Tuesday, 31 July 2007
Mit 2007 indtil videre... del 3
-World Cup Norge, O-festivallen
Efter en lidt forsinket hjemkomst til Danmark fra Finland, var det med at slappe lidt af inden turen onsdag gik til Hovden i Norge til næste afdeling af World Cuppen, mellemdistance. Jeg var lidt usikker på mine knæ efter Jukola, men havde ingen problemer i træningen dagene efter og da mellemdistancen ville gå i fint blødt terræn, havde jeg mod på at stille op selvom jeg vidste jeg slet ikke var i form til at løbe i tunge norske moser. En god teknisk præstation ville man komme langt med tænkte jeg, og det ville samtidig være rigtig god træning hvis jeg skulle løbe en mellemdistance til VM.
På modelevent torsdag viste det sig at terrænet var super fedt, ret kuperet men rimelig letløbt, og teknisk vanskeligt. Havde i hvert fald en rigtig god oplevelse i skoven den dag.
Men da mellemdistancen så skulle løbes fredag, og jeg havde været så heldig at komme i a-finalen pga min wre-placering, havde jeg åbenbart ladet hovedet blive derhjemme. Jeg troede i hvert fald at jeg skulle ud og løbe mega stærkt uden at ha styr på en skid. Det resulterede i utrolig mange og store bom hele banen igennem og en flot sidste plads i a-finalen, 12min efter Thierry G!!! Bagefter kunne jeg tydeligt se hvad var gået galt. Jeg havde simpelthen prøvet at løbe stærkere end teknikken kunne følge med til fordi jeg hele tiden havde i baghovedet at jeg var i dårlig form og derfor hele tiden skulle presse på. Samtlige bom jeg laver er de sidste 50-100m ind i posten hvor jeg ikke formår at lave et temposkift og få kompasset på, men bare brager forbi posten og ½-2min senere komme tilbage. Ikke mindre end 6 gange gjorde jeg det!! Så har man ikke fortjent bedre... Knæene havde det dog fint som det eneste positive.
Dagen efter løb de andre O-festivallen Langdistance, hvor jeg nøjedes med en rolig lidt længere tur i terræn, og om søndagen løb jeg 4. og sidste tur for Pan's hold i stafetten. Halvvejs på banen fik jeg et slag med en gren over det sårbare sted på mit venstre knæ, som gjorde ret ondt, og jeg tog det roligt på de sidste par km. Efterfølgende da det blev koldt gjorde knæet ret ondt og jeg var bange for at jeg havde forværret det igen, men heldigvis havde slaget ikke beskadiget noget så et par dage efter var jeg løbende igen.
-Sommercenter Østerdalen
Tilbage i DK havde jeg en uge inden jeg sku på sommercenter, hvor Ane blev student og tog ud og rejse, hvor det var planen at jeg de næste 2½ uge skulle fylde en del mængde på træningen. Det skete i den første uge mest på cyklen og i svømmebassinet med en 3 løbepas indlagt og d.1 juli tog til Norge igen på sommercenter.
Jeg havde på forhånd ingen anelse om hvor meget jeg ville kunne træne de 1½ uge jeg skulle være der, men terrænerne i Østerdalen omkring Tolga og Tynset, viste sig at være rigtig fine. Området var desuden ideelt for at køre på moutainbike og hvor vi boede havde vi adgang til at styrketræningsrum hvor der også var nogle motionscykler. Jeg løb ca. 1 gang om dagen og fyldte så ellers på med timer på cyklen og med styrketræning. Den store mængde gav dog ikke problemer for knæene som jeg havde frygtet, men jeg kunne faktisk løbe ret intensivt og fik også løbet et par længere ture over 1½time, uden det forværrede tilstanden. Tværtimod syntes jeg at den øgede træning samtidig styrkede både muksler og tilhæftninger, og dermed også gjorde knæene stærkere. Det var et ret fedt center, hvor jeg fik trænet mig i bund for første gang siden New Zealand og der er nu ikke noget som trætte stænger... Kroppen kunne selvfølgelig ikke klare at jeg øgede til dobbelt træningsmængde og jeg lagde mig med lidt forkølelse efter hjemkomst, som dog samtidig kunne give knæene og benene lidt ro til at komme ovenpå igen.
Formen begyndte også at gå den rigtige vej kunne jeg mærke og efter 2½ uge med god tung træning kunne jeg nu begynde at køre noget mere intensitet på. Jeg aftalte med Jakob at jeg gerne ville med til World Cup i Sverige, men kun løbe mellem og sprint, da hverken formen eller knæene var til 20km samlet start.
