Tuesday, 4 August 2009

3.plads i Slovenia OO-cup

Slovensk 5-dages afsluttede en juli måned på farten hvor jeg har brugt mange timer på at arbejde med det tekniske og mentale del af orienteringen, som har haltet i de få konkurrencer jeg har løbet i senforåret.
Det startede i Italien på træningslejr i Asiago, som vi taget til direkte efter O-festivallens stafet om søndagen. På jagtstarten om lørdagen løb jeg mig 10 placeringer op til 31.plads, som jeg var ok tilfreds med, ikke mindst at jeg havde stået distancen rent fysisk og mentalt, som ikke lykkedes i Finland.

I Italien satte jeg mig ned med Åke og Emil Thorsen som var med som leder og snakkede junis overståede konkurrencer igennem, og fandt ud af hvor det var gået godt og dårligt. Det tog noget tid men vi fik fundet frem til nogle ting som gik igen, mest tanker som påvirkede mine præstationer negativt. Ud fra dem lavede mig og Emil så en handlingsplan, både med visualisering, tekniske træninger og mine tanker generelt for at kunne lære at styre dem bedre (især under konkurrencer). Jeg havde derfor meget fokus på de tekniske træninger i Italien, og mærkede allerede fremskridt på den uge vi var dernede.

Tilsidst på ugen fik vi også at vide hvem som skulle løbe VM i Ungarn. Jeg havde håbet at få lov til at løbe mellem og lang, da jeg føler at det er de distancer jeg har størst potenciale på, men det blev i stedet mellem og stafet, hvilket jeg har accepteret, og derfor koncentreret mig om.

Efter Italien var jeg lige et smut forbi Oslo og pakke om inden turen gik til Göteborg hvor jeg havde lovet at hjælpe til på Nordkredsens Juniorsommerlejr. Det blev til en masse teknisk træning både med postudsætning og indsamling og videre arbejde fra Italien. Det var hyggeligt og selvom restitutionen ikke var optimal, da pisken konstant skulle svinges over de små pus, fik jeg en god træningsuge.
Derefter var en en uge i Danmark hvor størstedelen af tiden blev tilbragt i sommerhus ved Mols Bjerge sammen med Anes familie. Igen en uge med hygge og en masse god fysisk træning i bakkerne.

Lørdag d. 18 mødtes Stener OK så i Århus og satte kursen sydover i Europa hvor næste stop var Postojna i Slovenien. Her skulle vi bo den næste uges tid og havde nogle dage til at være turist/badeferie inden Slovenia OO-cup startede onsdag.
Terrænerne var ikke specielt relevante for VM (bortset fra langdistancen), da det var karstterræn og meget stenet. Tilgengæld var det ekstremt krævende teknisk og løbsteknisk og derfor en perfekt mulighed for mig for at videreføre den målrettede tekniske og mentale træning jeg havde lavet siden Italien til konkurrence.

Jeg løb generelt gode tekniske løb, hvor især 1, 3. og 4.etape var højdepunkterne med præstationer, hvor jeg følte jeg stort set havde kontrollen hele vejen. Det var dejligt at få bekræftet over for mig selv at jeg er ved at være helt klar til de udfordringer som venter om 2 uger, og kunne præstere på lige netop de etaper, jeg løb som VM-løb. Samtidig er det altid rart at målrettet arbejde giver udbytte. Emil var også med i Slovenien og jeg har virkelig været glad for at have en til at følge op hele tiden.
Fysisk blev det næsten bedre og bedre undervejs og det på trods af at jeg havde trænet ganske meget op til, så det lover godt for at jeg kan ramme topformen til VM. Det endte med en samlet 3.plads efter tjekkerne Jan Prochazka og Petr Losman, hvor førstnævnte imponerede mig flere af dagene. Resultater, kort og strætider kan findes her
Læg mærke til M21Short hvor Jeppe Borch gjorde comeback og tog en overbevisende samlet sejr!

Stener OK's nye klubdragt

Arrangementet i Slovenien var forresten top-klasse med fantastiske kort og baner, og alt fungerede perfekt, så jeg kan varmt anbefale det til andre, der har lyst til at udfordre sig selv i helt anderledes terræner end man er vant til i Nordeuropa. Jeg vil også gerne sige tak til Stener OK for en fantastisk tur, det var dejligt at kunne slappe af i godt selskab, og samtidig løbe i nogen af de fedeste terræner. Det må vi gøre igen...

Efter en lang køretur hjem brugte jeg sidste uge på at trappe ned for træningen, 2½ times spenst- og sangtræning til Metallica koncert, rejse til Oslo, arbejde for Bækkelaget på Norway Cup og slappe af. Fremover står den på en sidste finpudsning af formen og de sidste mentale og tekniske forberedelser inden vi rejser til Ungarn på næste tirsdag.