I lørdags blev jeg nr.3 i DM-mellem som foregik i Gødding Skov mellem Billund og Vejle, et noget specielt terræn, som nærmest gjorde det til sprintorientering, med mange vejvalgsmuligheder og stiløb fordi det var så grønt.
Jeg havde en fin følelse inden start og glædede mig til at komme ud og blive presset teknisk og fysisk, men da jeg så på kortet i startboksen så jeg at det var meget grønt og mange stier hvilket tydede på stor tempoveksling.
Jeg havde dog en dårlig start og havde svært ved at få kortet og terrænet til at hænge sammen til 1'eren, hvor det var svært at se hvad der var grendige og ikke, og jeg slår et lille sving som koster ½min. Jeg havde generelt dårlig rytme i starten og kørte alt for meget ligepå og mister sekunder på det, både til 3'eren og 5'eren + et svaj til 4'eren. Til 7'eren tager jeg det dårlige venstrevejvalg og kører også ligepå gennem tæthed 3'eren ind i posten og bommer desuden posten lidt. Tilsammen koster det 45sek. Til 8'eren er jeg stresset og løber forbi en sti og taber 10sek, og på 8'eren er jeg samlet nr.10, 1,17 bagefter.
Derfra går det bedre og jeg får taget de gode vejvalg (som ofte er rundt på stierne), og løber stort set rent bortset fra 2 10sek bom på skæv retning til 13'eren og dårligt vejvalg til 21'eren. Jeg har også hurtigst tid fra 8'eren og hjem, hvor jeg støt løber mig op gennem feltet, så det er jeg godt tilfreds med.
Det endte med en 3.plads, næsten 1min efter CC og 7 sek efter Søren, som var dem der nøjedes med små bom. Efter mig var det tæt med yderligere 5 mand indenfor ½min.
Det var ikke den mest spændende mellemdistance bane jeg har løbet, for nu at sige det sådan, og det tog en del stræk før jeg indså at det oftest ikke lønnede sig at køre ligepå, selv på korte stræk, som jeg ellers er vant til på mellemdistancer. Det var også svært at vurdere hvor tæt det grønne var, især når man kommer fra Norge hvor de tegner mere på sigten end på gennemløbeligheden. Man kan dog se på stræktiderne at mange af de kortere stræk hvor man skal ligge på stregen (post 2, 6, 9, 11, 19), at det er der jeg vinder tiden. Men samtidig kan jeg også konstatere at farten på stierne ikke er langt efter hurtigløberne (CC, RunO, René, Søes), så selvom det føltes tungt, er jeg egentlig godt tilfreds med farten. Jeg glæder mig allerede til om 2 uger, hvor jeg vender næsen mod Jylland igen, og hvor det forhåbentlig bliver krævende orientering og mere terrænløb.
Det er dog ikke tilfredsstillende at have bommet næsten 2min på en simpel bane, ligemeget hvor anderledes terrænet er, men det er bare op på hesten igen. Ros til banelæggeren og korttegnerne som trods alt fik det meste ud af skoven som de kunne. I morgen skulle jeg gerne få et stik til min nye printer/scanner, og så kan jeg begynde at lægge lidt kort ud igen. I mellemtiden kan man "nøjes" med RunO's vejvalg og stræktider
Det blev ikke nogen Midgårdsorm for mit vedkommende da Faaborg ikke klarede at stille 7 mand, så det var lidt ærgeligt, men tilgengæld fik jeg nogle dage sammen med Ane, inden jeg rejste tilbage til Oslo i dag.
De næste par dage må jeg hellere komme lidt i skole inden turen på torsdag går til Trondheim og 2. træningslejr med landsholdet. Det er fedt at vi har så meget fokus på VM i Trondheim næste år og jeg er sikker på at danskerne kommer til at løfte sig betydeligt.
Når de andre rejser hjem på næste tirsdag, tager jeg i stedet bussen 120km sydøst til Ålen, hvor der er NM-uge men jeg har valgt bare at løbe NM-lang torsdag. Fredag går turen så til Jylland, hvor der er DM-stafet og lang i Velling Snabegård og Linå Vesterskov.
Ret meget rejseri, men sådan er det når man har 2 klubber og årets vigtigste løb for begge klubber ligger i samme weekend....
Monday, 31 August 2009
Friday, 28 August 2009
Tanker om VM 2009
Skuffende og næsten pinlig indsats er ord der ligger mig for når jeg tænker tilbage på VM, men som regel er der logiske forklaringer på alt, selvom de har været svære at finde denne gang.
