Monday, 31 August 2009

3'er på DM-mellem

I lørdags blev jeg nr.3 i DM-mellem som foregik i Gødding Skov mellem Billund og Vejle, et noget specielt terræn, som nærmest gjorde det til sprintorientering, med mange vejvalgsmuligheder og stiløb fordi det var så grønt.

Jeg havde en fin følelse inden start og glædede mig til at komme ud og blive presset teknisk og fysisk, men da jeg så på kortet i startboksen så jeg at det var meget grønt og mange stier hvilket tydede på stor tempoveksling.
Jeg havde dog en dårlig start og havde svært ved at få kortet og terrænet til at hænge sammen til 1'eren, hvor det var svært at se hvad der var grendige og ikke, og jeg slår et lille sving som koster ½min. Jeg havde generelt dårlig rytme i starten og kørte alt for meget ligepå og mister sekunder på det, både til 3'eren og 5'eren + et svaj til 4'eren. Til 7'eren tager jeg det dårlige venstrevejvalg og kører også ligepå gennem tæthed 3'eren ind i posten og bommer desuden posten lidt. Tilsammen koster det 45sek. Til 8'eren er jeg stresset og løber forbi en sti og taber 10sek, og på 8'eren er jeg samlet nr.10, 1,17 bagefter.
Derfra går det bedre og jeg får taget de gode vejvalg (som ofte er rundt på stierne), og løber stort set rent bortset fra 2 10sek bom på skæv retning til 13'eren og dårligt vejvalg til 21'eren. Jeg har også hurtigst tid fra 8'eren og hjem, hvor jeg støt løber mig op gennem feltet, så det er jeg godt tilfreds med.
Det endte med en 3.plads, næsten 1min efter CC og 7 sek efter Søren, som var dem der nøjedes med små bom. Efter mig var det tæt med yderligere 5 mand indenfor ½min.

Det var ikke den mest spændende mellemdistance bane jeg har løbet, for nu at sige det sådan, og det tog en del stræk før jeg indså at det oftest ikke lønnede sig at køre ligepå, selv på korte stræk, som jeg ellers er vant til på mellemdistancer. Det var også svært at vurdere hvor tæt det grønne var, især når man kommer fra Norge hvor de tegner mere på sigten end på gennemløbeligheden. Man kan dog se på stræktiderne at mange af de kortere stræk hvor man skal ligge på stregen (post 2, 6, 9, 11, 19), at det er der jeg vinder tiden. Men samtidig kan jeg også konstatere at farten på stierne ikke er langt efter hurtigløberne (CC, RunO, René, Søes), så selvom det føltes tungt, er jeg egentlig godt tilfreds med farten. Jeg glæder mig allerede til om 2 uger, hvor jeg vender næsen mod Jylland igen, og hvor det forhåbentlig bliver krævende orientering og mere terrænløb.
Det er dog ikke tilfredsstillende at have bommet næsten 2min på en simpel bane, ligemeget hvor anderledes terrænet er, men det er bare op på hesten igen. Ros til banelæggeren og korttegnerne som trods alt fik det meste ud af skoven som de kunne. I morgen skulle jeg gerne få et stik til min nye printer/scanner, og så kan jeg begynde at lægge lidt kort ud igen. I mellemtiden kan man "nøjes" med RunO's vejvalg og stræktider

Det blev ikke nogen Midgårdsorm for mit vedkommende da Faaborg ikke klarede at stille 7 mand, så det var lidt ærgeligt, men tilgengæld fik jeg nogle dage sammen med Ane, inden jeg rejste tilbage til Oslo i dag.
De næste par dage må jeg hellere komme lidt i skole inden turen på torsdag går til Trondheim og 2. træningslejr med landsholdet. Det er fedt at vi har så meget fokus på VM i Trondheim næste år og jeg er sikker på at danskerne kommer til at løfte sig betydeligt.
Når de andre rejser hjem på næste tirsdag, tager jeg i stedet bussen 120km sydøst til Ålen, hvor der er NM-uge men jeg har valgt bare at løbe NM-lang torsdag. Fredag går turen så til Jylland, hvor der er DM-stafet og lang i Velling Snabegård og Linå Vesterskov.
Ret meget rejseri, men sådan er det når man har 2 klubber og årets vigtigste løb for begge klubber ligger i samme weekend....