Tuesday, 31 July 2007

Mit 2007 indtil videre... del 3


-World Cup Norge, O-festivallen

Efter en lidt forsinket hjemkomst til Danmark fra Finland, var det med at slappe lidt af inden turen onsdag gik til Hovden i Norge til næste afdeling af World Cuppen, mellemdistance. Jeg var lidt usikker på mine knæ efter Jukola, men havde ingen problemer i træningen dagene efter og da mellemdistancen ville gå i fint blødt terræn, havde jeg mod på at stille op selvom jeg vidste jeg slet ikke var i form til at løbe i tunge norske moser. En god teknisk præstation ville man komme langt med tænkte jeg, og det ville samtidig være rigtig god træning hvis jeg skulle løbe en mellemdistance til VM.
På modelevent torsdag viste det sig at terrænet var super fedt, ret kuperet men rimelig letløbt, og teknisk vanskeligt. Havde i hvert fald en rigtig god oplevelse i skoven den dag.
Men da mellemdistancen så skulle løbes fredag, og jeg havde været så heldig at komme i a-finalen pga min wre-placering, havde jeg åbenbart ladet hovedet blive derhjemme. Jeg troede i hvert fald at jeg skulle ud og løbe mega stærkt uden at ha styr på en skid. Det resulterede i utrolig mange og store bom hele banen igennem og en flot sidste plads i a-finalen, 12min efter Thierry G!!! Bagefter kunne jeg tydeligt se hvad var gået galt. Jeg havde simpelthen prøvet at løbe stærkere end teknikken kunne følge med til fordi jeg hele tiden havde i baghovedet at jeg var i dårlig form og derfor hele tiden skulle presse på. Samtlige bom jeg laver er de sidste 50-100m ind i posten hvor jeg ikke formår at lave et temposkift og få kompasset på, men bare brager forbi posten og ½-2min senere komme tilbage. Ikke mindre end 6 gange gjorde jeg det!! Så har man ikke fortjent bedre... Knæene havde det dog fint som det eneste positive.
Dagen efter løb de andre O-festivallen Langdistance, hvor jeg nøjedes med en rolig lidt længere tur i terræn, og om søndagen løb jeg 4. og sidste tur for Pan's hold i stafetten. Halvvejs på banen fik jeg et slag med en gren over det sårbare sted på mit venstre knæ, som gjorde ret ondt, og jeg tog det roligt på de sidste par km. Efterfølgende da det blev koldt gjorde knæet ret ondt og jeg var bange for at jeg havde forværret det igen, men heldigvis havde slaget ikke beskadiget noget så et par dage efter var jeg løbende igen.

-Sommercenter Østerdalen

Tilbage i DK havde jeg en uge inden jeg sku på sommercenter, hvor Ane blev student og tog ud og rejse, hvor det var planen at jeg de næste 2½ uge skulle fylde en del mængde på træningen. Det skete i den første uge mest på cyklen og i svømmebassinet med en 3 løbepas indlagt og d.1 juli tog til Norge igen på sommercenter.
Jeg havde på forhånd ingen anelse om hvor meget jeg ville kunne træne de 1½ uge jeg skulle være der, men terrænerne i Østerdalen omkring Tolga og Tynset, viste sig at være rigtig fine. Området var desuden ideelt for at køre på moutainbike og hvor vi boede havde vi adgang til at styrketræningsrum hvor der også var nogle motionscykler. Jeg løb ca. 1 gang om dagen og fyldte så ellers på med timer på cyklen og med styrketræning. Den store mængde gav dog ikke problemer for knæene som jeg havde frygtet, men jeg kunne faktisk løbe ret intensivt og fik også løbet et par længere ture over 1½time, uden det forværrede tilstanden. Tværtimod syntes jeg at den øgede træning samtidig styrkede både muksler og tilhæftninger, og dermed også gjorde knæene stærkere. Det var et ret fedt center, hvor jeg fik trænet mig i bund for første gang siden New Zealand og der er nu ikke noget som trætte stænger... Kroppen kunne selvfølgelig ikke klare at jeg øgede til dobbelt træningsmængde og jeg lagde mig med lidt forkølelse efter hjemkomst, som dog samtidig kunne give knæene og benene lidt ro til at komme ovenpå igen.
Formen begyndte også at gå den rigtige vej kunne jeg mærke og efter 2½ uge med god tung træning kunne jeg nu begynde at køre noget mere intensitet på. Jeg aftalte med Jakob at jeg gerne ville med til World Cup i Sverige, men kun løbe mellem og sprint, da hverken formen eller knæene var til 20km samlet start.