Mellem-finale:
Efter mellemkvalen havde jeg heldigvis et par dage til at komme ovenpå igen da det havde føltes ekstremt tungt fysisk. Jeg fik også tænkt tingene igennem og fik mig selv overbevist om at det bare havde været førstekonkurrences nerver, som nu var væk til finalen. Jeg havde egentlig en rigtig god følelse bagefter kvalifikationen fordi jeg vidste jeg havde mere at gå på.
Dagen før finalen løb jeg modelevent, hvor jeg trykkede igennem i et kvarters tid og det føltes rigtig godt både fysisk og teknisk, hvilket var vigtigt for selvtilliden.
Men om eftermiddagen og aftenen kunne jeg mærke at nervøsiteten kom snigende og selvom jeg bevidst prøvede at skyde det i baggrunden og tænke positivt, var det som om at det var selvforstærkende. Jo mere jeg prøvede ikke at tænke over nerverne, jo mere tænkte jeg selvfølgelig på det. Det resulterede i mange søvnløse timer igen og skrækscenariet fra kvalifikationen begyndte at nage mig. "Tænk nu hvis jeg er lige så dårlig fysisk som jeg var på kvalen", "Tænk nu hvis pulsen er lige så høj på opvarmningen, som på kvalen, og jeg har problemer med åndedrættet", "åh, jeg håber at kroppen fungerer bedre", "tænk hvis jeg ikke præsterer..." osv.
Og ganske rigtigt så kunne jeg slet ikke slappe af i kroppen, pulsen fløj op i moderat på de første 100m jog af opvarmningen, og jeg følte ikke jeg kunne få luft. Som jeg havde aftalt med Åke efter kvalen så prøvede jeg fortælle ham hvordan det føltes, men selvom jeg fik det sagt, var kroppen alt for stresset af de negative tanker, og jeg havde slet ikke lyst til at gå ind i startboksen, af frygt for hvordan det skulle gå!
De sidste 2min før start prøvede jeg febrilsk at sige til mig selv at dette ville blive fedt, og det var det jeg havde glædet mig til i et år, men der var det for sent.
Allerede op til 1'eren var jeg færdig og måtte gå, og smed 15sek på et fiskekrog. Jeg fik dog samlet mig teknisk på første runde men det var slet ikke sjovt og jeg måtte gå i alt hvad der hed modbakke. Midtvejs skiftede terrænet karakter fra detaljerigt skrænt til større åbne bakker, og jeg tænkte at nu skulle der løbes stærkt. Det resulterede i 5 postbom på de næste 6 poster, som ud fra kortet skulle være de letteste. Flere af fejlene bestod i at jeg mistede retningen fordi jeg veg fra kursen for at kunne holde mig løbende i bakkerne og jeg mistede vel 5-6min her. Derefter blev jeg hentet med 4,6 og 8min bagfra og gav mere eller mindre op.
I mål var jeg helt opgivet og sagde med det samme at jeg ikke ville løbe stafetten 2 dage efter fordi jeg var så ringe. Efter samtale trænerne og de andre besluttede vi dog at jeg dagen efter skulle teste om det var den fysiske form som var problemet, men der føltes det selvfølgelig fint. Jeg prøvede slappe meget mere af dagen før stafetten, tænke på alt muligt andet og bare nyde at jeg skulle løbe VM-stafet dagen efter. Jeg var heller ikke så meget med på at snakke taktik og se på kort.
Stafet
På stafetten havde jeg en helt anden følelse i kroppen da vi kom til stævnepladsen. Nervøsiteten for ikke at lykkes var i stedet blevet til en glæde ved at have fået muligheden på stafetholdet, og jeg følte mig dejligt afslappet i kroppen. Mikkel lavede desværre en stor fejl midtvejs, så jeg kom ud ca.3min efter som nr.19, men det var fuldstændig ligemeget for nu skulle jeg bare ud og give den gas. Jeg lagde hurtigt afstand til Italien og Østrig og var alene til mine 2 første poster, men til 3'eren havde jeg slet ikke styr på det og mistede 1min. Jeg kunne forsat se de to foran, men det var svært at lukke hullet og på 5'eren mister jeg igen kontrollen ind i posten og smider flere minutter. Herfra var det opad bakke og jeg begyndte også at mærke trætheden, og lave en del småfejl, som samlet har kostet yderligere minutter. Jeg fik dog kontakt med Østrig igen midtvejs, men især i modbakkerne var jeg helt færdig og måtte gå meget. Resten af vejen gik dog nogenlunde teknisk og jeg kunne sende CC ud som 16'er, men jeg havde tabt yderligere 9min til teten.
Følelsen var dog bedre da jeg kom ind end tidligere til VM, da det fysisk havde været fint første halvdel, hvor jeg dog havde bommet alt alt for meget, samlet over 6min. Det straffede sig at jeg havde taget så afslappet på de tekniske udfordringer, men det er altid let at sige bagefter.
VM var så ovre for mig og jeg står tilbage med skuffende resultater, som ingen (mindst mig selv) kan være tilfredse med. Men samtidig er jeg blevet ufatteligt meget klogere på hvor meget det mentale kan påvirke resten af kroppen, og selvom det var dyre lærepenge så var det gode erfaringer at tage sig med videre. Problemet med VM er at det er så stort og betydningsfuldt, at det er svært at træne på andre tidspunkter end til netop VM. Jeg har dog slet ikke oplevet samme grad af nervøsitet og ubehag før, men disse følelser kan jeg bruge i min mentale træning fremover så jeg lærer at bearbejde dem.
Det har taget noget tid at finde frem til alt det ovenstående, da det er svært at huske tilbage på hvad man har tænkt, men eftersom det ikke er den fysisk og tekniske formåen som er problemet, er jeg kommet frem til de ting her.
Paradoksalt nok, så valgte jeg at løbe Hungarian Cup (mellemdistance) i søndags før langdistance-finalen, hvor jeg følte mig flyvende og tog en sejr i Claus Blochs navn (han skulle på toilet og starten var gået). Her havde jeg alt det overskud både fysisk og teknisk som manglede på selve VM... Resultater her
Ligeledes løb jeg KM-sprint i onsdags i Son, hvor jeg også følte det rigtig godt, og blev nr.2 efter Håvard Lucasen, efter at have smidt sejren tilsidst. Resultater her og kort her
Tilbage her i Oslo er skolen startet og jeg er også begyndt i mit nye job som ungdomstræner i Asker Skiklubb, hvor jeg var ude for første gang i går. De virker som nogle søde unger, og flere af dem har stort potentiale, så det glæder jeg mig til at arbejde med.. Om lidt går turen til Kbh, hvor jeg skal se Ane, og i morgen rejser vi til Vejle for at løbe DM-mellem. Det er et løb jeg har glædet mig rigtig meget til, og jeg har planer om at vise alt det jeg ikke klarede i Ungarn!
Mellem-finale:
Efter mellemkvalen havde jeg heldigvis et par dage til at komme ovenpå igen da det havde føltes ekstremt tungt fysisk. Jeg fik også tænkt tingene igennem og fik mig selv overbevist om at det bare havde været førstekonkurrences nerver, som nu var væk til finalen. Jeg havde egentlig en rigtig god følelse bagefter kvalifikationen fordi jeg vidste jeg havde mere at gå på.
Dagen før finalen løb jeg modelevent, hvor jeg trykkede igennem i et kvarters tid og det føltes rigtig godt både fysisk og teknisk, hvilket var vigtigt for selvtilliden.
Men om eftermiddagen og aftenen kunne jeg mærke at nervøsiteten kom snigende og selvom jeg bevidst prøvede at skyde det i baggrunden og tænke positivt, var det som om at det var selvforstærkende. Jo mere jeg prøvede ikke at tænke over nerverne, jo mere tænkte jeg selvfølgelig på det. Det resulterede i mange søvnløse timer igen og skrækscenariet fra kvalifikationen begyndte at nage mig. "Tænk nu hvis jeg er lige så dårlig fysisk som jeg var på kvalen", "Tænk nu hvis pulsen er lige så høj på opvarmningen, som på kvalen, og jeg har problemer med åndedrættet", "åh, jeg håber at kroppen fungerer bedre", "tænk hvis jeg ikke præsterer..." osv.
Og ganske rigtigt så kunne jeg slet ikke slappe af i kroppen, pulsen fløj op i moderat på de første 100m jog af opvarmningen, og jeg følte ikke jeg kunne få luft. Som jeg havde aftalt med Åke efter kvalen så prøvede jeg fortælle ham hvordan det føltes, men selvom jeg fik det sagt, var kroppen alt for stresset af de negative tanker, og jeg havde slet ikke lyst til at gå ind i startboksen, af frygt for hvordan det skulle gå!
De sidste 2min før start prøvede jeg febrilsk at sige til mig selv at dette ville blive fedt, og det var det jeg havde glædet mig til i et år, men der var det for sent.
Allerede op til 1'eren var jeg færdig og måtte gå, og smed 15sek på et fiskekrog. Jeg fik dog samlet mig teknisk på første runde men det var slet ikke sjovt og jeg måtte gå i alt hvad der hed modbakke. Midtvejs skiftede terrænet karakter fra detaljerigt skrænt til større åbne bakker, og jeg tænkte at nu skulle der løbes stærkt. Det resulterede i 5 postbom på de næste 6 poster, som ud fra kortet skulle være de letteste. Flere af fejlene bestod i at jeg mistede retningen fordi jeg veg fra kursen for at kunne holde mig løbende i bakkerne og jeg mistede vel 5-6min her. Derefter blev jeg hentet med 4,6 og 8min bagfra og gav mere eller mindre op.
I mål var jeg helt opgivet og sagde med det samme at jeg ikke ville løbe stafetten 2 dage efter fordi jeg var så ringe. Efter samtale trænerne og de andre besluttede vi dog at jeg dagen efter skulle teste om det var den fysiske form som var problemet, men der føltes det selvfølgelig fint. Jeg prøvede slappe meget mere af dagen før stafetten, tænke på alt muligt andet og bare nyde at jeg skulle løbe VM-stafet dagen efter. Jeg var heller ikke så meget med på at snakke taktik og se på kort.
Stafet
På stafetten havde jeg en helt anden følelse i kroppen da vi kom til stævnepladsen. Nervøsiteten for ikke at lykkes var i stedet blevet til en glæde ved at have fået muligheden på stafetholdet, og jeg følte mig dejligt afslappet i kroppen. Mikkel lavede desværre en stor fejl midtvejs, så jeg kom ud ca.3min efter som nr.19, men det var fuldstændig ligemeget for nu skulle jeg bare ud og give den gas. Jeg lagde hurtigt afstand til Italien og Østrig og var alene til mine 2 første poster, men til 3'eren havde jeg slet ikke styr på det og mistede 1min. Jeg kunne forsat se de to foran, men det var svært at lukke hullet og på 5'eren mister jeg igen kontrollen ind i posten og smider flere minutter. Herfra var det opad bakke og jeg begyndte også at mærke trætheden, og lave en del småfejl, som samlet har kostet yderligere minutter. Jeg fik dog kontakt med Østrig igen midtvejs, men især i modbakkerne var jeg helt færdig og måtte gå meget. Resten af vejen gik dog nogenlunde teknisk og jeg kunne sende CC ud som 16'er, men jeg havde tabt yderligere 9min til teten.
Følelsen var dog bedre da jeg kom ind end tidligere til VM, da det fysisk havde været fint første halvdel, hvor jeg dog havde bommet alt alt for meget, samlet over 6min. Det straffede sig at jeg havde taget så afslappet på de tekniske udfordringer, men det er altid let at sige bagefter.
VM var så ovre for mig og jeg står tilbage med skuffende resultater, som ingen (mindst mig selv) kan være tilfredse med. Men samtidig er jeg blevet ufatteligt meget klogere på hvor meget det mentale kan påvirke resten af kroppen, og selvom det var dyre lærepenge så var det gode erfaringer at tage sig med videre. Problemet med VM er at det er så stort og betydningsfuldt, at det er svært at træne på andre tidspunkter end til netop VM. Jeg har dog slet ikke oplevet samme grad af nervøsitet og ubehag før, men disse følelser kan jeg bruge i min mentale træning fremover så jeg lærer at bearbejde dem.
Det har taget noget tid at finde frem til alt det ovenstående, da det er svært at huske tilbage på hvad man har tænkt, men eftersom det ikke er den fysisk og tekniske formåen som er problemet, er jeg kommet frem til de ting her.
Paradoksalt nok, så valgte jeg at løbe Hungarian Cup (mellemdistance) i søndags før langdistance-finalen, hvor jeg følte mig flyvende og tog en sejr i Claus Blochs navn (han skulle på toilet og starten var gået). Her havde jeg alt det overskud både fysisk og teknisk som manglede på selve VM... Resultater her
Ligeledes løb jeg KM-sprint i onsdags i Son, hvor jeg også følte det rigtig godt, og blev nr.2 efter Håvard Lucasen, efter at have smidt sejren tilsidst. Resultater her og kort her
Tilbage her i Oslo er skolen startet og jeg er også begyndt i mit nye job som ungdomstræner i Asker Skiklubb, hvor jeg var ude for første gang i går. De virker som nogle søde unger, og flere af dem har stort potentiale, så det glæder jeg mig til at arbejde med.. Om lidt går turen til Kbh, hvor jeg skal se Ane, og i morgen rejser vi til Vejle for at løbe DM-mellem. Det er et løb jeg har glædet mig rigtig meget til, og jeg har planer om at vise alt det jeg ikke klarede i Ungarn!
