igen, men jeg blev rigtig træt tilsidst og sluttede som nr.32, over 4min efter Ikonen. Jeg var egentlig ok tilfreds med præstationen med omkring 2min bom totalt, som bekræfter det tekniske niveau jeg har pt, men formen var ikke så god som på VM og derfor lå jeg lidt længere nede på en meget tæt resultatliste. I et sådant terræn er der rigtigt mange som kan være med og der er ikke råd til de fejl jeg lavede i dag.

I dag føltes kroppen fin før start og planen var at åbne meget offensivt fordi der sandsynligvis ville komme et langstræk i starten hvor man kunne avancere lidt i feltet. Jeg løb venstre til 1'eren ligesom alle andre selvom jeg vurdere at højre ville være bedre, men det ville være hul i hovedet når alle andre rundt mig løb venstre. I stedet prøvede jeg at presse på fysiskt og det lykkedes at gå forbi ca. 10 løbere til 1'eren og ligge først i gruppen som blev dannet. Jeg lå først og havde kontrollen til posterne indtil første butterfly. Butterflien løb i front med nogen på slæb og selvom det blev lidt småfejl fornemmede jeg at vi tog lidt ind på dem foran. Ud fra butterflien havde vi ryggen på Lundanes, Öberg og Müller, men jeg fik taget dårligt vejvalg til både 13'eren og 14'eren, og mistede dem af syne. Det lykkedes mig at få et hul til dem jeg havde løbet med fra starten på det tekniske parti post 15-17, og kom helt op til de andre og lå nr.15 på 17'eren. Jeg tog højrevejvalget på langstrækket til 18'eren og fik ryg på Kerschbaumer og nogle andre foran op til det åbne. Men ned af bakken løb jeg og læste kort og pludselig vrikkede jeg på min venstre fod med fuld belastning på foden og det kunne optapeningen ikke klare og jeg hørte det knække i foden. Jeg prøvede febrilsk at humpe mig i gang igen, men mærkede med det samme at det ikke var muligt at løbe videre da jeg slet ikke kunne støtte ordenligt på foden. Der var meget langt at gå tilbage, så jeg bankede på ved et hus ved vejen, og en venlig mand kørte mig tilbage til målområdet.
Det er selvfølgelig altid irriterende at forstuve foden, men det som gjorde det ekstra bittert i dag var at jeg havde løbet så godt, følte mig rigtig godt løbende da det skete, og havde mulighed for mindst top10. Men jeg bliver også nød til at tage alt det positive med som skete inden vrikket, og at jeg havde 8.bedste tid indtil 17'eren, og havde taget lidt ind på de forreste, i tillæg til at jeg havde gjort det meste af arbejdet selv, er noget jeg tager med videre.

Nu står den på hvile og forhåbentlig kan jeg få trænet lidt i Schweiz, og specielt være klar igen til næste weekend.

Friday 23 September 2011

World Cup afslutning og VM træningslejr

I morgen går det løs med sæsonen sidste vigtige konkurrencer, World Cup mellemdistance og langdistance med jagtstart her i Liberec, Tjekkiet. Og derefter kører vi videre til La Chaux-de-Fonds i Schweiz, hvor der er VM-træningslejr og World Cup Finale i næste uge.

Jeg har ikke så meget at gøre i den samlede World Cup, da jeg ikke løb den sidste afdeling af Nordic Tour (som gav dobbelt points), og jeg ligger nr.37 før weekendens konkurrencer. Så jeg tager mere disse konkurrencer en af gangen og vil prøve at præstere så godt som muligt på hver enkelt. I morgen er det altså mellemdistance og på søndag er der langdistance med jagtstart ud fra mellemdistanceresultaterne Mål- og startområdet er på skistadion for VM i langrend i 2009, og der bliver altså en del transport ud og hjem fra skoven. Terrænet er ikke så kuperet og stendetaljeret som andre steder i Tjekkiet, men dagens modelevent viste at det er ret diffust og ikke så hurtigt som man kunne tro. Jeg fik i hvert fald en lærestreg i dag teknisk og respekt for de udfordringer der venter i morgen og på søndag. Fysisk var jeg træt i kroppen og hovedet efter en lang køretur til Tjekkiet og dårlig søvn i går, men det plejer at blive fint igen efter en rolig dag og træning.

