Ondt i røven...

Og nej... dette handler ikke om mit privatliv, men om konsekvenserne af at jeg de sidste 2 uger bare har fået lov til at styrketræne og ellers sidde på en spinningscykel.

Beskeden jeg fik fra eksperterne efter grundige undersøgelser var som sagt 6 ugers pause/genoptræning hvor knæet skulle have ro og aflastes med krykker og Don-Joy bandagen, som kan indstilles til at bevæge knæet inden for de rammer som er hensigtsmæssigt (i mit tilfælde fuld bøjning, men begrænser overstræk af knæet).

Jeg tog til derefter til Norge og stødte til Anes familie som var på skiferie, og kunne erfare hvor besværligt og tungt det kan være at transportere sig med meget bagage og krykker. Her var det tid for afslapning og hygge, men også start på genoptræningen, efter 3 dage helt uden træning.

I starten var træningen bakketræning på krykker og stabiliserende styrketræning for hele kroppen bortset fra det skadede ben. Jeg havde dog fået at vide at det var vigtigt at holde muskulaturen så meget i gang som muligt, så jeg har lavet og laver mange hofteøvelser, og spænding af specielt lår og lægge.

Mirakuløst lykkedes det mig også at finde en motionscykel på en af fjeldstuerne, som jeg kunne bruge så meget jeg ville. Det var nok cirka verdens dårligste cykel, men det var alligevel som en fest at få lov til at sidde og trille rundt i 20-30min de første dage, og det hjalp også på humøret, at få lov til at bruge lidt kræfter. Og jeg mærkede ikke smerter i knæet når jeg cyklede, så resten af påskeferien kunne jeg øge i tid, så jeg var oppe og køre over 1 time den sidste dag i påsken og også med lidt mere intensitet.

Jeg havde dog ikke lige fået cykelbukserne med, og eftersom sadlen var elendig og jeg kun måtte sidde ned, fik jeg hurtigt ondt i røven, og den sidste dag også skravesår...

Nå, men der skal altså mere end lidt kødsår til at slå mig af pinden, og selvom det hjalp lidt at få cykelshortsene på, da jeg kom tilbage til Oslo efter påske, har det jeg godt nok haft konstant ondt i røven den sidste uges tid. Jeg er dog af den indstilling af det er et spørgsmål om tilvænning, ligesom alt andet træning, så jeg har tvunget mig selv til at bide smerten i mig, og siddet time efter time i sadlen, og i stedet fokuseret på at nyde den dejlige fornemmelse af træthed man får på et eller andet tidspunkt, når man har cyklet længe nok. Det var også fin mulighed for at få læst op til den eksamen jeg havde i torsdag, når der alligevel ikke er andet at lave, og efter det har jeg set film. I weekenden var jeg oppe og kunne køre 2 timers ture, også med en del belastning, og det er vigtigt for at holde gang i kadaveret. I sidste uge fik jeg også kørt 3 intervalpas på cyklen, og jeg var overrasket over hvor højt jeg kunne presse pulsen, siddende med lav belastning. Det er bare et spørgsmål om frekvens... Det blev 6x5min, 8-7-6-5-4-3-2min, og 2 timers spinningshold, alle med 25-65min i I4-I5. Det betyder at jeg kan holde godt gang i den centrale kapacitet (hjertet), på trods af at jeg ikke kan løbe.

I weekenden var jeg med Ane i Århus for at se på mulige lejligheder når vi skal flytte dertil til sommer, og i går var jeg til tjek hos TD-lægen i Brøndby. Han kunne konstatere at det gik som planlagt og han var faktisk positivt overrasket over hvor godt helingen allerede var i gang, og at jeg havde kunne træne så meget uden smerter. I går blev det derfor også et farvel til krykkerne (jeg håber aldrig jeg skal se jer igen...), og grønt lys for at jeg så småt kan begynde på stående cykling, crosstrainer, løbe i vand, let balance/styrketræning for det skadede ben og ikke mindst at cykle udenfor.

I dag var så første træningstur i fri luft i 2½ uge, og selvom turen 25km rundt i Maridalen måske ikke er den fedeste tur, så var den det faktisk i dag :) Her blev det også debut i de nyindkøbte cykelbukser, med ekstra store, tykke puder, som forhåbentlig skal aflaste mine ædlere dele lidt...

Jeg fik også besked på at al den træning inden for de rammer jeg har fået for de næste 2 uger, inden jeg kan begynde at løbe så småt igen, vil være gavnligt både i forhold til at gøre overgangen til løb lettere, og for at holde formen vedlige. Og sådan noget skal man selvfølgelig ikke sige 2 gange til mig, så de næste 2 uger (og også bagefter selvsagt) skal der eddermagme trænes igennem, om jeg så skal få træthedsbrud i røven...

Så selvom scenariet ikke er det bedste, er jeg motiveret for at gøre hvad jeg kan for at være hurtigst muligt tilbage på topniveau. I teorien kunne jeg nok godt være i stand til fx at løbe en EM-sprint, men jeg har ikke lyst til at stille op til et mesterskab når jeg ved jeg ikke er på toppen. Så er det federe at give andre chancen til at bevise deres værd. I stedet satser jeg på comeback til iagtagelsesløbene i slutningen af maj, hvis det går som planlagt med genoptræningen af løbningen. Og hvis jeg kan få 1½-2 måneder med normal god træning før VM, er jeg sikker på at jeg nok skal kunne være med hvor det er sjovt i Schweiz. Jeg så at det kunne lade sig gøre sidste år, med bone-bruise i hele juni og bare 1 måneds løbetræning før VM. Og jeg har været i betydeligere bedre form i år...

I'll be back!