Succes!

Den 1.april løb jeg månedens første løbetræning og i dag, på april måneds sidste dag, løb jeg så månedens anden (og sidste) løbetræning: 1 km med 10km/t på løbebånd.

På trods af den voldsomme distance og hastighed, så klarede jeg faktisk at gennemføre den, og det skete uden at mærke noget til hverken det ene eller andet brud i knæet, hvilket må betegnes på en succes. At jeg sandsynligvis lignede en gammel dame undervejs, og til dels også følte det sådan, bliver forhåbentligt hurtigt bedre. De kloge siger at reaktionerne godt kan være op til 30 timer forsinket så i morgen skal jeg mærke efter, og hvis jeg ikke mærker noget, så står den på 1,5km jog på onsdag. Det føles dog som om at knæet kan tåle den ekstra belastning som løbningen giver, så jeg er optimistisk.

Sidste uge fik jeg igen trænet godt på med den alternative træning, og nåede i underkant af 22 timers træning, så det går fortsat som planlagt. Jeg skal også prøve at træne en del alternativ træning i denne uge, ved siden af løbetræningen, men jeg skal også lige have afleveret en bacheloropgave på fredag, så den har 1.prioritet de næste dage. 

Alternativ træningsrekord!

Man bliver jo nødt til at sætte sig nogen alternative træningsmål, når man nu ikke kan løbe. Over 23 timers træning blev det i denne uge, hvilket er ny mængderekord. Og nu er der bare 1 uges tid til at jeg kan begynde at løbe igen.

Kredsløbstræningen har bestået af spinning, crosstrainer og cykling på vej, hvor jeg har øget i de to sidstnævnte udover i ugen både i forhold til varighed, belastning og intensitet. Jeg har kørt en del lange rolige træninger, krydret med 4 højintensive træninger, hvor jeg har prøvet at fyre den så meget som muligt af for at træne kredsløbet så effektivt som muligt. Og så har jeg lavet en del styrke- og stabilitetstræning, og er i denne uge også gået i gang med at genoptræne den skadede ben for alvor.

Opsummering:

Intensitetszone-1: 7,39 timer

Intensitetszone-2: 7,00 timer

Intensitetszone-3: 1,23 timer

Intensitetszone-4: 1,29 timer

Intensitetszone-5: 0,34 timer

Styrke/stabilitetstræning: 5,05 timer

Ialt: 23,10 timer

At jeg ikke har noget EM jeg skal være i form til, kan på længere sigt vise sig at være fordel i forhold til at være endnu stærkere til VM. Det giver mig nemlig mulighed for at holde den høje mængdetræning hele april og maj, og selvom jeg har en måneds afbræk fra løbningen er der tid nok til at være tilbage i topform i juni og juli.

Efter planen skal jeg gå i gang med at løbe så småt igen om en uges tid, og jeg glæder mig som et lille barn til den tid, selvom det sandsynligvis kommer til at give forfærdeligt ømme ben i starten. Jeg håber bare at helingen af skaden har gået som planlagt, og at jeg ikke får nogen andre følgeskader i genoptræningen. Jeg har dog afsat 4 uger til at bygge løbetræningen op igen, før jeg skal løbe nogen form for konkurrencer, så der er god tid og jeg må være tålmodig i starten. Heldigvis har jeg dygtige folk til at styre genoptræningsplanen for mig, så på den måde bliver det nemmere at styre.

Ondt i røven...

Og nej... dette handler ikke om mit privatliv, men om konsekvenserne af at jeg de sidste 2 uger bare har fået lov til at styrketræne og ellers sidde på en spinningscykel.

Beskeden jeg fik fra eksperterne efter grundige undersøgelser var som sagt 6 ugers pause/genoptræning hvor knæet skulle have ro og aflastes med krykker og Don-Joy bandagen, som kan indstilles til at bevæge knæet inden for de rammer som er hensigtsmæssigt (i mit tilfælde fuld bøjning, men begrænser overstræk af knæet).

Jeg tog til derefter til Norge og stødte til Anes familie som var på skiferie, og kunne erfare hvor besværligt og tungt det kan være at transportere sig med meget bagage og krykker. Her var det tid for afslapning og hygge, men også start på genoptræningen, efter 3 dage helt uden træning.

I starten var træningen bakketræning på krykker og stabiliserende styrketræning for hele kroppen bortset fra det skadede ben. Jeg havde dog fået at vide at det var vigtigt at holde muskulaturen så meget i gang som muligt, så jeg har lavet og laver mange hofteøvelser, og spænding af specielt lår og lægge.

Mirakuløst lykkedes det mig også at finde en motionscykel på en af fjeldstuerne, som jeg kunne bruge så meget jeg ville. Det var nok cirka verdens dårligste cykel, men det var alligevel som en fest at få lov til at sidde og trille rundt i 20-30min de første dage, og det hjalp også på humøret, at få lov til at bruge lidt kræfter. Og jeg mærkede ikke smerter i knæet når jeg cyklede, så resten af påskeferien kunne jeg øge i tid, så jeg var oppe og køre over 1 time den sidste dag i påsken og også med lidt mere intensitet.

Jeg havde dog ikke lige fået cykelbukserne med, og eftersom sadlen var elendig og jeg kun måtte sidde ned, fik jeg hurtigt ondt i røven, og den sidste dag også skravesår...

Nå, men der skal altså mere end lidt kødsår til at slå mig af pinden, og selvom det hjalp lidt at få cykelshortsene på, da jeg kom tilbage til Oslo efter påske, har det jeg godt nok haft konstant ondt i røven den sidste uges tid. Jeg er dog af den indstilling af det er et spørgsmål om tilvænning, ligesom alt andet træning, så jeg har tvunget mig selv til at bide smerten i mig, og siddet time efter time i sadlen, og i stedet fokuseret på at nyde den dejlige fornemmelse af træthed man får på et eller andet tidspunkt, når man har cyklet længe nok. Det var også fin mulighed for at få læst op til den eksamen jeg havde i torsdag, når der alligevel ikke er andet at lave, og efter det har jeg set film. I weekenden var jeg oppe og kunne køre 2 timers ture, også med en del belastning, og det er vigtigt for at holde gang i kadaveret. I sidste uge fik jeg også kørt 3 intervalpas på cyklen, og jeg var overrasket over hvor højt jeg kunne presse pulsen, siddende med lav belastning. Det er bare et spørgsmål om frekvens... Det blev 6x5min, 8-7-6-5-4-3-2min, og 2 timers spinningshold, alle med 25-65min i I4-I5. Det betyder at jeg kan holde godt gang i den centrale kapacitet (hjertet), på trods af at jeg ikke kan løbe.

I weekenden var jeg med Ane i Århus for at se på mulige lejligheder når vi skal flytte dertil til sommer, og i går var jeg til tjek hos TD-lægen i Brøndby. Han kunne konstatere at det gik som planlagt og han var faktisk positivt overrasket over hvor godt helingen allerede var i gang, og at jeg havde kunne træne så meget uden smerter. I går blev det derfor også et farvel til krykkerne (jeg håber aldrig jeg skal se jer igen...), og grønt lys for at jeg så småt kan begynde på stående cykling, crosstrainer, løbe i vand, let balance/styrketræning for det skadede ben og ikke mindst at cykle udenfor.

I dag var så første træningstur i fri luft i 2½ uge, og selvom turen 25km rundt i Maridalen måske ikke er den fedeste tur, så var den det faktisk i dag :) Her blev det også debut i de nyindkøbte cykelbukser, med ekstra store, tykke puder, som forhåbentlig skal aflaste mine ædlere dele lidt...

Jeg fik også besked på at al den træning inden for de rammer jeg har fået for de næste 2 uger, inden jeg kan begynde at løbe så småt igen, vil være gavnligt både i forhold til at gøre overgangen til løb lettere, og for at holde formen vedlige. Og sådan noget skal man selvfølgelig ikke sige 2 gange til mig, så de næste 2 uger (og også bagefter selvsagt) skal der eddermagme trænes igennem, om jeg så skal få træthedsbrud i røven...

Så selvom scenariet ikke er det bedste, er jeg motiveret for at gøre hvad jeg kan for at være hurtigst muligt tilbage på topniveau. I teorien kunne jeg nok godt være i stand til fx at løbe en EM-sprint, men jeg har ikke lyst til at stille op til et mesterskab når jeg ved jeg ikke er på toppen. Så er det federe at give andre chancen til at bevise deres værd. I stedet satser jeg på comeback til iagtagelsesløbene i slutningen af maj, hvis det går som planlagt med genoptræningen af løbningen. Og hvis jeg kan få 1½-2 måneder med normal god træning før VM, er jeg sikker på at jeg nok skal kunne være med hvor det er sjovt i Schweiz. Jeg så at det kunne lade sig gøre sidste år, med bone-bruise i hele juni og bare 1 måneds løbetræning før VM. Og jeg har været i betydeligere bedre form i år...

I'll be back!

6 ugers pause = Ingen EM...

I dag fik jeg så det endelige svar på den MR-scanning jeg fik lavet i går, og beskeden var ikke så positiv som jeg havde håbet, men heller ikke så alvorlig som jeg kunnet have risikeret.

Scanningen viste at det ledbåndet på ydersiden af knæet var rykket lidt fri fra lægbenet, der hvor den ene muskelsene fra baglåret hæfter, men som ultralydsscanningen også indikerede, så var den altså ikke revet helt af. Det betyder at den kan gro sammen igen af sig selv hvis den får ro i nogle uger. Hvis den var blevet helt afrevet, så skulle den opereres på plads igen, og som lægen sagde så ville det aldrig nogensinde blive helt godt igen, og det ville ikke være sikkert jeg kunne løbe normalt igen.

I tillæg viste scanningen at jeg også havde beskadiget et lille ligament på bagsiden af knæet, som også skulle have noget ro, i tillæg til at jeg havde et kompressionsbrud på forsiden af toppen af skinnebenet. Den var kommet fordi lårbenet var blevet presset så hårdt imod skinnebenet at knoglen havde givet lidt efter og den var revnet lidt. Men igen var det ikke et så stort brud og ledfladen og menisk inde i knæet var ikke beskadiget. Og som lægen sagde igen, at hvis belastningen havde haft yderligere 5-10kg kraft, kunnet jeg have risikeret af knoglen og led var knust, og så ville jeg sandsynligvis ikke komme til at løbe igen. Nu ville knoglebruddet hele igen i løbet af 4-6 uger, hvis det fik den rigtige aflastning.

Så selvom det er en alvorlig skade, er jeg lettet over at jeg "slap billigt", og i forhold til aldrig at kunne løbe igen, så er det lettere at acceptere 6 ugers pause.

Og når jeg skriver 6 ugers pause, så betyder det jo ikke fuldstændig pause, men en form for genoptræning inden for de rammer jeg kan.

Det betyder at jeg har fået påmonteret en såkaldt Don-Joy bandage, som er en slags skinne på hele venstre ben, dog med mulighed for at indstille bevægelsesmulighederne i knæleddet. Det betyder at jeg egentlig har fri bevægelse i forhold til at bøje benet, men skinnen sørger for at jeg ikke kan overstrækket knæet på nogen som helst måde. Og det vil specielt sørge for at ledbåndet på siden og bagpå knæet, får ro til at gro sammen igen.

Bruddet i skinnetbenet kræver at der ikke er nogen stor tryk belastning på knoglen for at hele, og derfor er jeg også blevet udstyret med et par krykker, som jeg skal bruge til at "skyggebelaste" benet. Det betyder at jeg fortsat skal gå almindeligt men aflaste med krykkerne på venstre ben.

Krykker skal jeg bruge i 2 uger og bandage skal jeg bruge i 4 uger. Derudover er det vigtigt at jeg holder gang i lårmuskulaturen ved at lave spændingsøvelser og lave hofteøvelser. Jeg kan også styrketræne resten af kroppen i frie rammer og i tillæg begynde at cykle lidt siddende uden belastning allerede i denne uge. Cyklingen kan jeg langsomt trappe op både i belastning, tid og intensitet over de næste 2-3 uger, så jeg kan cykeltræne for fuldt om 3 uger. Jeg må også begynde at løbe i vand om 2 ugers tid.

I forhold til at løbe er det selvfølgelig svært at sige hvordan benet reagerer på cykling og gang de næste uger, men om 4 uger regner han med at jeg er i stand til at begynde løbningen så småt. Det betyder 2min jog, 2min gang, 2min jog osv på løbebånd i starten, og så bygge stille og roligt på. Om 5 uger kan jeg begynde at træne stabilitetsøvelser for venstre ben igen, og når der er gået 6 uger, burde jeg kunne begynde at løbetræne mere kontinuerligt igen, med længere ture og mere intensitet.

Der kommer dog nok til at gå yderligere lidt tid før jeg kan løbe i terræn for fuldt igen, så eftersom EM starter om 6 uger, er det slet ikke realistisk at jeg kan blive klar til det. Men at blive 100% klar til VM og 3½ måned, og også kunne være tilbage i topform er meget realistisk hvis det går efter planen, så det er selvfølgelig det som er målsætningen nu.

Det er dejligt at få klar besked, da jeg nu kan indstille mig på hvad der venter af pause og genoptræning, og det giver også motivation til at gøre alt hvad jeg kan inden for rammerne af alternativ træning, for at jeg skal komme tilbage så stærk som muligt.

Jeg vil gerne sige tak for al støtten jeg har fået i denne svære periode, både på sms'er eller som kommentarer her på bloggen. Det varmer utroligt meget :)

Og igen vil jeg gerne sige tak til de folk der hjalp mig i skoven i søndags:

Søren Mikkelsen fra OK Roskilde, som hjalp mig på benene og gav besked om min skade til arrangørerne.

Rasmus Søes fra Farum OK, som straks spurtede efter hjælp, da han så hvor store smerter jeg havde af at gå og arrangørene som kom i bil ud i skoven og hentede mig.

Gry Johannsen, som hjalp mig med at få varmt tøj på, finde smertestillende medicin, og komme med mad og drikke.

Og selvfølgelig mine forældre, som kørte mig til skadestuen og har kørt mig rundt til diverse undersøgelser.

Er sæsonen over?

Fra sejr i DM-sprint lørdag, til fald og alvorligt overstræk i knæet søndag på DM-ultralang. Det er nogen af de vidt forskellige scenarier man kan komme ud for i orienteringsløb.

Glæden over sejren på DM-sprint lørdag i Helsingør, blev voldsomt overskygget af det uheld jeg var ude for i Jægerspris Nordskov i går. På vej til post 11, efter 30min løb, skulle jeg igennem et forholdvis fladt område med lidt væltede træer og brombær. Pludselig hang mit højre ben fast i nogle brombærranker i fremføringen og jeg fik overbalance forover. Automatisk for at undgå at falde satte jeg venstre ben frem ganske strakt, men landede med hælen i et lille hul. Det betød at benet i stedet for at bøje som normalt med knæet frem for at afbløde faldet, bøjede modsat vej med knæet tilbage, som slet ikke er meningen. Og der var åbenbart så meget fart og kraft på at jeg fik en voldsom smerte bag på og på siderne af knæet, og jeg vidste med det samme at det her kunne være rigtig alvorligt. Jeg skreg i smerte og der kom med det samme en løber fra Roskilde over og hørte hvad der var sket. Han hjalp mig på benene og overraskende nok kunne jeg faktisk godt støtte lidt på benet, og jeg sagde derfor at jeg nok selv skulle humpe mig de 3km tilbage til mål. Jeg fik bakset mig ud på en stor sti og kom nogle hundrede meter ned af den inden smerterne blev værre og jeg kunne konstatere at det simpelthen ikke gik. Først lånte jeg en mobil af nogen som var ude at gå en tur, men det eneste nummer jeg kunne huske var Anes, og hun var i Norge på skiferie og tog ikke telefonen. Derefter kom heldigvis Rasmus Søes forbi, og han så med det samme at det her var alvorligt og afbrød sin bane og spurtede mod stævnepladsen. Jeg begyndte at blive rigtig kold, men kunne simpelthen ikke gå mere, og det var meget lange og kolde minutter jeg sad/lå i skoven og ventede på hjælp. Heldigvis kom arrangørerne i bil, Rasmus fortsatte imponerende nok på sin bane efter at have mistet 15-20 minutter, og jeg blev kørt tilbage til stævnepladsen, hvor jeg kom over til samaritterne. Det var en meget ubehagelig oplevelse da smerterne tog til og jeg samtidig var blevet så kold. Der var heldigvis mange som var behjælpelige, specielt tak til Gry som fandt smertestillende medicin og andet, og jeg fik noget varmt tøj på, og mine forældre kørte mig til skadestuen på Hvidovre Hospital. Smerterne fortog sig lidt og selvom vi måtte vente 1½ time på at komme til, havde jeg det nogenlunde.