Mine forberedelser har langt fra været optimale efter at jeg blev syg til NM, men jeg er kommet nogenlunde i gang igen og selvom formen ikke er på samme niveau som på VM og ugerne efter, så tror jeg ikke det bliver begrænsningen i morgen. Jeg åbner normalt ret offensivt, men jeg tror recepten i morgen bliver at finde en god teknisk rytme i starten (som jeg ikke fandt i dag) og komme ordenligt ind på kortet. Jeg har svært ved at sætte en resultatmålsætning for løbene, men målet er at jeg præsterer så godt som muligt ud fra mine forudsætninger og tager yderligere erfaring med fra en mellemdistance hvor alle de bedste er med, og fra en benhård langdistance på søndag, som bliver relevant for VM næste år. I tillæg skal der ikke være noget at udsætte på min indstilling til konkurrencerne de næste dage, og der skal fokuseres og kæmpes indtil jeg ikke kan mere.

I næste uge bliver fokus på at få så meget som muligt ud af de VM-relevante træninger til næste år, og så specielt bruge mellemdistancen næste lørdag som en superrelevant forprøve på VM-mellem næste år.

Wednesday 14 September 2011

Livet i København (med henblik på VM2012)

Der er flere som har undret sig over hvorfor jeg har valgt at flytte til København dette efterår, og enkelte har direkte ment at det er useriøst...



Sådan ser jeg dog slet ikke på det, da jeg mener at et halvt år i København kan udvikle mig videre som orienteringsløber, på nogle af punkter hvor jeg har svagheder. VM i Frankrig var så specielt og krævende ekstremt grundige forberedelser i lignende terræn, både fysisk, teknisk og mentalt. VM i Schweiz næste år bliver helt anderledes fordi både Langdistancen og Stafetten skal løbes det såkaldte Mittelland terræn, som til forveksling minder om danske skove (se eksempel under). Det kommer til at stille andre krav til løbshastighed end det gjorde i Frankrig og kræver mere fokus på at udvikle løbsfarten og udholdenheden. Mellemdistancen skal gå mere oppe i Jura-bjergene og bliver mere kuperet og stenet, noget som jeg ved at jeg at jeg er god til.






For at kunne forberede mig optimalt til VM næste år skulle jeg have flyttet til Schweiz, men da det var ikke aktuelt af flere grunde, følte jeg egentlig at Danmark var et oplagt valg. Og når det i tillæg kunne passes sammen med studier og kæreste, falt valget naturligt på København. Selvom det kræver lidt mere planlægning og transport at bo inde midt i København, er det altså ikke længere end 20-25min i S-tog eller bil ud til store skovområder. Og i modsætning til resten af Danmark, så er jeg faktisk ikke særligt godt kendt i de Nordsjællandske skove, fordi mange af dem sjældent bruges til store konkurrencer. I dag løb jeg fx 17,5km orientering (1t35min) uden poster på 1:15000 kort over Rude Skov, hvor jeg bare har løbet en gang tidligere (Spring Cup 2004). Fantastisk fin skov og kort, med både god kupering og teknisk krævende partier, og ganske relevant for VM-langdistance næste år. I morgen skal jeg så for første gang træne sammen med Sparta som holder til ved Østerbro Stadion, og altså løbeafstand fra hvor jeg bor. Der skulle efter sigende være en del som løber rigtigt hurtigt og jeg føler at det er en perfekt mulighed for at lære at løbe noget hurtigere. I tillæg til at kunne træne med Sparta er der også fine muligheder for tekniske træninger med NEO (Nordsjællands Elite Orientering) som er en samling af løbere som skiftes til at lave o-træninger til hinanden. Så alt i alt føler jeg ikke at det at bo i København bliver nogen begrænsning i forhold til min videre satsning, og efter 4 år i Oslo er det også motiverende at prøve noget nyt...


Den overordnede målsætning med dette halve år i København er jeg skal skal bygge min løbetræning mere og mere op, så jeg kan holde til at løbe mere og hurtigere på hårdt (og glat) underlag i vintermånederne end jeg har været i stand til før, når jeg skal tilbage til Oslo og skrive Bachelor-opgave efter jul. I sammenhæng med det vil jeg også fokusere meget på VM-langdistancen næste år, hvilket kræver flere lange træningsture i terræn med kort (som den i dag). I tillæg til at optimere den fysisk træning (i samråd med Klavs Madsen), og den tekniske og mentale træning (i samråd med Kenneth Buch), er planen også at jeg skal optimere min kost både før, under og efter konkurrenceperioder, men også i hverdagen og den daglige træning. På skolen har jeg nu faget Idræt og Ernæring, som allerede efter få forelæsninger og opgaver har gjort mig klogere på hvad jeg har at forbedre her. Desuden håber jeg også at kunne starte et forløb med en af Team Danmarks kostvejledere når sæsonen er slut.


Ellers har det gået ret tungt den sidste uges tid, da jeg efter ankomst til Oslo tirsdag i sidste fik lidt ondt i halsen onsdag og blev ret sat til i næsen. Jeg besluttede hurtigt at det ikke var aktuelt at løbe NM-langdistancen torsdag, og håbede at snottet ville løsne lidt til Mellemdistance Kval fredag. Jeg var lidt friskere og besluttede at give det chancen. Med et godt gennemført teknisk løb med en enkelt fejl på 30sek, blev jeg nr.3 i mit heat 50sek efter Carl, men lungerne havde det ikke godt på sidste halvdel af banen og jeg havde store problemer med at få luft. Det løsnede en smule mere til lørdag hvor der var Mellem-finale på programmet, og jeg besluttede om morgenen at jeg ville løbe alligevel. Jeg gennemførte igen et godt teknisk løb med en enkelt fejl på 1min og lidt småtterier, og var egentlig godt tilfreds og fysisk føltes det også bedre end dagen før, selvom jeg igen ikke kunne trække vejret optimalt. Jeg endte lidt overraskende for mig selv et stykke nede på listen som nr.22, men var ikke mere end 2,40 efter vinderen, så det var utroligt tæt og vidner og stor bredde i Norsk Orientering for tiden. Terrænet var tungt, med høj lyng og meget våde moser og jeg kunne godt mærke at det sugende terræn ikke er noget jeg er vant til.


Søndag var det så tid for weekendens højdepunkt, NM-stafet, noget vi (Mattias, Carl og jeg) havde glædet os til. Mattias løb en fin 1.tur og sendte mig ud som nr.7 i kontakt med teten. Jeg lavede et lille sving til 1'eren, men tog eget højre højrevejvalg på sti til 3'eren og var helt i tet ind i posten. Derefter var det bare at ligge lidt bagved og kontrollere, da jeg fysisk mærkede at jeg ikke havde chance for at rykke fra. På sidste runde blev der bommet lidt på gaflingsposterne men jeg løb godt og vi var bare 3 i tet (Halden, Kristiansand og BSK) på de sidset poster. Jeg missede dog den utydelige sti til næstsidsteposten og tabte 20-30sek, men var i mål som 3'er 27sek efter Magne. Carl løb godt i starten og havde initiativet på første del af banen, men bommede 2min før langstrækket tilbage, og mange hold gik forbi. Med en god sidste runde fik han kontakt med dem der kæmpede om bronzen, men tabte spurten, så vi blev nr.4. Et lidt skuffende resultat for os, men når de første 6 hold ligger inden for 1½min, er der ikke råd til fejl...


