Er sæsonen over?

Fra sejr i DM-sprint lørdag, til fald og alvorligt overstræk i knæet søndag på DM-ultralang. Det er nogen af de vidt forskellige scenarier man kan komme ud for i orienteringsløb.

Glæden over sejren på DM-sprint lørdag i Helsingør, blev voldsomt overskygget af det uheld jeg var ude for i Jægerspris Nordskov i går. På vej til post 11, efter 30min løb, skulle jeg igennem et forholdvis fladt område med lidt væltede træer og brombær. Pludselig hang mit højre ben fast i nogle brombærranker i fremføringen og jeg fik overbalance forover. Automatisk for at undgå at falde satte jeg venstre ben frem ganske strakt, men landede med hælen i et lille hul. Det betød at benet i stedet for at bøje som normalt med knæet frem for at afbløde faldet, bøjede modsat vej med knæet tilbage, som slet ikke er meningen. Og der var åbenbart så meget fart og kraft på at jeg fik en voldsom smerte bag på og på siderne af knæet, og jeg vidste med det samme at det her kunne være rigtig alvorligt. Jeg skreg i smerte og der kom med det samme en løber fra Roskilde over og hørte hvad der var sket. Han hjalp mig på benene og overraskende nok kunne jeg faktisk godt støtte lidt på benet, og jeg sagde derfor at jeg nok selv skulle humpe mig de 3km tilbage til mål. Jeg fik bakset mig ud på en stor sti og kom nogle hundrede meter ned af den inden smerterne blev værre og jeg kunne konstatere at det simpelthen ikke gik. Først lånte jeg en mobil af nogen som var ude at gå en tur, men det eneste nummer jeg kunne huske var Anes, og hun var i Norge på skiferie og tog ikke telefonen. Derefter kom heldigvis Rasmus Søes forbi, og han så med det samme at det her var alvorligt og afbrød sin bane og spurtede mod stævnepladsen. Jeg begyndte at blive rigtig kold, men kunne simpelthen ikke gå mere, og det var meget lange og kolde minutter jeg sad/lå i skoven og ventede på hjælp. Heldigvis kom arrangørerne i bil, Rasmus fortsatte imponerende nok på sin bane efter at have mistet 15-20 minutter, og jeg blev kørt tilbage til stævnepladsen, hvor jeg kom over til samaritterne. Det var en meget ubehagelig oplevelse da smerterne tog til og jeg samtidig var blevet så kold. Der var heldigvis mange som var behjælpelige, specielt tak til Gry som fandt smertestillende medicin og andet, og jeg fik noget varmt tøj på, og mine forældre kørte mig til skadestuen på Hvidovre Hospital. Smerterne fortog sig lidt og selvom vi måtte vente 1½ time på at komme til, havde jeg det nogenlunde.

Nå, og hvad så?

Jeg frygtede at jeg havde ødelagt ledbåndene på siden af knæet, og måske også bagerste korsbånd, som er en typisk fodboldskade, når de får en tackling ind på et strakt knæ. Lægen kunne dog konstatere at der i hvert fald ikke var sket noget inde i knæet, med korsbånd og menisk, og at det faktisk heller ikke så ud til at ledbåndene på siderne af knæet var specielt beskadiget. Jeg havde dog store smerter i øverste del af lægmusklen, og også på caput fibula (toppen af lægbenet), hvor yderste sideligament hæfter. Jeg fik derfor taget et røntgen billede, som dog ikke viste noget brud på fibula. Han kunne derfor konstatere at det var musklerne der havde fra og jeg nok havde fået små fibersprængningerne specielt i lægmuskulaturen, men at det havde skånet ledbåndene. En god bekræftelse på at stabilitetstræningen og den maksimale og eksplosive styrketræning (med 160kg i squat og 200kg i lægpres nu her) jeg har gjort i mange år, ikke bare forbedrer mine løbsevner, men også er skadesforebyggende.

Jeg var derfor mere positiv i går aftes, da jeg havde frygtet det værste, og faktisk godt kunne støtte på benet og også gå forsigtigt. I formiddags var jeg så ude i Brøndby for at få en mere grundig undersøgelse af knæet, af Team Danmarks læge Morten Storgård. Knæet var mere hævet i dag, og jeg var rigtig øm i øverste og yderste del af lægmusklen, men ellers det samme som i går.

Han testede knæet igennem og fandt heller ingen skade inde i leddet, men at jeg havde lidt smerter i det laterale ligament. Han havde svært ved at se strukturene ordenligt på ultralydsscanningen, men kunne ane en lille knogleafrivning på caput fibula, der hvor ligamentet og en af senerne fra baglårsmusklerne hæfter. Det var dog ikke tydeligt nok til at han kunne stille en endelig diagnose, og derfor fik jeg en henvisning til en MR-scanning i morgen kl 14.20. Han sagde at det sandsynligvis bare var den lille knogleafrivning, som ville kunne gro sammen af sig selv igen, men at der var en lille risiko for at ligamentet (og muskelsene) havde revet sig mere løs, hvilket ville kræve en operation for at sætte sammen igen.

Det var ikke lige den besked jeg havde håbet på, men egentlig ikke så overraskende i forhold til hvordan det føltes i faldet og føles nu. Jeg må bare håbe det bedste...

Under alle omstændigheder kommer jeg ikke til at løbe det første stykke tid, og det giver derfor heller ikke nogen mening at støde til landsholdet i Mora som er på EM-samling i påsken. Planen var ellers at flyve til Stockholm og med tog videre til Mora, i morgen eftermiddag/aften, da min farmor døde i sidste uge og skal begraves i morgen kl 11.

I bedste fald kan jeg begynde at løbe i vand og cykle lidt i den her uge, og måske komme i gang med løbningen om nogle uger, og i værste fald skal jeg opereres og alt efter hvor vellykket det bliver, kan specielt EM om 1½ måned, men også VM i midten af juli være i fare. Det vil scanningen forhåbentlig vise i morgen.

Det eneste positive jeg kan finde lige nu, er at jeg i teorien nu har mere tid til at få færdiggjort min bachelor, men det er godt nok svært at finde motivation lige nu...