Jeg tog hjem til mine forældre for at komme helt ovenpå sygdommen og var på Bispebjerg for at få lavet nogle undersøgelser for min allergi. Tirsdag en uge inden World Cup prøvede jeg for første gang i lang tid at løbe intervaller med Pan på hård grussti. Det gik godt, men kunne tydeligt mærke at jeg ikke havde løbet stærkt på hårdt underlag, og var mega smadret i lårene, men knæene havde det ok følte jeg. Dagen efter havde jeg dog lidt ondt i mit venstre knæ, så belastningen havde åbenbart været for stor og jeg bliver nødt til at løbe mine intensive træninger på blødere underlag (terræn) ind til videre.
Smerterne gik dog hurtigt væk igen og jeg fik gennemført nogle intensive træninger i terræn i stedet inden vi tog afsted til World Cup søn.22 juli, heriblandt en kortdistance i Fløjstrup, hvor jeg løb de første 25min af WOC-tour banen fra sidste år. Når jeg bagefter så på mellemtiderne lå jeg en anelse hurtigere end sidste år hvor jeg også løb den, så det var fint tegn på at formen er i bedring.
-World Cup Sverige
Vi kom som sagt derop om søndagen og løb en kort modelevent, og fandt ud af at terrænet ikke var så krævende teknisk men at der var meget lort i bunden efter stormfald og oprydning, så der skulle kæmpes.
Mandag løb de andre så 20km fællesstart, hvor jeg løb de to første runder (7km) fordi banen gik i det terræn vi skulle løbe mellem i dagen efter. Benene føltes friske og jeg så fortrøstningsfuldt frem mod morgendagens mellemdistance. Især over for mig selv ville jeg bevise at løbet i Hovden var en engangsforestilling, og selvom jeg kun skulle løbe b-finale denne gang, var konkurrencen stadig rigtig god med mange gode løbere.
Jeg var frisk og tændt fra starten og lagde rigtig godt ud og førte bl.a ved 3'eren. Lavede en retningsfejl på 5'eren som kostede 45sek, og begyndte at presse lidt for meget på. Det resulterede i at jeg på sidste halvdel af banen ikke var 100% i kontrol og lavede mange små bom og slet ikke havde rytme. Fik dog kæmpet mig hele vejen igennem med 1min45sek bom alt og blev nr.6, 1min15sek efter. Var godt tilfreds med resultatet og farten, men skal være meget forkuseret på at holde koncentrationen og planen, især på sidste del af en mellemdistance lige nu, fordi min nuværende form ikke giver mig overskud til orienteringen når jeg blir træt.
Da det kun var de 5 bedste fra b-finalen der gik i a-finalen i sprinten dagen efter, skulle jeg igen løbe b-finale, men det gjorde mig ikke så meget da jeg mere tog sprinten som en god træning.
Jeg måtte dog sande at jeg hverken er den helt store sprinter eller i god nok form til en letløbt sprint. Lavede nogle dumme fejl (30sek) men mistede over 1 min på ren løb i forhold til de bedste i b-finalen (Mikkel), som viste god form før næste weekends testløb.
Jeg fik ikke slappet ordenligt af efter hjemkomst og har i weekenden her haft begyndende sygdom siddende, som jeg dog håber, jeg har fået helt ud af kroppen igen med et par rolige dage. I aften tirsdag skal jeg løbe testrute med KC-Århus og i morgen en mellemdistance i Hjermind, og så står den ellers på opladning til VM-testerne i weekenden.
Jeg håber især at gøre det godt på mellemdistancen på lørdag, som jo også er den distance jeg har satset på, og så må vi se hvad benene rækker til på søndag...
Mit 2007 indtil videre... del 2
-Løbepause og genoptræning, maj-juni
På IMT sagde de som sagt at jeg havde brud i begge skinneben (Gitte sagde, ¨hva sagde jeg¨) og at det normalt tog 6-8 uger for at hele fuldstændig. Men når bruddet ikke var så stort ville det være forsvarligt at jeg kunne starte løbegenoptræningen igen efter en måneds tid (dvs at jeg stadig kunne nå at komme med på træningslejr i Ukraine 31/5-7/6). Men det afhang jo selvfølgelig af at jeg holdt knæene så meget fra belastning som muligt, dvs ingen løbetræning, jeg skulle begrænse mit cykleri og gang så meget som muligt, men tilgengæld måtte jeg løbe i vand alt det jeg ville.... De anbefalede faktisk at jeg gjorde det ofte for at holde formen oppe samtidig med at jeg kunne lave nogle styrkeøvelser for læggene, så jeg ikke ville få andre problemer når jeg gik i gang i igen.
Åh nej, tænkte jeg. Jeg havde prøvet at løbe i vand et par gange før, og havde stemplet det som den kedeligste træningsform i verden. Men når det nu "kun" var en måned at jeg skulle holde formen (hvad der end var tilbage af den) vedlige, besluttede jeg mig for at give det en chance og løbe i vand hver dag.
Det var en rigtig hård periode mentalt, skal jeg hilse og sige, men jeg var disciplineret og sprang kun en enkelt dag over, samtidig med at jeg prøvede at holde høj intensitet på de fleste træninger selvom det var svært. Det hjalp at træne lidt med Christian Nielsen, som siden januar også nærmest kun have løbet i vand efter sin knæoperation, men faktisk var ret godt løbende da han gik i gang igen...
Efter 3 uger i vandet og 3 uger hvor jeg ikke havde mærket noget til knæene, fik jeg grønt lys for at begynde at cykle stille og roligt igen. Og fuck, hvor var det optur at kunne sætte sig på spinningscyklen igen og give den gas. Først måtte jeg kun køre nærmest uden belastning og blive i sadlen, men som dagene gik, kunne jeg sætte mere og mere belastning på, så pulsen kom op og ringe. Det var en rar fornemmelse.
Der var nu gået 4 uger og der var en lille uge til vi tog afsted til Ukraine, så det var tid at spænde løbeskoene på igen og prøve om man stadig kunne finde ud af det. Det startede med 15min jog på blødt underlag, så 20min og tilsidst 25min hvor det gik godt uden smerter under og efter, så jeg besluttede at tage med til Ukraine, ikke for at løbe så meget, men mere for at få et indtryk af terrænerne og forholdene i Kiev...
-Træningslejr Ukraine
Vi tog afsted d.31 maj. Jeg havde på forhånd lavet en træningsplan sammen med Gitte, som bestod i en løbetur om dagen i fint terræn, hvor længde og intensitet stille og roligt skulle øges og jeg på en mellemdistance sidst på turen skulle prøve at løbe den hele i moderat tempo... wow...
Jeg var bare glad for at jeg omsider kunne få et kort i hånden igen, også selvom det kun var for 20-30min jog af gangen. Det gik også fint med knæene, jeg havde ingen smerter, kun lidt ømhed, og så kunne jeg godt mærke at lårmuskulaturen ikke var så stærk, og jeg lige skulle vende mig til at løbe igen.
Vi deltog i den Ukrainske mesterskabsuge og det var svært ikke at måtte løbe konkurrencerne, da terrænerne, især på mellemdistancerne, var rigtig fede og passede mig godt. D.5/6 var det dog mellem-finale og jeg skulle prøve at løbe hele banen. Efter et forsigtigt udlæg satte jeg mere og mere tempo på, og da det føltes rigtig godt holdt jeg farten hele banen og løb de 7km i 33min, 5min efter hurtigste tid. Selvom jeg havde bommet 1½min var det en rigtig fed oplevelse (den første i lang tid) og jeg besluttede mig for at det skulle være mellemdistancen jeg ville satse på til VM. Både fordi terrænet passede mig godt og fordi det ville være det mest realistiske at nå at komme i ordenlig form til. Hvis det fortsat gik godt med knæene ville jeg også overveje at deltage i de World Cup afdelinger der kom, hvis jeg blev udtaget, ikke fordi jeg jeg var i god form (snarere tværtimod) men fordi det ville være rigtig god erfaring at få nogle landsholdstarter.
Efter hjemkomst d.7 juni havde vi lige en weekend inden der var afgang til World Cup i Finland/Jukola. Jeg fik slappet lidt af og lavet noget alternativ træning inden jeg ville løbe JWOC-sprinttesten i Botanisk Have om søndagen for at se om jeg overhovedet kunne holde til at løbe intensivt på lidt hårdere underlag end jeg havde været vant til i genoptræningen. Det gik dog ret godt selvom det var svært uden poster at bedømme om man stod ved det rigtige træ/busk, på mellemtiderne kunne jeg se at jeg lå ret ens med ChrB det meste af banen for så miste nogle sekunder på ren løb tilsidst, hvor jeg blev rigtig træt. Knæene havde det dog fint, så jeg besluttede at jeg ville tage med til Finland for kun at løbe World Cup, da jeg ikke havde lyst til at gøre tiomila-episoden efter til Jukola.
-World Cup Finland/Jukola
Torsdag d.14 juni skulle vi løbe kval om formiddagen og finale om aftenen. Jeg kunne se på startfeltet at jeg med min nuværende form, virkelig skulle løbe op til mit bedste for at have en chance for at kvalificere mig til a-finalen. Da jeg skulle ind i startboksen troede jeg at man ville få et backup-kort, men det skulle man åbenbart selv have hentet. Jeg stressede lidt men sagde til Jakob at jeg bare løb uden (dumt).
Første del af banen gik rundt i et lille skovområde og her løb jeg godt og halvvejs var jeg derfor stadig i kontakt med de to jeg startede sammen med fra de andre heat (Anders N, Jani L). Sidste del af banen var mellem store bygninger og jeg måtte virkelig kæmpe for at holde tempoet oppe. Teknikken gik dog stadig fint og jeg kæmpede på, men tilsidst på banen kan jeg se at jeg næsten er blevet hentet af Anders Holmberg og så vidste jeg godt at det ikke så godt ud. Da jeg så kommer i mål viser det sig at jeg ikke er registreret på 2 poster, og jo selvfølgelig ikke har et backup-kort som bevis, så de kunne ikke godkende mig, selvom jeg er overbevist om at jeg har stemplet alle poster grundigt. Flere andre havde vist også problemer, men blev så reddet af backup-kortet. Surt show! Bagefter kunne jeg se på tiderne at min tid alligevel havde været 20sek ude af a-finalen, så det hjalp lidt på humøret da jeg vidste at formen bare ikke var til mere.
A- og b-finale om aftenen var sammen bane, så det var en god mulighed for at teste sig mod de bedste igen. Da jeg varmede op kunne jeg dog mærke at jeg var træt i benene og knæene derfor ikke var helt stabile. Det gjorde ikke decideret ondt men føltes ikke ok, så jeg besluttede ikke at løbe max. Det var ikke det værd!
Da jeg først have flybillet hjem søndag fik jeg lov til at løbe en kort 4.tur for FTOKs 2.hold til Jukola uden de store forpligtelser om andet end at gennemføre. På en træning om fredagen havde jeg løbet 45min lav/moderat tempo uden problemer så jeg ville se hvad jeg kunne holde til på en 7,5km. Jeg startede godt ud men lavede en ordenlig brøler på post 4 og besluttede at jeg ville sætte tempoet lidt ned og køre sikkert. Det gik fint, men de sidste poster ned af skrænten begyndte det ikke at føles helt godt i knæene, så jeg tog det meget stille og roligt tilsidst, men det gjorde alligevel lidt ondt efter næsten en time i skoven. Doh!
Men allerede næste dag var det bedre og selvom det var ret ømt gjorde det ikke ondt, så jeg kunne konstatere at jeg altså på daværende tidspunkt hverken kunne løbe for hurtigt eller langt endnu...
Mere følger...
På IMT sagde de som sagt at jeg havde brud i begge skinneben (Gitte sagde, ¨hva sagde jeg¨) og at det normalt tog 6-8 uger for at hele fuldstændig. Men når bruddet ikke var så stort ville det være forsvarligt at jeg kunne starte løbegenoptræningen igen efter en måneds tid (dvs at jeg stadig kunne nå at komme med på træningslejr i Ukraine 31/5-7/6). Men det afhang jo selvfølgelig af at jeg holdt knæene så meget fra belastning som muligt, dvs ingen løbetræning, jeg skulle begrænse mit cykleri og gang så meget som muligt, men tilgengæld måtte jeg løbe i vand alt det jeg ville.... De anbefalede faktisk at jeg gjorde det ofte for at holde formen oppe samtidig med at jeg kunne lave nogle styrkeøvelser for læggene, så jeg ikke ville få andre problemer når jeg gik i gang i igen.
Åh nej, tænkte jeg. Jeg havde prøvet at løbe i vand et par gange før, og havde stemplet det som den kedeligste træningsform i verden. Men når det nu "kun" var en måned at jeg skulle holde formen (hvad der end var tilbage af den) vedlige, besluttede jeg mig for at give det en chance og løbe i vand hver dag.
Det var en rigtig hård periode mentalt, skal jeg hilse og sige, men jeg var disciplineret og sprang kun en enkelt dag over, samtidig med at jeg prøvede at holde høj intensitet på de fleste træninger selvom det var svært. Det hjalp at træne lidt med Christian Nielsen, som siden januar også nærmest kun have løbet i vand efter sin knæoperation, men faktisk var ret godt løbende da han gik i gang igen...
Efter 3 uger i vandet og 3 uger hvor jeg ikke havde mærket noget til knæene, fik jeg grønt lys for at begynde at cykle stille og roligt igen. Og fuck, hvor var det optur at kunne sætte sig på spinningscyklen igen og give den gas. Først måtte jeg kun køre nærmest uden belastning og blive i sadlen, men som dagene gik, kunne jeg sætte mere og mere belastning på, så pulsen kom op og ringe. Det var en rar fornemmelse.
Der var nu gået 4 uger og der var en lille uge til vi tog afsted til Ukraine, så det var tid at spænde løbeskoene på igen og prøve om man stadig kunne finde ud af det. Det startede med 15min jog på blødt underlag, så 20min og tilsidst 25min hvor det gik godt uden smerter under og efter, så jeg besluttede at tage med til Ukraine, ikke for at løbe så meget, men mere for at få et indtryk af terrænerne og forholdene i Kiev...
-Træningslejr Ukraine
Vi tog afsted d.31 maj. Jeg havde på forhånd lavet en træningsplan sammen med Gitte, som bestod i en løbetur om dagen i fint terræn, hvor længde og intensitet stille og roligt skulle øges og jeg på en mellemdistance sidst på turen skulle prøve at løbe den hele i moderat tempo... wow...
Jeg var bare glad for at jeg omsider kunne få et kort i hånden igen, også selvom det kun var for 20-30min jog af gangen. Det gik også fint med knæene, jeg havde ingen smerter, kun lidt ømhed, og så kunne jeg godt mærke at lårmuskulaturen ikke var så stærk, og jeg lige skulle vende mig til at løbe igen.
Vi deltog i den Ukrainske mesterskabsuge og det var svært ikke at måtte løbe konkurrencerne, da terrænerne, især på mellemdistancerne, var rigtig fede og passede mig godt. D.5/6 var det dog mellem-finale og jeg skulle prøve at løbe hele banen. Efter et forsigtigt udlæg satte jeg mere og mere tempo på, og da det føltes rigtig godt holdt jeg farten hele banen og løb de 7km i 33min, 5min efter hurtigste tid. Selvom jeg havde bommet 1½min var det en rigtig fed oplevelse (den første i lang tid) og jeg besluttede mig for at det skulle være mellemdistancen jeg ville satse på til VM. Både fordi terrænet passede mig godt og fordi det ville være det mest realistiske at nå at komme i ordenlig form til. Hvis det fortsat gik godt med knæene ville jeg også overveje at deltage i de World Cup afdelinger der kom, hvis jeg blev udtaget, ikke fordi jeg jeg var i god form (snarere tværtimod) men fordi det ville være rigtig god erfaring at få nogle landsholdstarter.
Efter hjemkomst d.7 juni havde vi lige en weekend inden der var afgang til World Cup i Finland/Jukola. Jeg fik slappet lidt af og lavet noget alternativ træning inden jeg ville løbe JWOC-sprinttesten i Botanisk Have om søndagen for at se om jeg overhovedet kunne holde til at løbe intensivt på lidt hårdere underlag end jeg havde været vant til i genoptræningen. Det gik dog ret godt selvom det var svært uden poster at bedømme om man stod ved det rigtige træ/busk, på mellemtiderne kunne jeg se at jeg lå ret ens med ChrB det meste af banen for så miste nogle sekunder på ren løb tilsidst, hvor jeg blev rigtig træt. Knæene havde det dog fint, så jeg besluttede at jeg ville tage med til Finland for kun at løbe World Cup, da jeg ikke havde lyst til at gøre tiomila-episoden efter til Jukola.
-World Cup Finland/Jukola
Torsdag d.14 juni skulle vi løbe kval om formiddagen og finale om aftenen. Jeg kunne se på startfeltet at jeg med min nuværende form, virkelig skulle løbe op til mit bedste for at have en chance for at kvalificere mig til a-finalen. Da jeg skulle ind i startboksen troede jeg at man ville få et backup-kort, men det skulle man åbenbart selv have hentet. Jeg stressede lidt men sagde til Jakob at jeg bare løb uden (dumt).
Første del af banen gik rundt i et lille skovområde og her løb jeg godt og halvvejs var jeg derfor stadig i kontakt med de to jeg startede sammen med fra de andre heat (Anders N, Jani L). Sidste del af banen var mellem store bygninger og jeg måtte virkelig kæmpe for at holde tempoet oppe. Teknikken gik dog stadig fint og jeg kæmpede på, men tilsidst på banen kan jeg se at jeg næsten er blevet hentet af Anders Holmberg og så vidste jeg godt at det ikke så godt ud. Da jeg så kommer i mål viser det sig at jeg ikke er registreret på 2 poster, og jo selvfølgelig ikke har et backup-kort som bevis, så de kunne ikke godkende mig, selvom jeg er overbevist om at jeg har stemplet alle poster grundigt. Flere andre havde vist også problemer, men blev så reddet af backup-kortet. Surt show! Bagefter kunne jeg se på tiderne at min tid alligevel havde været 20sek ude af a-finalen, så det hjalp lidt på humøret da jeg vidste at formen bare ikke var til mere.
A- og b-finale om aftenen var sammen bane, så det var en god mulighed for at teste sig mod de bedste igen. Da jeg varmede op kunne jeg dog mærke at jeg var træt i benene og knæene derfor ikke var helt stabile. Det gjorde ikke decideret ondt men føltes ikke ok, så jeg besluttede ikke at løbe max. Det var ikke det værd!
Da jeg først have flybillet hjem søndag fik jeg lov til at løbe en kort 4.tur for FTOKs 2.hold til Jukola uden de store forpligtelser om andet end at gennemføre. På en træning om fredagen havde jeg løbet 45min lav/moderat tempo uden problemer så jeg ville se hvad jeg kunne holde til på en 7,5km. Jeg startede godt ud men lavede en ordenlig brøler på post 4 og besluttede at jeg ville sætte tempoet lidt ned og køre sikkert. Det gik fint, men de sidste poster ned af skrænten begyndte det ikke at føles helt godt i knæene, så jeg tog det meget stille og roligt tilsidst, men det gjorde alligevel lidt ondt efter næsten en time i skoven. Doh!
Men allerede næste dag var det bedre og selvom det var ret ømt gjorde det ikke ondt, så jeg kunne konstatere at jeg altså på daværende tidspunkt hverken kunne løbe for hurtigt eller langt endnu...