Sunday, 16 August 2009
Nr.12 i Mellem-kval
Selvom det gik tungt fysisk gennemførte jeg løbet teknisk som planlagt, og det holdt til en plads som nr.12 og en finale på onsdag, selvom jeg var meget usikker om det var nok de sidste par poster.
I går føltes det som sagt godt, men jeg kunne mærke en stigende spænding i kroppen i går aftes, da startlisten kom, og havde problemer med at sove. I morges havde jeg slet ingen appetit og det var begrænset hvad jeg fik ned, men jeg tænkte at det ikke ville betyde noget på 5km.
På opvarmningen kunne jeg dog mærke at alt ikke var som det skulle, alt for høj puls på den første joggetur, og efterfølgende stigningsløb, og besværet åndedræt. Jeg konstaterede at min præstation skulle bæres hjem af et godt teknisk løb, og jeg prøvede at fokusere på det.
Jeg laver et lille svaj på 1'eren, hvor jeg tror jeg skal have en sten, og er helt alene da de andre har inderbane i starten. De næste par poster gennemfører jeg godt, men allerede på vej til 4'eren kommer Merz forbi med 2min. Jeg ser han klipper en anden 4'er men kunne konstatere at det går alt for langsomt. Jeg formår dog at holde hovedet koldt de næste 5 poster på den detaljefattige skrænt, og Merz kommer forbi igen op mod 8'eren hvor jeg slet ikke kan følge med.
Op til 11'eren begynder jeg at mærke grænsen og kommer skævt op og bliver lidt i tvivl om hvor højt jeg er. Jeg ryger ned til nogle forkerte stub, og det samme sker til 12'eren. Resten af vejen er det ret simpelt med meget retningsløbning hvor jeg går rent, men op mod sidsteposten er jeg næsten sikker på at det ikke vil holde til en finale plads, da tiden siger 30min (stipuleret vindertid 25min).
En energisk højtråbende danskerskare råber dog at det er sekunder, så jeg giver det sidste og får at vide at jeg går en som 9'er med 7 løbere tilbage i heatet. Det ender med 12.plads, 3min55 efter hurtigste, og jeg er overrasket over at jeg ikke er længere efter, men selvfølgelig glad og tilfreds med min præstation.
Det er altid svært at sige hvad der gik galt i optakten, men jeg var mere end normalt nervøs i går og det har nok stresset kroppen, så jeg ikke har været ordenligt afslappet. Det forklarer åndedrættet og den høje puls, fordi nervøsiteten har gjort at jeg ikke har udnyttet hele lungekapaciteten. Min gennemsnitspuls var også højere end normalt.
Åke brugte et godt udtryk om det at løbe kvalifikation: " Det er svært fordi du har alt at tabe og ikke alt at vinde". Specielt også når det er første konkurrence til et VM, som har været det du har tænkt på det sidste år. Det sætter det lidt i perspektiv hvor svært det egentlig er at løbe en kvalifikation, og derfor ser man ofte store bom og folk der klipper forkert eller hopper over poster, fordi man er ekstra stresset.
Desværre var jeg eneste danske herre der gik videre, men jeg er sikker på at CC kommer stærkt igen i morgen, og i dag var også en uvurderlig erfaring for Bobach som har mange VM'er fremover.
De næste par dage står på afslapning og opladning til Mellem-finalen på onsdag. Jeg tror og håber på at kroppen er faldet lidt til ro, så jeg kan få alt det ud, jeg ved jeg kan.
I går føltes det som sagt godt, men jeg kunne mærke en stigende spænding i kroppen i går aftes, da startlisten kom, og havde problemer med at sove. I morges havde jeg slet ingen appetit og det var begrænset hvad jeg fik ned, men jeg tænkte at det ikke ville betyde noget på 5km.
På opvarmningen kunne jeg dog mærke at alt ikke var som det skulle, alt for høj puls på den første joggetur, og efterfølgende stigningsløb, og besværet åndedræt. Jeg konstaterede at min præstation skulle bæres hjem af et godt teknisk løb, og jeg prøvede at fokusere på det.
Foto: Tutzon
Jeg laver et lille svaj på 1'eren, hvor jeg tror jeg skal have en sten, og er helt alene da de andre har inderbane i starten. De næste par poster gennemfører jeg godt, men allerede på vej til 4'eren kommer Merz forbi med 2min. Jeg ser han klipper en anden 4'er men kunne konstatere at det går alt for langsomt. Jeg formår dog at holde hovedet koldt de næste 5 poster på den detaljefattige skrænt, og Merz kommer forbi igen op mod 8'eren hvor jeg slet ikke kan følge med.
Op til 11'eren begynder jeg at mærke grænsen og kommer skævt op og bliver lidt i tvivl om hvor højt jeg er. Jeg ryger ned til nogle forkerte stub, og det samme sker til 12'eren. Resten af vejen er det ret simpelt med meget retningsløbning hvor jeg går rent, men op mod sidsteposten er jeg næsten sikker på at det ikke vil holde til en finale plads, da tiden siger 30min (stipuleret vindertid 25min).
En energisk højtråbende danskerskare råber dog at det er sekunder, så jeg giver det sidste og får at vide at jeg går en som 9'er med 7 løbere tilbage i heatet. Det ender med 12.plads, 3min55 efter hurtigste, og jeg er overrasket over at jeg ikke er længere efter, men selvfølgelig glad og tilfreds med min præstation.
Det er altid svært at sige hvad der gik galt i optakten, men jeg var mere end normalt nervøs i går og det har nok stresset kroppen, så jeg ikke har været ordenligt afslappet. Det forklarer åndedrættet og den høje puls, fordi nervøsiteten har gjort at jeg ikke har udnyttet hele lungekapaciteten. Min gennemsnitspuls var også højere end normalt.
Åke brugte et godt udtryk om det at løbe kvalifikation: " Det er svært fordi du har alt at tabe og ikke alt at vinde". Specielt også når det er første konkurrence til et VM, som har været det du har tænkt på det sidste år. Det sætter det lidt i perspektiv hvor svært det egentlig er at løbe en kvalifikation, og derfor ser man ofte store bom og folk der klipper forkert eller hopper over poster, fordi man er ekstra stresset.
Desværre var jeg eneste danske herre der gik videre, men jeg er sikker på at CC kommer stærkt igen i morgen, og i dag var også en uvurderlig erfaring for Bobach som har mange VM'er fremover.
De næste par dage står på afslapning og opladning til Mellem-finalen på onsdag. Jeg tror og håber på at kroppen er faldet lidt til ro, så jeg kan få alt det ud, jeg ved jeg kan.
Saturday, 15 August 2009
Now it begins...
I morgen starter VM i Orientering 2009, og for mit vedkommende er der Mellemdistance kvalifikation på programmet.
Jeg har siden sidste sommer set frem til den kommende uge hvor de mange træningstimer skal udbetales i form af gode præstationer og resultater. Vi har siden tirsdag været her i Miskolc hvor vi har trænet, slappet af, lavet gøjl og ladet op til de forestående strabadser, og jeg samtidig med at formen er blevet bedre og bedre, har jeg også en rigtig god fornemmelse i maven, fordi jeg ved hvad jeg skal og hvad der kræves.
Der har været en god stemning i den danske trup og det har været godt at have nogle dage til at komme ind på folk igen. Det er vigtigt så der forhåbentlig ikke opstår uoverensstemmelser undervejs, hvilket er svært når 9 løbere og 4 ledere skal få alt til at fungere. Folk virker i rigtig god form og tændte, dog blev Rasmus Søes lidt forkølet i går, men det virker ikke så slemt, så jeg tror han er klar på Langdistance kvalifikationen på mandag.
Jeg starter kl 11.00 i morgen, 15 går videre fra hvert heat, så selvom det altid er spændende på første konkurrence, så er selvtilliden i top. World of O har samlet det meste info om VM her
Lang træning i Slovakiet - find 1 fejl - Foto: Tutzon
Monday, 10 August 2009
Hungary, here we come!
I morgen tidlig går turen til Ungarn og Miskolc, og jeg føler mig mere klar en nogensinde til at løbe et VM.
Træning har siden slutningen af maj gået efter planen, og det giver en god selvtillid fordi jeg ved at jeg er klar både fysisk, teknisk og mentalt.
Det tekniske og mentale er faldet på plads den sidste måneds tid med målrettet træning, og de sidste uger har også den fysiske form meldt sin ankomst, og jeg har fået løbet en masse gode intensive træninger med overskud.
Ny pr. på Vinderen-Tryvann
I dag var sidste træningsdag hvor jeg ligesom sidste år før VM, valgte at teste formen på Bækkelagets bakketest fra Vinderen-Tryvann, ca. 7,5km med 450m stigning. Jeppe var med på startstregen og det var godt med noget moralsk støtte til at give den gas, selvom han sled med at følge med, da han har været skadet over sommeren.
