Jeg er dog godt tilfreds med hvordan jeg fik selvtilliden tilbage efter skuffelsen torsdag og i stedet for at lade den grave mig dybere ned, så brugte jeg langdistancen til at få motivationen og aggresionen en ekstra tand op før lørdagens mellemdistance.
Fysisk føltes det fint før start og jeg var virkelig opsat på endelig at få det til på et VM. Det var heller ikke fysikken der satte begrænsningen på banen, for jeg følte mig stærk hele vejen. Men teknisk var det ikke et specielt godt løb, og jeg havde mange småbom, som gjorde at jeg aldrig rigtig fandt rytmen. Skæv retning til 1'eren (15sek), dårlig indgang i posten til 4'eren (15sek), 180 grader forkert udløb fra 4'eren (15sek), bom midtvejs på strækket til 7'eren og dårligt vejvalg ind i posten (30sek), skæv retning til 9'eren (5-10sek) og stort bom på skrænten ved 15'eren (1min). Tilsammen næsten 2½min bom, og så bliver det altså ikke bedre en 15.plads. Men på resten af strækkene har jeg rigtigt gode mellemtider, og på sidste runde spiste jeg også Mattias Müller ind igen, som var gået forbi på 15'eren.
Dette var en mellemdistance hvor jeg lå på og lidt under mit sædvanlige tekniske niveau, men det er motiverende at se at jeg kan kæmpe med om medaljerne med et perfekt løb. Det er i hvert fald et skridt i den rigtige retning, og jeg glæder mig allerede til de næste år, med forhåbentlig lidt mere teknisk krævende mellemdistancer til VM.
På stafetten løb Søren egentlig en fin førstetur, men måtte erkende at fysikken ikke holdt til at være med teten, og han måtte efterhånden slippe og tabte en del tilsidst på at løbe alene. Jeg gik derfor ud som nr. 16, lidt under 2min efter, og vidste at jeg ca havde 1-1½min op til den bagerste del af tet-gruppen. Den fik derfor alt hvad den kunne trække i starten, da det var min eneste chance for at løbe os tilbage i stafetten. Det kørte fint og jeg fløj forbi en masse hold og havde taget 30sek til teten på 1.radio. Men jeg måtte gøre det meste arbejde selv, da de hold jeg lå med ikke løb hurtigt nok. Og det holdt teknikken ikke helt til, og jeg lavede en del fejl midtvejs (5'eren, 8'eren, 12'eren, 14'eren, 16'eren og 17'eren), som kostede tilsammen 3-4 min. Her var Lithauen gået forbi igen, selvom jeg jeg havde sat ham i flere omgange, men med en god sidste runde, fik jeg næsten lukket hullet. Jeg kunne sende Mikkel ud som nr.11, men havde tabt yderligere 4min til teten. Det var dog også næsten mission impossible at skulle lukke hullet alene til de bedste 9 hold i verden, og vi må bare erkende at man skal være med i teten efter 1.tur for at have en chance for top 8 som var målsætningen. Mikkel løb en ok sidste tur, men tabte en placering og vi sluttede som nr.12.
VM i Trondheim var blevet blæst op til at skulle være tidernes største VM, med kæmpe TV-satsning, mange tilskuere, og fede terræner. Jeg synes på mange måder at det levede op til forventningerne, det var et virkeligt godt opsæt med stævneplads på Granåsen, og mange tilskuere, gode storskærmsbilleder og ok speakning gjorde det til en god oplevelse for tilskuerne (i hvert fald dem som var på plads). Jeg synes dog det er synd at man går på kompromis med terrænvalg bare for at have en god publikumsvenlig arena og desuden vælger et terræn hvor alle norske o-løbere på et tidspunkt i deres liv har trænet. Langdistancen var krævende både teknisk og fysisk og var en langdistance værdig, men både mellemdistancen og stafetten var lidt for simple. Det skal dog siges at man som løber ikke er opmærksom på selve baneforløbet og terrænet når man er i gang, men bare prøver at løse de udfordringer man får på den bedste mulige måde. Alle stierne og sporene gjorde det næsten bare mere forvirrende, og gjorde at der også blev bommet en del, selv om det på papiret ligner let orientering. Jeg er også ret overbevist om at det var de bedste som vandt og tog medaljer i alle konkurrencer, men nordmændene favoriserede ikke ligefrem sine egen løbere ved at lægge løbene i terræner hvor alle kan være med. De mange lange publikumspassager kunne godt have været lidt kortere, men giver egentlig bare en ekstra dimension til orienteringen, fordi man får brudt sin rytme og også får opdateringer om hvordan ens løb er gået i forhold til konkurrenterne. Jeg klarede fx ikke at omstille mig til at finde posterne igen og lagde 1min på posten efter...
Men jeg ser allerede frem i mod næste års VM i Frankrig, hvor de rigtige konkurrencer skal løbes oppe på et plateau som aldrig er blevet kortlagt før. Ud fra de kortudsnit jeg har set fra lignende terræner, ser det ud til at blive virkelig detaljeret med mange sten og kurvedetaljer, så det blir fedt!
No comments:
Post a Comment