Den næste uges tid skal jeg prøve at komme lidt i gang igen efter forkølelsen og prøve at få fart i benene til om 1½ uge hvor der er World Cup mellemdistance og langdistance med jagtstart i Tjekkiet, VM træningslejr i Schweiz og World Cup Finale i Schweiz med mellem og sprint.

Thursday 1 September 2011

Dansk Mester på Mellem igen!

Sidste weekend var det tid til at forsvare det danske mesterskab på Mellemdistance og gå efter Faaborg Ok's første sejr til Midgårdsormen. Mission accomplished!

I regn og blæst skulle vi ud på 6,2km i Grønholt Hegn, hvor der også blev løbet EM-mellem i 2004. Gert Nielsen havde kringlet 27 poster ind, så det handlede om at holde koncentrationen og kontrollen hele vejen, og det lykkedes egentlig meget godt. Jeg tog hurtigt føringen, og løb godt i starten, men lavede nogle småfejl på posterne ind mod publikumspassagen, specielt på 12'eren hvor jeg var usikker og røg skævt da der var noget rød snitzling ind mod posten. Jeg fik at vide at jeg førte med næsten 1min og vidste at jeg skulle løbe godt og sikkert på sidste runde for at sikre sejren. Og bortset fra en lille fejl på 16'eren så løb jeg stort set rent og kunne sikre sejren med 1,37 foran Anders Konring.

Resultater her



Midgårdsormen

Om aftenen startede den legendariske Midgårsorm, og jeg var sat til at løbe prologen 2,5km sprint og også sidsteturen på 8,7km. Prologen startede med 6 valgfrie poster i skoven, hvor jeg fik løbet forkert vej rundt fordi jeg ikke lige havde set hvor 7'eren lå. Men det virkede som om at alle andre hængte sig på og på sidste runde i byen var det kun Claus Bloch der kunne følge med. De andre på holdet løb godt og stabilt uden nogle katastrofer som vi ellers plejer, og jeg kunne gå i skoven med 8min forspring. Det passede mig glimrende for jeg var brugt efter meget løberi, transport og for lidt søvn, så jeg kunne cruise rundt i moderat tempo, uden de store fejl, og så vandt vi endelig Ormen, efter mange mange forgæves forsøg.

Denne uge har jeg fortsat haft ferie før skolen starter i næste uge, så den har stået på en god blanding af træning og afslapning i Århus og omegn og ikke mindst VM i Atletik.

5000m i Århus på 15,22

I dag løb jeg så en 5000m på Stadion i Århus sammen med de andre Elitecenterløbere. Jeg vidste at formen var god, så jeg havde også prøvet at lade lidt op i dagens anledning. Vejret var fint på trods af lidt vind, og jeg følte mig klar før start. Planen var at lægge ud i 15.10-15.15 tempo og så se om jeg havde lidt ekstra til sidst. Første km løb jeg på 3,03 og havde det fint, men var alene og resten af vejen måtte jeg gøre arbejdet selv. På de næste km blev tiderne 3,04 og 3,06 og jeg kunne mærke at der ikke var helt så meget at løbe med som håbet. Jeg fik dog holdt tempoet og løbet de to sidste på 3,06 og 3,03, så det var et fint jævnt løb og sluttiden på 15,22 er en forbedring på 21sek fra de 15,43 i oktober sidste år. Med lidt mere specifik træning mod baneløb/landevejsløb, som er planen fremover og et godt startfelt er det helt sikkert realistisk at komme ned i nærheden af de 15min.

I morgen går turen tilbage til Kbh hvor skolen starter på mandag, men det bliver dog en kort skolestart, da jeg tirsdag tager til Oslo, for at løbe NM på lang/mellem/stafet fra torsdag-søndag i næste uge. Jeg glæder mig rigtig meget til disse konkurrencer og håber at jeg kan blande mig helt i toppen på specielt mellem og stafet.