Wednesday, 18 July 2012

Tunge VM-mellemdistance dage...

De sidste 2 dage har stået i mellemdistancens tegn, men det blev ikke som jeg havde håbet, med for ustabile tekniske præstationer og meget tunge ben begge dage. Og så bliver man kun nr. 25 i en meget tæt mellemfinale med højt niveau.

Mellem kval:

Kroppen var træt og tung efter langdistancekvalifikationen dagen før, men jeg løb stabilt godt teknisk i starten, og var nr. 3 på radioposten halvvejs. Men følelsen var ikke god og da jeg bommede på både post 5 og 6, og ikke følte jeg kom nogen steder i det barske terræn, begyndte jeg også at blive stresset. Så sidste del var præget af stress, dårlige teknisk gennemførsel og flere bom helt tilsidst på enkle poster. Da jeg løb mod sidsteposten, var jeg meget i tvivl om mit løb var nok til at komme i finalen, og jeg spurtede hvad jeg kunne. Jeg var lidt overrasket over at jeg "bare" var 2 min efter, med over 3 minutters bom, så selvom jeg ikke var så optimistisk lige efter løbet, var der flere positive ting jeg kunne tage med mig til finalen, udover at være blevet nr. 11, og kvalificeret til finalen selvfølgelig. Terrænet var virkelig krævende, hvor de havde tyndet ud de fleste steder og ladet grenene ligge, så udover stenet bund og tæt vegetation, følte man enormt meget modstand i terrænet.

Mellem finale:

Jeg var fortrøstningsfuld og ved godt mod før start, da jeg var mere bevidst om hvordan jeg skulle tackle udfordringer. Som altid er det stort set altid et spørgsmål om at være i en god mental tilstand, fokuseret og tilstede, for at kunne præstere, noget jeg ikke var på kvalifikationen. Så det var noget jeg arbejde med i karantænezonen og på opvarmningen, og jeg var klar og fokuseret da jeg skulle starte.


Jeg kørte sikkert rundt til 1'eren, for at få en god rytme fra starten, men fik ikke en ordentlig indgang i posten, og stod og græssede lidt før jeg fik styr på det (20-25sek bom). Jeg fandt dog en rigtig god rytme efterfølgende, og løb godt og stabilt, og synes jeg tog de rigtige vejvalg og fik gennemført dem godt. Fysisk kunne jeg godt mærke at der ikke var noget stort overskud, men det var ikke noget der forstyrrede min orientering. Jeg var virkelig inde i "zonen" på størstedelen af banen, og helt ind til 2. radio (post 14), hvor jeg også havde løbet mig jævnt op i feltet og lå rundt nr. 10. Men til 15'eren, fik jeg ikke taget den rigtige trassé på første del af strækket (slugten), og sad i stedet meget fast 20-30m ved siden af i den "hvide" skov. Jeg blev lidt stresset og fik ikke helt styr på min indgang i posten, og tøvede rigtig meget i tillæg til et lille sving. Jeg fik dog styr på det igen på de næste poster, men ind mod 3.sidste posten og den sidste svære post, var jeg meget bevidst på mit valg af indgang, men fik det simpelthen ikke gennemført godt nok. Jeg ramte slugten 20m for lavt og troede jeg var højt, og der gik over et minut før jeg fandt posten, og så var løbet kørt.



Resultater her

Jeg var egentlig ok tilfreds da jeg kom i mål, på trods af den dårlige afslutning, for min præstation var rigtig god indtil post 14. Men at jeg bare bliver nr. 25, er selvfølgelig skuffende, men jeg må også bare konstatere at niveauet var enormt højt i år på mellemdistancen. Jeg var 3min48sek efter vinderen i år, med omkring 2min bom, og til sammenligning var jeg 3min48sek efter sidste år med omkring 2min bom, men der blev jeg nr.7!
Hvis jeg havde undgået bommene tilsidst havde jeg kæmpet om top10, hvilket ville have været et rigtig godt resultat. Fysisk så har jeg simpelthen ikke ramt de rigtige dage, for min form er bedre end det jeg har præsteret de sidste 2 dage. Jeg må dog også indrømme at mellemterrænerne har været noget af det mest krævende rent løbsteknisk, og efter min mening hårdere end sidste år, fordi der har ligget så meget lort i bunden overalt. Og selvom det er ikke noget jeg tænker over når jeg løber, så tror jeg at frygten for at skade knæet igen, hæmmer min normale aggresivitet i et sådant terræn. Jeg taber i hvert fald mere tid en min form tilsiger, på stræk hvor jeg tager de rigtige vejvalg og ikke bommer. Men løbsteknikken i så krævende terræn kommer forhåbentlig tilbage igen stille og roligt, som jeg får løbet mere og mere i terræn.

Nå, men VM er jo først lige startet, og der er stadig to chancer til at præstere, og dem har jeg så sandelig tænkt mig at tage. Jeg ved at formen er god, og der er intet der tilsiger at jeg ikke rammer dagen hvor det hele kører i morgen, efter en rolig hviledag i dag. Og som det er nu, så er det faktisk terræn der passer mig bedre, så jeg skal gøre hvad jeg kan i morgen og også på lørdag.

No comments: