Udtaget til EM

Efter nogle miserable EM-testløb lykkedes det mig alligevel at blive udtaget til årets første store begivenhed, EM!

Mig og Ane ankom til Åhus ca. midnat fredag godt smadrede, efter at have kørt i 8 timer fra Oslo! 6½ time senere var det op og spise morgenmad og prøve at sætte sig bare en smule op til 2 hårde konkurrencer lørdag.

På opvarmningen føltes benene egentlig ok og jeg tænkte at det skulle nok gå fint selvom jeg var træt i hovedet. På den nemme og løbsbetonede sprint lagde jeg dog ud med først at måtte løbe venstre om en hæk som jeg troede jeg kunne passere til 2'eren og siden at løbe forbi posten og miste 10-12sek. Derfra gik det fint nok, fik taget de rigtige vejvalg, men midtvejs begyndte jeg allerede at blive slidt og til 12'eren får jeg taget et dårligt vejvalg som jeg igen mister op mod 10sek på. Og for at krydre en skidt indsats løber jeg også helt skævt til næstsidste posten og det ender med en 12. plads, 44sek efter RunO. Resultatlisten ville nok stort set blive den samme hvis vi havde løbet 4000m på græsplæne i stedet, men jeg var alligevel ikke tilfreds med at have smidt op mod 30sek på den letteste sprint længe.

Efter sprinten var det om at nulstille for mit vedkommende og få ladet batterierne op til eftermiddagens mellemdistance, hvor jeg havde planer om at lave et rigtig godt resultat. Igen følte jeg mig egentlig frisk nok fysisk, men kunne stadig mærke søvnmanglen, men prøvede at skubbe det i baggrunden og fokusere på løbet.
Det blev dog endnu en halvdårlig præstation. Det var kun ganske få tidspunkter jeg følte at det gik godt og det blev en meget ujævn præstation, fuldendt med et 1min40sek bom på 18'eren tilsidst, hvor jeg laver en klassisk parallelfejl. Her kom Christian Nielsen op og resten af vejen prøvede jeg virkelig at presse på, så han havde svært ved at følge med. Terrænet var ret fladt og diffust, og jeg kunne godt mærke at jeg sled rent teknisk med at ligge på kursen hele tiden, en teknik som man sjældent bruger i Oslo området. Fysisk har jeg også mere trænet i bakker i år frem mod VM, men alligevel synes jeg det gik ok med farten.
Jeg endte som nr.9, 3min efter en stærk løbende CC, men med 20sek op til en 5.plads. De 3 min op til Christian kunne jeg dog godt finde i skoven, så var igen slet ikke tilfreds men den tekniske gennemføring.

Nu var der efterhånden kun en chance tilbage til at bevise mit værd på EM-holdet, 14,6km langdistance på Degeberga om søndagen. Jeg har fået trænet godt over vinteren så jeg vidste at jeg nok skulle holde rent fysisk hvis knæet altså tillod det (jeg havde dog ikke mærket noget til det siden tiomila). Alligevel følte jeg mig godt nok som en sæk kartofler på opvarmningen og det lovede ikke godt, da temperaturen også sagde 25 grader og høj sol.
Igen prøvede jeg at skubbe realiteterne i baggrunden og køre hårdt på fra starten. De 2 første poster gik det godt, men gode vejvalg og overskud og jeg fører på 2'eren. Ud fra post 2 får jeg dog en gren direkte i øjet, som blandet med sved og skidt gør at jeg stort ikke kan åbne det på halvdelen af første butterfly. Det er ikke hele grunden til at jeg bommer både 4'eren og 5'eren, men koncentrationen er væk og jeg føler jeg hele tiden er på bagkant. På anden butterfly kommer jeg ind i en bedre rytme, men laver dog stadig små svaj på både 13'eren og 14'eren og samtidig begynder jeg at slide med en grum vabel på indersiden af venstre storetå. Jeg føler at alt går imod mig, men prøver at holde gejsten oppe og køre på, da det er min eneste chance for at løbe mig på EM-holdet. På vej hjem fra butterfly'en begynder mit dårlige venstre knæ imidlertidig at brokke sig, nok pga af min skæve løbestil, så nu bliver min indstilling mere at jeg bare skal gennemføre. Det bliver dog ikke meget bedre af at jeg sætter tempoet lidt ned på langstrækket til 21'eren, og jeg beslutter at det simpelthen ikke er det værd at risikere at ødelægge mit knæ igen. Helt knust jogger jeg hjemad og har egentlig indstillet mig på at EM er meget langt væk.

I mål viser det sig dog at folk generelt ikke har løbet særligt godt, og jeg faktisk bare var 2½min efter førende da jeg stopper ved post 20 efter over en times løb. Et lille håb lever dog derfor stadig eftersom jeg på træningslejr nede i Tjekkiet ugen før løb overbevisende i forhold til de andre danskere. På vej hjem bliver jeg så ringet op af Åke, som siger at jeg er udtaget til EM, og at han ikke er i tvivl om mit virkelige niveau, som jeg viste i Tjekkiet. Fra den ulidelige uvished kom beskeden som en glædelig overraskelse og et skulderklap fra landstræneren, som betyder utroligt meget for selvtilliden.

Når jeg ser tilbage på testerne, er det egentlig ikke så underligt at jeg ikke præsterede. Startende med en knaldhård træningslejr i Tjekkiet med direkte afgang fra Tiomila, hvor det ville være synd at sige at man er frisk, og en lang hjemrejse, så vi var hjemme i Oslo mandag aften fuldstændig smadrede. Og så efterfulgt af en uge med arbejde tir-fre, og set i bakspejlet alt for hård træning og dårlig restitution. Jeg fulgte egentlig bare det træningsskema som jeg plejer før testløb og lignende, men hårde intensive træninger både tirsdag og onsdag, var åbenbart for meget i dette tilfælde. Jeg var i hvert fald slet ikke gearet til at løbe testløb, da vi skulle afsted fredag, og hvis jeg havde haft chancen som Mikkel, var jeg nok også blevet hjemme.

Samtidig synes jeg heller ikke det er optimal planlægning at placere en træningslejr i forlængelse af Tiomila, hvor kroppen er i bund pga mangel på søvn, og bare en uge før testløbene, hvor de fleste andre møder 100% friske op. Jeg var desuden heller ikke den eneste der sled med sygdom og skader efter sådan en omgang (Mikkel, Søes, Claus, Rune er gode eksempler).
Jeg er bare glad for at Åke tror på mig, og jeg er ikke i tvivl om at med den rigtige opladning kommer jeg til at præstere godt til EM, og forhåbentlig også til årets hovedmål, VM i Tjekkiet til sommer.

I mandags havde jeg en tiltrængt hviledag, hvor øjet var blevet bedre efter en nats søvn. I går var jeg ude og løbe 1t25 med Mikkel og Ane, hvor vabelen stadig gjorde ondt, men er i bedring. Samtidig har jeg ikke mærket noget til knæet efter i søndags, så jeg er glad for jeg tog den beslutning af udgå i søndags, så jeg er i stand til at løbetræne fuldt nu. I aften står der intervaller på programmet, fredag skal vi løbe en knaldhård terræntest med Bækkelaget og søndag er det sidste finpudsning af teknikken ved en mellemdistance ikke langt fra hvor der skal være O-festivallen i Juni. Formen føles allerede meget bedre efter nogle rolige dage, og jeg glæder mig til fremtidige udfordringer!!

Resultater fra weekenden kan ses her
Resultater fra de konkurrencer vi løb i Tjekkiet kan ses her
Kort kommer når jeg får det til at virke...