Mere følger...
Monday, 30 July 2007
Mit 2007 indtil videre... del1
Uha det blir en lang smøre, men forhåbentlig vil det også hjælpe mig selv med at se hvad der gik galt og hvorfor... Der er overskrifter (så man kan læse det man gider ;-)
-Pingpongtur med Jeppe til Sydøstasien, Australien og New Zealand
Først i November tog mig og Jeppe Borch afsted på en 4 måneders udenlandrejse, som startede i Sydøstasien, hvor vi rejste rundt indtil Nytår. Jeg vil ikke skrive om hvad vi lavede da det hele kan læses på pingpongdrengene.tlog.dk men træningen lå i hvert fald ret stille de to måneder, hvor det kun blev til et par løbeture om ugen mest bare for at holde sig igang. Det var nu heller ikke meningen, da vi begge havde brug for et træningsbreak efter en lang 2006 sæson. Desuden var klimaet og forholdene ikke gunstige for træning.
Vi tog derefter til Sydney og fejrede nytår. Her boede vi hos 4 o-løbere, som alle trænede regelmæssigt, og derfor skulle vi selvfølgelig træne med, nu hvor mulighederne og lysten var der. Vi løb nogle lange ture omkring nytår og skulle derefter deltage i Ultimax 5-days ganske kort efter. Det var noget af en omvæltning for kroppen at løbe langt og hårdt hver dag, og jeg lagde mig med sygdom og begyndte allerede her at have ømme knæ. Jeg troede dog at det var eftervirkninger fra en gammel vokse-skade (schlatters-syndrom) som jeg bare lige skulle vende sig til den daglige løbetræning igen. Her fik jeg også bekræftet at formen, naturligt nok, var lige til at lukke op og skide i, så der var noget at arbejde på.
Vi tog efter 14 dage i Australien videre til New Zealand hvor vi havde planer om at købe vores egen van, som vi kunne rejse landet rundt og samtidig sove i. Vi kendte på forhånd en del o-løbere fra diverse JWOCs, som vi rejste rundt og besøgte og da det var sommer der (= god dansk sommer) var det en perfekt mulighed for at få trænet meget. Jeg løb stort set hver dag den 1½måned vi var der, og meget af træningen bestod i lange bakke/bjergture, hvor vi ofte brugte løbeskoene i stedet for at vandre rundt, men vi fik også løbet nogle intervalpas. Knæene brokkede sig lidt en gang i mellem, men gik så væk igen uden at jeg egentlig gjorde så meget ved, så jeg lagde ikke så meget i det.
Først i februar løb vi Waitangi 4-days, hvor jeg fik vist at formen på en lille måned allerede var blevet betydeligt bedre, da jeg her ikke var langt efter folk som Carsten J, Julian Dent, Tero Fohr, Ross M, så det var fedt at få bekræftet at træningen virkede.
I starten af marts tog vi så et smut tilbage til Bangkok i en uge inden vi skulle hjem til Danmark. Her stod den på badeferie men vi fik samtidig holdt os i gang og trænet hver dag, selvom man var fuldstændig dehydreret efter en times tid.
Efter 2 måneder med rigtig god træning var jeg derfor rigtig spændt på at se hvad formen ville række til i de første forårskonkurrencer. Jeg var sindssygt tændt på at fyre den af, da vi ikke havde løbet særlig meget o-løb.
-Hjemkomst marts, forårets første konkurrencer, start på knæproblemer!
Efter hjemkomst d.9 marts tog jeg nærmest direkte med Ane og hendes familie på en uges skitur til Norge. Rent klimamæssigt var det noget af en omvæltning at komme fra Thailands 35 grader til frost i Norge, og selvom jeg var påpasselig lagde jeg mig alligevel med en ordenlig omgang forkølelse sidst på ugen...
Et par dage efter hjemkomst joggede jeg en tur på hårdt underlag til cirkeltræning hvor jeg lavede de sædvanlige øvelser og spillede fodbold bagefter. Allerede da jeg joggede begyndte det igen at gøre lidt ondt i knæene, men jeg tænkte at jeg nok bare skulle være varm, så jeg lavede også øvelser og spillede fodbold selvom det gjorde mere og mere ondt... Og da jeg stod ud af sengen næste morgen kunne jeg nærmest ikke gå, så ondt gjorde det. Shit!
Jeg tog til Team DK's fysioterapeut som konstaterede at lårsenen som hæfter på skinnebennet på begge knæ var meget irriteret og betændt og at jeg skulle holde mig fra løbetræningen de næste par dage, og så gå stille og roligt i gang igen men det måtte overhovedet ikke gøre ondt, ellers skulle jeg stoppe. Hun sagde at hvis ikke jeg passede på og blev ved med at at overbelaste det, så kunne det ende et brud i skinnebenet...
Jaja, tænkte jeg og var irriteret over at jeg måtte stå over Spring Cup, hvor jeg havde glædet mig til at vise hvad jeg kunne.
Jeg fulgte så hendes råd og gik i gang med at jogge roligt på blødt underlag, og da det gik godt satte jeg forhåbningerne op til at jeg måske skulle løbe DM-nat og Sprint i weekenden, selvom de kloge ikke mente det var smart. Torsdag ville jeg teste knæene på en sprinttræning, men her begyndte det tilsidst at gøre ondt og efterfølgende og især dagen efter, var jeg tilbage hvor jeg startede med store smerter...
Der røg de næste konkurrencer så og jeg måtte starte forfra. Over påsken (påskecenter) begyndte det at blive bedre, jeg kunne løbe længere og længere + at jeg efterhånden også kunne sætte lidt tempo på, og på 3.etape af påskeløbene, løb jeg hele banen i rimeligt godt tempo uden at have smerter under og kun lidt bagefter. Selvom jeg ikke havde fået lov til det endnu. Så tænkte jeg at nu var jeg på rette vej igen, og nu skulle formen køres i stilling til NOC-testløbene 2 uger senere. Men sådan skulle det ikke gå....
-Kulmination af overtræningen, træthedsbrud i begge knæ
Jeg løb nu ca. hver 2.dag, og kørte en del på mountainbike og spinningscykel for at holde træningsmængden oppe, og tænkte at jeg skulle teste knæene af for alvor igen, for at se hvor meget de kunne holde til. Problemet var bare at jeg nu var nået til et punkt hvor jeg stort set ikke mærkede noget mens jeg var igang men at reaktionerne oftest først kom flere timer efter (næste morgen). Jeg havde derfor rigtig svært ved at styre det, for på den ene side ville jeg passe på og ikke gøre noget overilet, men samtidig havde jeg hele tiden næste weekends konkurrencer i hovedet. Det resulterede i at jeg flere gange løb ret hårdt på for så dagen efter at have ondt og måtte holde 2-3 dages løbepause, for så at gøre det igen når smerterne var gået væk. (lige præcis det som Gitte havde advaret imod)
Til NOC-testerne besluttede jeg i samråd med Jakob kun at løbe om søndagen for ikke at presse mig for meget. Jeg løb meget godt bortset fra en enkelt post som jeg simplethen ikke kunne finde/se og botaniserede rundt i området i 5min indtil en flink mand viste mig den (!)
Det kostede en NOC-plads, og det var selvfølgelig surt, men måske alligevel godt nok, da jeg så kunne koncentrere mig at få knæene i orden. Dagen efter havde jeg dog rigtig ondt igen og måtte nu holde løbepause i 4 dage før jeg kunne gå i gang igen.
På trods af de mange advarsler jeg havde fået, tog jeg alligevel med til tiomila, for at løbe en kort tur, da holdet virkelig ikke havde brug for flere afbud. Det gik fint på træningerne i dagene op til, og jeg var egentlig fortrøstningsfuld inden min tur. Men efter 10min af banen begyndte det at gøre ondt, rigtig ondt. Shit!
Jeg kørte på men det blev ikke bedre, tværtimod. Jeg var efterhånden nået halvvejs og kunne godt løbe selvom det var rigtig ubehageligt. Jeg besluttede derfor at kæmpe mig igennem for holdets skyld, men de sidste 2-3km var de værste i mit liv. Jeg kunne bare mærke at det ville gå galt det her!!
Da jeg kom ind kunne jeg kun gå med besvær og dagen efter gjorde det ondt for hvert skridt.. At det så viste sig at jeg havde løbet 3.bedste tid og løbet holdet op på en 7.plads, kunne ikke rigtig gøre mig glad fordi jeg nu vidste at den stod på lang pause...
Da jeg kom hjem fik jeg lavet en knoglescintigrafi, som viste at jeg havde et lille brud i begge knogler og den stod på fuldstændig løbepause.
Mere følger...
-Pingpongtur med Jeppe til Sydøstasien, Australien og New Zealand
Først i November tog mig og Jeppe Borch afsted på en 4 måneders udenlandrejse, som startede i Sydøstasien, hvor vi rejste rundt indtil Nytår. Jeg vil ikke skrive om hvad vi lavede da det hele kan læses på pingpongdrengene.tlog.dk men træningen lå i hvert fald ret stille de to måneder, hvor det kun blev til et par løbeture om ugen mest bare for at holde sig igang. Det var nu heller ikke meningen, da vi begge havde brug for et træningsbreak efter en lang 2006 sæson. Desuden var klimaet og forholdene ikke gunstige for træning.
