Tuesday 31 January 2012

81 timers træning i Januar

Vintertræningen forløber fortsat efter planen, og jeg er kommet ind i en rigtig god træningsrytme i Oslo, hvilket også har givet rekord for træning på en måned.

Januar har stået i mængdetræningens tegn, og efter en stor løbemængde for mit vedkommende i december, har jeg prøvet at variere min træning meget mellem løb og langrend for ikke at risikere overbelastningsskader.
Løbemæssigt blev det til 38 timer og 418km, mens jeg fik trænet 32 timer og sjovt nok også 418km på langrendskiene. De resterende 11 timer var styrketræning.
Alle mine intensive træninger har jeg gjort med løbeskoene på på hårdt underlag (indendørs bane eller løbebånd), og selvom jeg har trænet meget, har jeg følt godt overskud på stort set alle de hårde træninger. Det er meget begrænset hvor meget jeg har løbet i terræn, da der efterhånden ligger en del sne i Oslo, men jeg har fået løbet nogle langture på kort for at holde både det løbstekniske og tekniske ved lige.
Langrends delen har først og fremmest været klassisk stil, men jeg har også kørt en del skøjt, for at variere belastningen på muskulatur og sener endnu mere.
I tillæg er jeg for alvor gået i gang med den tunge styrketræning igen ved siden af den stabiliserende styrke, og det skal forhåbentlig gøre at kroppen kan holde til den videre store træningsbelastning.
Jeg har bare haft lidt problemer med ømme muskler pga styrketræning og glat underlag, men har ellers holdt mig skades- og sygdomsfri. Jeg er også kommet ind i en god rytme med kosten og har tabt mig yderligere ½ kg, så det kører som det skal.

Jeg har ikke haft specielt travlt på skolen endnu, men vi har nu fået vores bacheloropgave på plads, som kommer til at omhandle opvarmnings betydning for en præstation til udmattelse på ca.10min. Det betyder at vi skal teste ingen opvarmning vs. opvarmning med hhv. lav- og moderat intensitet, og se på hvordan man præsterer efterfølgende. Alle 6-8 forsøgspersoner kommer derfor til at lave 4 forskellige tester (først en submax + maxtest, for at kunne beregne den hastighed de skal løbe de tre præstationstester på), så der bliver nok at lave på laboratoriet de næste 3 uger inden jeg skal til Portugal med landsholdet i uge 8.
I dag skulle vi øve os på testprotokollen, da det er os selv som skal stå for testerne, og jeg havde meldt mig frivilligt til at være forsøgsperson til en submax + maxtest. Det har jeg heldigvis prøvet mange gange før, for der blev kludret lidt i de første laktatmålinger og usikkerhed omkring hastigheder osv. På trods af begynderfejlene, fik jeg gennemført en fin test både submaximalt og på max-testen hvor jeg nåede 81-82 ml/min/kg i VO2max, hvilket er det højeste jeg har målt. Det er dog svært at sammenligne de tester jeg plejer at lave i Brøndby med den her, da det er helt forskellig måde det bliver gjort på. Men i forhold til en tilsvarende test jeg lavede for præcis to år siden samme sted, havde jeg øget farten på AT med ca 1,5km/t og gået fra 72 til 82 i VO2max. Så der er ingen tvivl om at det peger i rigtig retning for min fysiske udvikling. Det bliver spændende at se hvad tallene siger når jeg skal teste i Brøndby i slutningen af marts.

Jeg er også gået i gang med den mentale træning igen i samarbejde med Kenneth, og siden jeg ikke har tid og mulighed for at rejse ud og få teknisk træning denne vinter, kommer jeg også til at arbejde en del med tørtræning.

I weekenden er der landsholdssamling i Göteborg, og jeg glæder mig til at få løbet nogle fede o-tekniske træninger og se de andre på holdet. Planen er at veksle mellem langrend og løb på samme måde som hidtil frem til vi skal til Portugal, og efterfølgende i marts igen gå over til mere og mere løbning ind mod sæsonen. Forhåbentlig kommer jeg i år til at være stærkere fysisk end nogensinde før. Så langt tyder alt i hvert fald på det :)

Thursday 5 January 2012

December/Australien 2011

December måned og turen til Australien blev en fin træningsperiode, hvor jeg fik løbet meget, og for alvor har gjort kroppen i stand til at klare større løbemængder end tidligere.

Ialt blev det til 61 timers træning i december, hvor de 54 timer var løb og resten styrketræning, altså en måned uden alternativ træning, hvilket må være flere år siden det skete sidst. Jeg fik løbet præcis 600km målt på GPS'en, hvoraf de 400km blev løbet på 20 dage i Australien, og gav et dagligt gennemsnit på næsten 20km/dag. Løbetræning bestod af ret mange lange løbeture (20-30km), hvor jeg prøvede at holde et lidt højere tempo end jeg har gjort før på mange af dem, i min målrettede træning mod at blive bedre på langdistance. Jeg fik også løbet nogle fine højintensive træninger, med lange intervaller, som vekslede mellem 5-6 * 6-7min og 2 * 15min. Når intervallerne bliver så lange bliver man nød til at justere tempoet lidt ned, men tilgengæld kan man så også løbe mere, hvilket er hensigtsmæssigt i denne træningsperiode. På trods af øm muskular og sener en gang imellem synes jeg kroppen har responderet fint på træningsbelastningen, og jeg har følt mig frisk nok i dagene efter vores 32 timers hjemrejse.

I dag var jeg så en tur i Idrættens Hus i Brøndby, hvor jeg skulle vejes, have tjekket kropssammensætning, og snakke med Team Danmarks diætist, efter jeg startede mit kostforløb i slutningen af november. Det var svært at styre min kost præcist efter planen i Australien, men jeg gjorde det så godt jeg kunne. Jeg var derfor spændt på at se tallene i dag, men kunne konstatere at de små ændringer jeg har gjort i mit kostindtag, har gjort at jeg har tabt 2,5kg på de 6 uger jeg har været i gang. Ændringerne har ikke gået så meget på hvad jeg spiser, men mere at nedsætte mængden og opdele den over flere måltider. Det betyder at jeg nu spiser et stykke frugt i stedet for et glas juice om morgenen, 4 stk rugbrød istedet for 5-6stk til frokost, og lidt mindre pasta/ris/kartofler til aftensmad, for så at spise et lille måltid mere før sengetid i stedet. Og cola-mængden er gået fra 1-2 glas om dagen, til bare 1 :)
Af de 2,5 kg jeg har tabt mig er 1 kg muskelmasse og resten fedtmasse. Grunden til at der er røget muskelmasse er nok at jeg ikke har kunnet styrketræne som normalt, så det bliver spændende at se hvordan det går de næste måneder. Diætisten mener ikke det vil være hensigtsmæssigt at gå meget længere ned i vægt nu her, så nu handler det mere om at stabilisere vægten, for så måske at kunne gå 0,5-1kg ned ind mod sæsonen.

I morgen går turen til Silkeborg, hvor vi har landsholdssamling i weekenden. På mandag morgen rykker jeg så teltpælene op her i København og flytter tilbage til Oslo, hvor skolen allerede er startet i går, og jeg må arbejde lidt for at få færdiggjort min bachelor. Det har været en fin tid her i København og jeg har egentlig fået gjort mange af de ting jeg havde håbet, både træningsmæssigt og socialt. Jeg kan dog godt mærke at det er svært at motivere sig til at træne så meget som det kræves når man bor inde midt i en storby, specielt fordi det kræver meget transport og logistik at komme ud i skoven. Så jeg glæder mig lidt til at tage et sidste halvt år i Oslo, hvor der nu både skulle være skiforhold, men fortsat også muligt at løbe i terrænet.