Jeg tog hjem til mine forældre for at komme helt ovenpå sygdommen og var på Bispebjerg for at få lavet nogle undersøgelser for min allergi. Tirsdag en uge inden World Cup prøvede jeg for første gang i lang tid at løbe intervaller med Pan på hård grussti. Det gik godt, men kunne tydeligt mærke at jeg ikke havde løbet stærkt på hårdt underlag, og var mega smadret i lårene, men knæene havde det ok følte jeg. Dagen efter havde jeg dog lidt ondt i mit venstre knæ, så belastningen havde åbenbart været for stor og jeg bliver nødt til at løbe mine intensive træninger på blødere underlag (terræn) ind til videre.
Smerterne gik dog hurtigt væk igen og jeg fik gennemført nogle intensive træninger i terræn i stedet inden vi tog afsted til World Cup søn.22 juli, heriblandt en kortdistance i Fløjstrup, hvor jeg løb de første 25min af WOC-tour banen fra sidste år. Når jeg bagefter så på mellemtiderne lå jeg en anelse hurtigere end sidste år hvor jeg også løb den, så det var fint tegn på at formen er i bedring.


-World Cup Sverige

Vi kom som sagt derop om søndagen og løb en kort modelevent, og fandt ud af at terrænet ikke var så krævende teknisk men at der var meget lort i bunden efter stormfald og oprydning, så der skulle kæmpes.
Mandag løb de andre så 20km fællesstart, hvor jeg løb de to første runder (7km) fordi banen gik i det terræn vi skulle løbe mellem i dagen efter. Benene føltes friske og jeg så fortrøstningsfuldt frem mod morgendagens mellemdistance. Især over for mig selv ville jeg bevise at løbet i Hovden var en engangsforestilling, og selvom jeg kun skulle løbe b-finale denne gang, var konkurrencen stadig rigtig god med mange gode løbere.
Jeg var frisk og tændt fra starten og lagde rigtig godt ud og førte bl.a ved 3'eren. Lavede en retningsfejl på 5'eren som kostede 45sek, og begyndte at presse lidt for meget på. Det resulterede i at jeg på sidste halvdel af banen ikke var 100% i kontrol og lavede mange små bom og slet ikke havde rytme. Fik dog kæmpet mig hele vejen igennem med 1min45sek bom alt og blev nr.6, 1min15sek efter. Var godt tilfreds med resultatet og farten, men skal være meget forkuseret på at holde koncentrationen og planen, især på sidste del af en mellemdistance lige nu, fordi min nuværende form ikke giver mig overskud til orienteringen når jeg blir træt.
Da det kun var de 5 bedste fra b-finalen der gik i a-finalen i sprinten dagen efter, skulle jeg igen løbe b-finale, men det gjorde mig ikke så meget da jeg mere tog sprinten som en god træning.
Jeg måtte dog sande at jeg hverken er den helt store sprinter eller i god nok form til en letløbt sprint. Lavede nogle dumme fejl (30sek) men mistede over 1 min på ren løb i forhold til de bedste i b-finalen (Mikkel), som viste god form før næste weekends testløb.
Jeg fik ikke slappet ordenligt af efter hjemkomst og har i weekenden her haft begyndende sygdom siddende, som jeg dog håber, jeg har fået helt ud af kroppen igen med et par rolige dage. I aften tirsdag skal jeg løbe testrute med KC-Århus og i morgen en mellemdistance i Hjermind, og så står den ellers på opladning til VM-testerne i weekenden.

Jeg håber især at gøre det godt på mellemdistancen på lørdag, som jo også er den distance jeg har satset på, og så må vi se hvad benene rækker til på søndag...

2 comments:

Anonymous said...

Rigtigt godt, Tue! Det er interessant at læse om dine overvejelser - og i den sidste ende er det sikkert nyttigt for dig selv at få samling på det hele.
Held og lykke med testløbene ... nu kører det!!
Far

Anonymous said...

Jeg kan godt lide dine interesser! speceilt Desperat Housewives;)