Friday, 23 September 2011

World Cup afslutning og VM træningslejr

I morgen går det løs med sæsonen sidste vigtige konkurrencer, World Cup mellemdistance og langdistance med jagtstart her i Liberec, Tjekkiet. Og derefter kører vi videre til La Chaux-de-Fonds i Schweiz, hvor der er VM-træningslejr og World Cup Finale i næste uge.

Jeg har ikke så meget at gøre i den samlede World Cup, da jeg ikke løb den sidste afdeling af Nordic Tour (som gav dobbelt points), og jeg ligger nr.37 før weekendens konkurrencer. Så jeg tager mere disse konkurrencer en af gangen og vil prøve at præstere så godt som muligt på hver enkelt. I morgen er det altså mellemdistance og på søndag er der langdistance med jagtstart ud fra mellemdistanceresultaterne Mål- og startområdet er på skistadion for VM i langrend i 2009, og der bliver altså en del transport ud og hjem fra skoven. Terrænet er ikke så kuperet og stendetaljeret som andre steder i Tjekkiet, men dagens modelevent viste at det er ret diffust og ikke så hurtigt som man kunne tro. Jeg fik i hvert fald en lærestreg i dag teknisk og respekt for de udfordringer der venter i morgen og på søndag. Fysisk var jeg træt i kroppen og hovedet efter en lang køretur til Tjekkiet og dårlig søvn i går, men det plejer at blive fint igen efter en rolig dag og træning.

Mine forberedelser har langt fra været optimale efter at jeg blev syg til NM, men jeg er kommet nogenlunde i gang igen og selvom formen ikke er på samme niveau som på VM og ugerne efter, så tror jeg ikke det bliver begrænsningen i morgen. Jeg åbner normalt ret offensivt, men jeg tror recepten i morgen bliver at finde en god teknisk rytme i starten (som jeg ikke fandt i dag) og komme ordenligt ind på kortet. Jeg har svært ved at sætte en resultatmålsætning for løbene, men målet er at jeg præsterer så godt som muligt ud fra mine forudsætninger og tager yderligere erfaring med fra en mellemdistance hvor alle de bedste er med, og fra en benhård langdistance på søndag, som bliver relevant for VM næste år. I tillæg skal der ikke være noget at udsætte på min indstilling til konkurrencerne de næste dage, og der skal fokuseres og kæmpes indtil jeg ikke kan mere.

I næste uge bliver fokus på at få så meget som muligt ud af de VM-relevante træninger til næste år, og så specielt bruge mellemdistancen næste lørdag som en superrelevant forprøve på VM-mellem næste år.

No comments: