Uha det blir en lang smøre, men forhåbentlig vil det også hjælpe mig selv med at se hvad der gik galt og hvorfor... Der er overskrifter (så man kan læse det man gider ;-)
-Pingpongtur med Jeppe til Sydøstasien, Australien og New Zealand
Først i November tog mig og Jeppe Borch afsted på en 4 måneders udenlandrejse, som startede i Sydøstasien, hvor vi rejste rundt indtil Nytår. Jeg vil ikke skrive om hvad vi lavede da det hele kan læses på pingpongdrengene.tlog.dk men træningen lå i hvert fald ret stille de to måneder, hvor det kun blev til et par løbeture om ugen mest bare for at holde sig igang. Det var nu heller ikke meningen, da vi begge havde brug for et træningsbreak efter en lang 2006 sæson. Desuden var klimaet og forholdene ikke gunstige for træning.
Vi tog derefter til Sydney og fejrede nytår. Her boede vi hos 4 o-løbere, som alle trænede regelmæssigt, og derfor skulle vi selvfølgelig træne med, nu hvor mulighederne og lysten var der. Vi løb nogle lange ture omkring nytår og skulle derefter deltage i Ultimax 5-days ganske kort efter. Det var noget af en omvæltning for kroppen at løbe langt og hårdt hver dag, og jeg lagde mig med sygdom og begyndte allerede her at have ømme knæ. Jeg troede dog at det var eftervirkninger fra en gammel vokse-skade (schlatters-syndrom) som jeg bare lige skulle vende sig til den daglige løbetræning igen. Her fik jeg også bekræftet at formen, naturligt nok, var lige til at lukke op og skide i, så der var noget at arbejde på.
Vi tog efter 14 dage i Australien videre til New Zealand hvor vi havde planer om at købe vores egen van, som vi kunne rejse landet rundt og samtidig sove i. Vi kendte på forhånd en del o-løbere fra diverse JWOCs, som vi rejste rundt og besøgte og da det var sommer der (= god dansk sommer) var det en perfekt mulighed for at få trænet meget. Jeg løb stort set hver dag den 1½måned vi var der, og meget af træningen bestod i lange bakke/bjergture, hvor vi ofte brugte løbeskoene i stedet for at vandre rundt, men vi fik også løbet nogle intervalpas. Knæene brokkede sig lidt en gang i mellem, men gik så væk igen uden at jeg egentlig gjorde så meget ved, så jeg lagde ikke så meget i det.
Først i februar løb vi Waitangi 4-days, hvor jeg fik vist at formen på en lille måned allerede var blevet betydeligt bedre, da jeg her ikke var langt efter folk som Carsten J, Julian Dent, Tero Fohr, Ross M, så det var fedt at få bekræftet at træningen virkede.
I starten af marts tog vi så et smut tilbage til Bangkok i en uge inden vi skulle hjem til Danmark. Her stod den på badeferie men vi fik samtidig holdt os i gang og trænet hver dag, selvom man var fuldstændig dehydreret efter en times tid.
Efter 2 måneder med rigtig god træning var jeg derfor rigtig spændt på at se hvad formen ville række til i de første forårskonkurrencer. Jeg var sindssygt tændt på at fyre den af, da vi ikke havde løbet særlig meget o-løb.
-Hjemkomst marts, forårets første konkurrencer, start på knæproblemer!
Efter hjemkomst d.9 marts tog jeg nærmest direkte med Ane og hendes familie på en uges skitur til Norge. Rent klimamæssigt var det noget af en omvæltning at komme fra Thailands 35 grader til frost i Norge, og selvom jeg var påpasselig lagde jeg mig alligevel med en ordenlig omgang forkølelse sidst på ugen...
Et par dage efter hjemkomst joggede jeg en tur på hårdt underlag til cirkeltræning hvor jeg lavede de sædvanlige øvelser og spillede fodbold bagefter. Allerede da jeg joggede begyndte det igen at gøre lidt ondt i knæene, men jeg tænkte at jeg nok bare skulle være varm, så jeg lavede også øvelser og spillede fodbold selvom det gjorde mere og mere ondt... Og da jeg stod ud af sengen næste morgen kunne jeg nærmest ikke gå, så ondt gjorde det. Shit!
Jeg tog til Team DK's fysioterapeut som konstaterede at lårsenen som hæfter på skinnebennet på begge knæ var meget irriteret og betændt og at jeg skulle holde mig fra løbetræningen de næste par dage, og så gå stille og roligt i gang igen men det måtte overhovedet ikke gøre ondt, ellers skulle jeg stoppe. Hun sagde at hvis ikke jeg passede på og blev ved med at at overbelaste det, så kunne det ende et brud i skinnebenet...
Jaja, tænkte jeg og var irriteret over at jeg måtte stå over Spring Cup, hvor jeg havde glædet mig til at vise hvad jeg kunne.
Jeg fulgte så hendes råd og gik i gang med at jogge roligt på blødt underlag, og da det gik godt satte jeg forhåbningerne op til at jeg måske skulle løbe DM-nat og Sprint i weekenden, selvom de kloge ikke mente det var smart. Torsdag ville jeg teste knæene på en sprinttræning, men her begyndte det tilsidst at gøre ondt og efterfølgende og især dagen efter, var jeg tilbage hvor jeg startede med store smerter...
Der røg de næste konkurrencer så og jeg måtte starte forfra. Over påsken (påskecenter) begyndte det at blive bedre, jeg kunne løbe længere og længere + at jeg efterhånden også kunne sætte lidt tempo på, og på 3.etape af påskeløbene, løb jeg hele banen i rimeligt godt tempo uden at have smerter under og kun lidt bagefter. Selvom jeg ikke havde fået lov til det endnu. Så tænkte jeg at nu var jeg på rette vej igen, og nu skulle formen køres i stilling til NOC-testløbene 2 uger senere. Men sådan skulle det ikke gå....
-Kulmination af overtræningen, træthedsbrud i begge knæ
Jeg løb nu ca. hver 2.dag, og kørte en del på mountainbike og spinningscykel for at holde træningsmængden oppe, og tænkte at jeg skulle teste knæene af for alvor igen, for at se hvor meget de kunne holde til. Problemet var bare at jeg nu var nået til et punkt hvor jeg stort set ikke mærkede noget mens jeg var igang men at reaktionerne oftest først kom flere timer efter (næste morgen). Jeg havde derfor rigtig svært ved at styre det, for på den ene side ville jeg passe på og ikke gøre noget overilet, men samtidig havde jeg hele tiden næste weekends konkurrencer i hovedet. Det resulterede i at jeg flere gange løb ret hårdt på for så dagen efter at have ondt og måtte holde 2-3 dages løbepause, for så at gøre det igen når smerterne var gået væk. (lige præcis det som Gitte havde advaret imod)
Til NOC-testerne besluttede jeg i samråd med Jakob kun at løbe om søndagen for ikke at presse mig for meget. Jeg løb meget godt bortset fra en enkelt post som jeg simplethen ikke kunne finde/se og botaniserede rundt i området i 5min indtil en flink mand viste mig den (!)
Det kostede en NOC-plads, og det var selvfølgelig surt, men måske alligevel godt nok, da jeg så kunne koncentrere mig at få knæene i orden. Dagen efter havde jeg dog rigtig ondt igen og måtte nu holde løbepause i 4 dage før jeg kunne gå i gang igen.
På trods af de mange advarsler jeg havde fået, tog jeg alligevel med til tiomila, for at løbe en kort tur, da holdet virkelig ikke havde brug for flere afbud. Det gik fint på træningerne i dagene op til, og jeg var egentlig fortrøstningsfuld inden min tur. Men efter 10min af banen begyndte det at gøre ondt, rigtig ondt. Shit!
Jeg kørte på men det blev ikke bedre, tværtimod. Jeg var efterhånden nået halvvejs og kunne godt løbe selvom det var rigtig ubehageligt. Jeg besluttede derfor at kæmpe mig igennem for holdets skyld, men de sidste 2-3km var de værste i mit liv. Jeg kunne bare mærke at det ville gå galt det her!!
Da jeg kom ind kunne jeg kun gå med besvær og dagen efter gjorde det ondt for hvert skridt.. At det så viste sig at jeg havde løbet 3.bedste tid og løbet holdet op på en 7.plads, kunne ikke rigtig gøre mig glad fordi jeg nu vidste at den stod på lang pause...
Da jeg kom hjem fik jeg lavet en knoglescintigrafi, som viste at jeg havde et lille brud i begge knogler og den stod på fuldstændig løbepause.
Mere følger...
No comments:
Post a Comment