Jeg synes selv at jeg lagde kontrolleret ud og selvom det føltes lidt tungt løb jeg forbi Holmekollenrestauranten i tiden 17,30 som er næsten et halvt minut hurtigere end min rekord fra sidste år. Jeppe var godt med dertil men på det fladere stykke efter restauranten begyndte jeg at trække fra. Det føltes fint, men på de sidste hårde modbakker fra Frognerseteren og op til toppen gik jeg ret kold, og måtte kæmpe for at holde tempoet. Der var ikke kræfter til nogen spurt og tiden blev 33,18, som var 10 sek bedre end sidste år før VM.
Jeg havde nok håbet at kunne være nede under de 33min, men der var ikke til mere i dag, og så kan man kun være tilfreds. Især når jeg tager i betragtning at sidste uge blev ret hård, og de anaerobe intervaller lørdag stadig kunne mærkes.
I Ungarn står den på nogle rolige dage med at se lidt på nogle terræner og kort, inden jeg skal have nogle intensive O-træninger, hvor den gode følelse skal findes frem igen. Søndag brager det så løs med mellem-kvalifikationen, og onsdag og fredag venter årets højdepunkter med mellem-finale og stafet.
Målsætningen er at kunne præstere teknisk på det niveau jeg ved jeg kan, og så må vi se hvor langt det rækker. Jeg har dog klart en ambition om at gå i top20 på mellemdistancen, og på stafetten skal vi kunne kæmpe med om en top10 placering. Jeg føler mig bedre forberedt end jeg har gjort før, og krydret med god selvtillid kan man komme langt.
Træning har siden slutningen af maj gået efter planen, og det giver en god selvtillid fordi jeg ved at jeg er klar både fysisk, teknisk og mentalt.
Det tekniske og mentale er faldet på plads den sidste måneds tid med målrettet træning, og de sidste uger har også den fysiske form meldt sin ankomst, og jeg har fået løbet en masse gode intensive træninger med overskud.
Ny pr. på Vinderen-Tryvann
I dag var sidste træningsdag hvor jeg ligesom sidste år før VM, valgte at teste formen på Bækkelagets bakketest fra Vinderen-Tryvann, ca. 7,5km med 450m stigning. Jeppe var med på startstregen og det var godt med noget moralsk støtte til at give den gas, selvom han sled med at følge med, da han har været skadet over sommeren.
Jeg synes selv at jeg lagde kontrolleret ud og selvom det føltes lidt tungt løb jeg forbi Holmekollenrestauranten i tiden 17,30 som er næsten et halvt minut hurtigere end min rekord fra sidste år. Jeppe var godt med dertil men på det fladere stykke efter restauranten begyndte jeg at trække fra. Det føltes fint, men på de sidste hårde modbakker fra Frognerseteren og op til toppen gik jeg ret kold, og måtte kæmpe for at holde tempoet. Der var ikke kræfter til nogen spurt og tiden blev 33,18, som var 10 sek bedre end sidste år før VM.
Jeg havde nok håbet at kunne være nede under de 33min, men der var ikke til mere i dag, og så kan man kun være tilfreds. Især når jeg tager i betragtning at sidste uge blev ret hård, og de anaerobe intervaller lørdag stadig kunne mærkes.
I Ungarn står den på nogle rolige dage med at se lidt på nogle terræner og kort, inden jeg skal have nogle intensive O-træninger, hvor den gode følelse skal findes frem igen. Søndag brager det så løs med mellem-kvalifikationen, og onsdag og fredag venter årets højdepunkter med mellem-finale og stafet.
Målsætningen er at kunne præstere teknisk på det niveau jeg ved jeg kan, og så må vi se hvor langt det rækker. Jeg har dog klart en ambition om at gå i top20 på mellemdistancen, og på stafetten skal vi kunne kæmpe med om en top10 placering. Jeg føler mig bedre forberedt end jeg har gjort før, og krydret med god selvtillid kan man komme langt.
Tuesday, 4 August 2009
3.plads i Slovenia OO-cup
Slovensk 5-dages afsluttede en juli måned på farten hvor jeg har brugt mange timer på at arbejde med det tekniske og mentale del af orienteringen, som har haltet i de få konkurrencer jeg har løbet i senforåret.
