Tanker om VM 2009

Skuffende og næsten pinlig indsats er ord der ligger mig for når jeg tænker tilbage på VM, men som regel er der logiske forklaringer på alt, selvom de har været svære at finde denne gang.

Mellem-finale:

Efter mellemkvalen havde jeg heldigvis et par dage til at komme ovenpå igen da det havde føltes ekstremt tungt fysisk. Jeg fik også tænkt tingene igennem og fik mig selv overbevist om at det bare havde været førstekonkurrences nerver, som nu var væk til finalen. Jeg havde egentlig en rigtig god følelse bagefter kvalifikationen fordi jeg vidste jeg havde mere at gå på.
Dagen før finalen løb jeg modelevent, hvor jeg trykkede igennem i et kvarters tid og det føltes rigtig godt både fysisk og teknisk, hvilket var vigtigt for selvtilliden.

Men om eftermiddagen og aftenen kunne jeg mærke at nervøsiteten kom snigende og selvom jeg bevidst prøvede at skyde det i baggrunden og tænke positivt, var det som om at det var selvforstærkende. Jo mere jeg prøvede ikke at tænke over nerverne, jo mere tænkte jeg selvfølgelig på det. Det resulterede i mange søvnløse timer igen og skrækscenariet fra kvalifikationen begyndte at nage mig. "Tænk nu hvis jeg er lige så dårlig fysisk som jeg var på kvalen", "Tænk nu hvis pulsen er lige så høj på opvarmningen, som på kvalen, og jeg har problemer med åndedrættet", "åh, jeg håber at kroppen fungerer bedre", "tænk hvis jeg ikke præsterer..." osv.
Og ganske rigtigt så kunne jeg slet ikke slappe af i kroppen, pulsen fløj op i moderat på de første 100m jog af opvarmningen, og jeg følte ikke jeg kunne få luft. Som jeg havde aftalt med Åke efter kvalen så prøvede jeg fortælle ham hvordan det føltes, men selvom jeg fik det sagt, var kroppen alt for stresset af de negative tanker, og jeg havde slet ikke lyst til at gå ind i startboksen, af frygt for hvordan det skulle gå!
De sidste 2min før start prøvede jeg febrilsk at sige til mig selv at dette ville blive fedt, og det var det jeg havde glædet mig til i et år, men der var det for sent.
Allerede op til 1'eren var jeg færdig og måtte gå, og smed 15sek på et fiskekrog. Jeg fik dog samlet mig teknisk på første runde men det var slet ikke sjovt og jeg måtte gå i alt hvad der hed modbakke. Midtvejs skiftede terrænet karakter fra detaljerigt skrænt til større åbne bakker, og jeg tænkte at nu skulle der løbes stærkt. Det resulterede i 5 postbom på de næste 6 poster, som ud fra kortet skulle være de letteste. Flere af fejlene bestod i at jeg mistede retningen fordi jeg veg fra kursen for at kunne holde mig løbende i bakkerne og jeg mistede vel 5-6min her. Derefter blev jeg hentet med 4,6 og 8min bagfra og gav mere eller mindre op.

I mål var jeg helt opgivet og sagde med det samme at jeg ikke ville løbe stafetten 2 dage efter fordi jeg var så ringe. Efter samtale trænerne og de andre besluttede vi dog at jeg dagen efter skulle teste om det var den fysiske form som var problemet, men der føltes det selvfølgelig fint. Jeg prøvede slappe meget mere af dagen før stafetten, tænke på alt muligt andet og bare nyde at jeg skulle løbe VM-stafet dagen efter. Jeg var heller ikke så meget med på at snakke taktik og se på kort.

Stafet

På stafetten havde jeg en helt anden følelse i kroppen da vi kom til stævnepladsen. Nervøsiteten for ikke at lykkes var i stedet blevet til en glæde ved at have fået muligheden på stafetholdet, og jeg følte mig dejligt afslappet i kroppen. Mikkel lavede desværre en stor fejl midtvejs, så jeg kom ud ca.3min efter som nr.19, men det var fuldstændig ligemeget for nu skulle jeg bare ud og give den gas. Jeg lagde hurtigt afstand til Italien og Østrig og var alene til mine 2 første poster, men til 3'eren havde jeg slet ikke styr på det og mistede 1min. Jeg kunne forsat se de to foran, men det var svært at lukke hullet og på 5'eren mister jeg igen kontrollen ind i posten og smider flere minutter. Herfra var det opad bakke og jeg begyndte også at mærke trætheden, og lave en del småfejl, som samlet har kostet yderligere minutter. Jeg fik dog kontakt med Østrig igen midtvejs, men især i modbakkerne var jeg helt færdig og måtte gå meget. Resten af vejen gik dog nogenlunde teknisk og jeg kunne sende CC ud som 16'er, men jeg havde tabt yderligere 9min til teten.
Følelsen var dog bedre da jeg kom ind end tidligere til VM, da det fysisk havde været fint første halvdel, hvor jeg dog havde bommet alt alt for meget, samlet over 6min. Det straffede sig at jeg havde taget så afslappet på de tekniske udfordringer, men det er altid let at sige bagefter.

VM var så ovre for mig og jeg står tilbage med skuffende resultater, som ingen (mindst mig selv) kan være tilfredse med. Men samtidig er jeg blevet ufatteligt meget klogere på hvor meget det mentale kan påvirke resten af kroppen, og selvom det var dyre lærepenge så var det gode erfaringer at tage sig med videre. Problemet med VM er at det er så stort og betydningsfuldt, at det er svært at træne på andre tidspunkter end til netop VM. Jeg har dog slet ikke oplevet samme grad af nervøsitet og ubehag før, men disse følelser kan jeg bruge i min mentale træning fremover så jeg lærer at bearbejde dem.
Det har taget noget tid at finde frem til alt det ovenstående, da det er svært at huske tilbage på hvad man har tænkt, men eftersom det ikke er den fysisk og tekniske formåen som er problemet, er jeg kommet frem til de ting her.

Paradoksalt nok, så valgte jeg at løbe Hungarian Cup (mellemdistance) i søndags før langdistance-finalen, hvor jeg følte mig flyvende og tog en sejr i Claus Blochs navn (han skulle på toilet og starten var gået). Her havde jeg alt det overskud både fysisk og teknisk som manglede på selve VM... Resultater her
Ligeledes løb jeg KM-sprint i onsdags i Son, hvor jeg også følte det rigtig godt, og blev nr.2 efter Håvard Lucasen, efter at have smidt sejren tilsidst. Resultater her og kort her

Tilbage her i Oslo er skolen startet og jeg er også begyndt i mit nye job som ungdomstræner i Asker Skiklubb, hvor jeg var ude for første gang i går. De virker som nogle søde unger, og flere af dem har stort potentiale, så det glæder jeg mig til at arbejde med.. Om lidt går turen til Kbh, hvor jeg skal se Ane, og i morgen rejser vi til Vejle for at løbe DM-mellem. Det er et løb jeg har glædet mig rigtig meget til, og jeg har planer om at vise alt det jeg ikke klarede i Ungarn!