World Cup 4 og 5 St.Gallen
Jeg gik ind til lørdagens mellemdistance med rimelig blanke ark, hvor det eneste jeg forventede var at jeg gjorde forberedelserne ordentligt, og gjorde alt hvad jeg kunne undervejs på løbet. Altså ingen speciel plan for løbet, men bare en målsætning om at gøre mit bedste ud fra de forudsætninger jeg havde. En tilgang til de vigtigste konkurrencer, som jeg også har lykkes med de to sidste år. For at der kan komme gode præstationer og resultater ud af den tilgang, kræver det selvfølgelig at forberedelserne er gjort ordentligt både fysisk, teknisk, mentalt og taktisk, og det var det jeg var interesseret i at få tilbagemeldinger på.
Og efterfølgende kan jeg sige at jeg er rigtig godt tilfreds med de tilbagemeldinger jeg fik på mellemdistancen. Den tekniske gennemførsel var god de første 2/3, hvor det eneste jeg mistede tid på var lidt langsommere udenoms vejvalg til post 6 og 10. På det tekniske og løbsteknisk krævende parti fra post 11-15, kunne jeg desuden se at jeg havde rigtigt gode mellemtider. Ved post 20 efter knap 30min løb lå jeg nr.6.
På sidste del af banen havde jeg 3 poster i træk (post 21-23), hvor jeg lavede lidt småfejl, som kostede op mod 1 minut totalt, og jeg sluttede som nr. 13 i en som altid meget tæt konkurrence, 2½ minut efter vinderen. Et resultat som jeg er meget tilfreds med og giver mig tro på at VM-formen ikke er langt væk.
Jeg er specielt tilfreds teknisk og mentalt, hvor jeg var i god balance før start og også undervejs på løbet. Fysisk føltes det også fint, på trods af en lang rejsedag dagen før.
Resultater her
Min 13.plads gav lige akkurat også nok point til at være blandt de 40 bedste som fik lov til at starte på søndagens sprint i St.Gallen. Jeg havde ikke forberedt mig til sprinten, ved at gå rundt i byen dagene før, og det i tillæg til rusten sprintteknik kom til at præge mit løb. Jeg havde en ok start og lå nr. 10 ved post 4, men til post 5 mistede jeg kortkontakten og løb i en blindgyde som kostede 20-25 sekunder. Derefter var løbet præget af meget tøven, småfejl, dårlige vejvalg, det vil sige ret dårlig rytme. På sidst 1/3 del af banen, fik jeg bedre styr på det og løb godt og følte også at jeg var stærk fysisk. På stræktiderne kunne jeg se at jeg fra post 17 til mål (post 25) havde 5.bedste tid, så afslutningen er jeg godt tilfreds med. Det blev en 23.plads, som jeg ikke rigtig kan bruge til noget, andet end at konstatere at man skal træne sprint for at blive god til sprint.
Resultater her
WOC-træningslejr Lausanne
Efter sprinten kørte vi til den anden ende af Schweiz, til den lille by i Jurabjergene Le Brassus, hvor vi boede fra søndag til fredag i sidste uge. Grunden til at vi boede oppe i bjergene i stedet for i VM-byen Lausanne, er fordi VM-mellemdistancen skal løbes der, og da det er begrænset med træningsmuligheder i Jurabjergene Schweiz, trænede vi også flere træninger på den franske side. Terrænet i Jurabjergene minder lidt om terrænet fra VM i Frankrig sidste år, bare lidt mindre stenet, kuperet og detaljeret, men tilgengæld også ret diffust, og derfor krævende. VM langdistancen og stafetten skal gå nord for Lausanne i Mittelland-terræn, som minder meget om dansk terræn, med meget løvskov, grøfter, stier og undervegetation, så det er noget som burde passe danskerne godt. Vi har derfor fokuseret mest på Juraterræn på denne træningslejr, med enkelte ture ned til Mittellandterræn.
Som en del af træningerne deltog vi også i Schweizernes VM-testløb, hvor også alle de andre gode landshold deltog. Testløbene var lagt til nyåbne dele af spærringerne til VM, så i tillæg til en et VM-værdigt startfelt, kunne vi ikke få mere relevant terræn. Tirsdag løb vi mellemdistance og onsdag langdistance. Jeg var specielt opsat på langdistancen, for igen at få tilbagemeldinger på hvor jeg står i forhold til VM. Tirsdag løb jeg en ok mellemdistance, hvor jeg lavede 4-5 15-20 sekunders fejl, og ellers tabte jævnt til de bedste, og var 2.45 efter Baptiste Rollier i mål, som nr. 18. Jeg var ikke helt tilfreds med de fejl jeg lavede, men ellers kunne jeg tage med at jeg ikke tabte noget yderligere på tekniske svagheder. Det jeg tabte på resten af banen var fysisk, og det er jeg ikke så nervøs for, da jeg ikke ligefrem var udhvilet til konkurrencen.
Resultater her
Onsdag var det tid for langdistance. Jeg startede ret sent, og der var derfor en del spor i terrænet, som der også kommer til VM, hvis man starter sent. Jeg prøvede at trykke på fra starten, og tog det rigtige vejvalg på langstrækket til 3'eren. Generelt kunne jeg se at jeg tog de rigtige vejvalg, og kørte rundt på stier, når det kunne betale sig, og det er en rigtig god tilbagemelding før VM, hvor det at kunne tage og gennemføre de rigtige vejvalg hele vejen bliver afgørende. Jeg lavede dog en del småfejl midtvejs, og blev indhentet af Olav Lundanes med 2 minutter ved kortskifte halvvejs. Han trykkede godt på og jeg skulle kæmpe for at hænge med, men så begyndte han at svaje lidt og jeg var foran fra post 16-19, og havde stadig hans ryg på langstrækket til post 22. Ved post 21 efter 75 minutters løb lå jeg nr. 4, men så begyndte trætheden for alvor at sætte ind, som den ofte gør på det tidspunkt. Jeg mistede meget fysisk på de sidste poster, men lavede også flere småfejl, som jeg ikke er tilfreds med. Jeg tabte 3 minutter til Olav på de sidste 2-3 km... Til slut blev jeg nr. 11, over 8 minutter efter suveræne Mattias Merz, men bare 1½ minut efter top6 (og der var 7 schweizere foran mig...). Trods alt var jeg godt tilfreds med præstationen og resultatet, og giver mig den bekræftelse jeg havde brug for, på at heller ikke VM-langdistance formen er langt væk.
Resultater her
Ellers fik vi trænet godt på, og løbet mange superfede træninger, og jeg var fuldstændig færdig da jeg kom hjem fredag aften, og trætheden har hængt ved både lørdag og søndag, hvor jeg har holdt meget igen med træningen, for ikke at risikere at blive syg. Benene føltes dog dejligt friske igen i dag, og nu skal formen bare finpudses og overskudet findes, før VM starter om mindre end 2 uger. Jeg har fået den selvtillid jeg havde håbet på før turen til Schweiz, og jeg har tro på at det kan blive rigtig godt til VM :)
No comments:
Post a Comment