Det startede i Italien på træningslejr i Asiago, som vi taget til direkte efter O-festivallens stafet om søndagen. På jagtstarten om lørdagen løb jeg mig 10 placeringer op til 31.plads, som jeg var ok tilfreds med, ikke mindst at jeg havde stået distancen rent fysisk og mentalt, som ikke lykkedes i Finland.
I Italien satte jeg mig ned med Åke og Emil Thorsen som var med som leder og snakkede junis overståede konkurrencer igennem, og fandt ud af hvor det var gået godt og dårligt. Det tog noget tid men vi fik fundet frem til nogle ting som gik igen, mest tanker som påvirkede mine præstationer negativt. Ud fra dem lavede mig og Emil så en handlingsplan, både med visualisering, tekniske træninger og mine tanker generelt for at kunne lære at styre dem bedre (især under konkurrencer). Jeg havde derfor meget fokus på de tekniske træninger i Italien, og mærkede allerede fremskridt på den uge vi var dernede.
Tilsidst på ugen fik vi også at vide hvem som skulle løbe VM i Ungarn. Jeg havde håbet at få lov til at løbe mellem og lang, da jeg føler at det er de distancer jeg har størst potenciale på, men det blev i stedet mellem og stafet, hvilket jeg har accepteret, og derfor koncentreret mig om.
Efter Italien var jeg lige et smut forbi Oslo og pakke om inden turen gik til Göteborg hvor jeg havde lovet at hjælpe til på Nordkredsens Juniorsommerlejr. Det blev til en masse teknisk træning både med postudsætning og indsamling og videre arbejde fra Italien. Det var hyggeligt og selvom restitutionen ikke var optimal, da pisken konstant skulle svinges over de små pus, fik jeg en god træningsuge.
Derefter var en en uge i Danmark hvor størstedelen af tiden blev tilbragt i sommerhus ved Mols Bjerge sammen med Anes familie. Igen en uge med hygge og en masse god fysisk træning i bakkerne.
Lørdag d. 18 mødtes Stener OK så i Århus og satte kursen sydover i Europa hvor næste stop var Postojna i Slovenien. Her skulle vi bo den næste uges tid og havde nogle dage til at være turist/badeferie inden Slovenia OO-cup startede onsdag.
Terrænerne var ikke specielt relevante for VM (bortset fra langdistancen), da det var karstterræn og meget stenet. Tilgengæld var det ekstremt krævende teknisk og løbsteknisk og derfor en perfekt mulighed for mig for at videreføre den målrettede tekniske og mentale træning jeg havde lavet siden Italien til konkurrence.
Jeg løb generelt gode tekniske løb, hvor især 1, 3. og 4.etape var højdepunkterne med præstationer, hvor jeg følte jeg stort set havde kontrollen hele vejen. Det var dejligt at få bekræftet over for mig selv at jeg er ved at være helt klar til de udfordringer som venter om 2 uger, og kunne præstere på lige netop de etaper, jeg løb som VM-løb. Samtidig er det altid rart at målrettet arbejde giver udbytte. Emil var også med i Slovenien og jeg har virkelig været glad for at have en til at følge op hele tiden.
Fysisk blev det næsten bedre og bedre undervejs og det på trods af at jeg havde trænet ganske meget op til, så det lover godt for at jeg kan ramme topformen til VM. Det endte med en samlet 3.plads efter tjekkerne Jan Prochazka og Petr Losman, hvor førstnævnte imponerede mig flere af dagene. Resultater, kort og strætider kan findes her
Læg mærke til M21Short hvor Jeppe Borch gjorde comeback og tog en overbevisende samlet sejr!
Læg mærke til M21Short hvor Jeppe Borch gjorde comeback og tog en overbevisende samlet sejr!
Stener OK's nye klubdragt
Arrangementet i Slovenien var forresten top-klasse med fantastiske kort og baner, og alt fungerede perfekt, så jeg kan varmt anbefale det til andre, der har lyst til at udfordre sig selv i helt anderledes terræner end man er vant til i Nordeuropa. Jeg vil også gerne sige tak til Stener OK for en fantastisk tur, det var dejligt at kunne slappe af i godt selskab, og samtidig løbe i nogen af de fedeste terræner. Det må vi gøre igen...
Efter en lang køretur hjem brugte jeg sidste uge på at trappe ned for træningen, 2½ times spenst- og sangtræning til Metallica koncert, rejse til Oslo, arbejde for Bækkelaget på Norway Cup og slappe af. Fremover står den på en sidste finpudsning af formen og de sidste mentale og tekniske forberedelser inden vi rejser til Ungarn på næste tirsdag.
Subscribe to:
Posts (Atom)