Nå, og hvad så?

Jeg frygtede at jeg havde ødelagt ledbåndene på siden af knæet, og måske også bagerste korsbånd, som er en typisk fodboldskade, når de får en tackling ind på et strakt knæ. Lægen kunne dog konstatere at der i hvert fald ikke var sket noget inde i knæet, med korsbånd og menisk, og at det faktisk heller ikke så ud til at ledbåndene på siderne af knæet var specielt beskadiget. Jeg havde dog store smerter i øverste del af lægmusklen, og også på caput fibula (toppen af lægbenet), hvor yderste sideligament hæfter. Jeg fik derfor taget et røntgen billede, som dog ikke viste noget brud på fibula. Han kunne derfor konstatere at det var musklerne der havde fra og jeg nok havde fået små fibersprængningerne specielt i lægmuskulaturen, men at det havde skånet ledbåndene. En god bekræftelse på at stabilitetstræningen og den maksimale og eksplosive styrketræning (med 160kg i squat og 200kg i lægpres nu her) jeg har gjort i mange år, ikke bare forbedrer mine løbsevner, men også er skadesforebyggende.

Jeg var derfor mere positiv i går aftes, da jeg havde frygtet det værste, og faktisk godt kunne støtte på benet og også gå forsigtigt. I formiddags var jeg så ude i Brøndby for at få en mere grundig undersøgelse af knæet, af Team Danmarks læge Morten Storgård. Knæet var mere hævet i dag, og jeg var rigtig øm i øverste og yderste del af lægmusklen, men ellers det samme som i går.

Han testede knæet igennem og fandt heller ingen skade inde i leddet, men at jeg havde lidt smerter i det laterale ligament. Han havde svært ved at se strukturene ordenligt på ultralydsscanningen, men kunne ane en lille knogleafrivning på caput fibula, der hvor ligamentet og en af senerne fra baglårsmusklerne hæfter. Det var dog ikke tydeligt nok til at han kunne stille en endelig diagnose, og derfor fik jeg en henvisning til en MR-scanning i morgen kl 14.20. Han sagde at det sandsynligvis bare var den lille knogleafrivning, som ville kunne gro sammen af sig selv igen, men at der var en lille risiko for at ligamentet (og muskelsene) havde revet sig mere løs, hvilket ville kræve en operation for at sætte sammen igen.

Det var ikke lige den besked jeg havde håbet på, men egentlig ikke så overraskende i forhold til hvordan det føltes i faldet og føles nu. Jeg må bare håbe det bedste...

Under alle omstændigheder kommer jeg ikke til at løbe det første stykke tid, og det giver derfor heller ikke nogen mening at støde til landsholdet i Mora som er på EM-samling i påsken. Planen var ellers at flyve til Stockholm og med tog videre til Mora, i morgen eftermiddag/aften, da min farmor døde i sidste uge og skal begraves i morgen kl 11.

I bedste fald kan jeg begynde at løbe i vand og cykle lidt i den her uge, og måske komme i gang med løbningen om nogle uger, og i værste fald skal jeg opereres og alt efter hvor vellykket det bliver, kan specielt EM om 1½ måned, men også VM i midten af juli være i fare. Det vil scanningen forhåbentlig vise i morgen.

Det eneste positive jeg kan finde lige nu, er at jeg i teorien nu har mere tid til at få færdiggjort min bachelor, men det er godt nok svært at finde motivation lige nu...