Vi tog derefter til Sydney og fejrede nytår. Her boede vi hos 4 o-løbere, som alle trænede regelmæssigt, og derfor skulle vi selvfølgelig træne med, nu hvor mulighederne og lysten var der. Vi løb nogle lange ture omkring nytår og skulle derefter deltage i Ultimax 5-days ganske kort efter. Det var noget af en omvæltning for kroppen at løbe langt og hårdt hver dag, og jeg lagde mig med sygdom og begyndte allerede her at have ømme knæ. Jeg troede dog at det var eftervirkninger fra en gammel vokse-skade (schlatters-syndrom) som jeg bare lige skulle vende sig til den daglige løbetræning igen. Her fik jeg også bekræftet at formen, naturligt nok, var lige til at lukke op og skide i, så der var noget at arbejde på.
Vi tog efter 14 dage i Australien videre til New Zealand hvor vi havde planer om at købe vores egen van, som vi kunne rejse landet rundt og samtidig sove i. Vi kendte på forhånd en del o-løbere fra diverse JWOCs, som vi rejste rundt og besøgte og da det var sommer der (= god dansk sommer) var det en perfekt mulighed for at få trænet meget. Jeg løb stort set hver dag den 1½måned vi var der, og meget af træningen bestod i lange bakke/bjergture, hvor vi ofte brugte løbeskoene i stedet for at vandre rundt, men vi fik også løbet nogle intervalpas. Knæene brokkede sig lidt en gang i mellem, men gik så væk igen uden at jeg egentlig gjorde så meget ved, så jeg lagde ikke så meget i det.
Først i februar løb vi Waitangi 4-days, hvor jeg fik vist at formen på en lille måned allerede var blevet betydeligt bedre, da jeg her ikke var langt efter folk som Carsten J, Julian Dent, Tero Fohr, Ross M, så det var fedt at få bekræftet at træningen virkede.
I starten af marts tog vi så et smut tilbage til Bangkok i en uge inden vi skulle hjem til Danmark. Her stod den på badeferie men vi fik samtidig holdt os i gang og trænet hver dag, selvom man var fuldstændig dehydreret efter en times tid.
Efter 2 måneder med rigtig god træning var jeg derfor rigtig spændt på at se hvad formen ville række til i de første forårskonkurrencer. Jeg var sindssygt tændt på at fyre den af, da vi ikke havde løbet særlig meget o-løb.
-Hjemkomst marts, forårets første konkurrencer, start på knæproblemer!
Efter hjemkomst d.9 marts tog jeg nærmest direkte med Ane og hendes familie på en uges skitur til Norge. Rent klimamæssigt var det noget af en omvæltning at komme fra Thailands 35 grader til frost i Norge, og selvom jeg var påpasselig lagde jeg mig alligevel med en ordenlig omgang forkølelse sidst på ugen...
Et par dage efter hjemkomst joggede jeg en tur på hårdt underlag til cirkeltræning hvor jeg lavede de sædvanlige øvelser og spillede fodbold bagefter. Allerede da jeg joggede begyndte det igen at gøre lidt ondt i knæene, men jeg tænkte at jeg nok bare skulle være varm, så jeg lavede også øvelser og spillede fodbold selvom det gjorde mere og mere ondt... Og da jeg stod ud af sengen næste morgen kunne jeg nærmest ikke gå, så ondt gjorde det. Shit!
Jeg tog til Team DK's fysioterapeut som konstaterede at lårsenen som hæfter på skinnebennet på begge knæ var meget irriteret og betændt og at jeg skulle holde mig fra løbetræningen de næste par dage, og så gå stille og roligt i gang igen men det måtte overhovedet ikke gøre ondt, ellers skulle jeg stoppe. Hun sagde at hvis ikke jeg passede på og blev ved med at at overbelaste det, så kunne det ende et brud i skinnebenet...
Jaja, tænkte jeg og var irriteret over at jeg måtte stå over Spring Cup, hvor jeg havde glædet mig til at vise hvad jeg kunne.
Jeg fulgte så hendes råd og gik i gang med at jogge roligt på blødt underlag, og da det gik godt satte jeg forhåbningerne op til at jeg måske skulle løbe DM-nat og Sprint i weekenden, selvom de kloge ikke mente det var smart. Torsdag ville jeg teste knæene på en sprinttræning, men her begyndte det tilsidst at gøre ondt og efterfølgende og især dagen efter, var jeg tilbage hvor jeg startede med store smerter...
Der røg de næste konkurrencer så og jeg måtte starte forfra. Over påsken (påskecenter) begyndte det at blive bedre, jeg kunne løbe længere og længere + at jeg efterhånden også kunne sætte lidt tempo på, og på 3.etape af påskeløbene, løb jeg hele banen i rimeligt godt tempo uden at have smerter under og kun lidt bagefter. Selvom jeg ikke havde fået lov til det endnu. Så tænkte jeg at nu var jeg på rette vej igen, og nu skulle formen køres i stilling til NOC-testløbene 2 uger senere. Men sådan skulle det ikke gå....
-Kulmination af overtræningen, træthedsbrud i begge knæ
Jeg løb nu ca. hver 2.dag, og kørte en del på mountainbike og spinningscykel for at holde træningsmængden oppe, og tænkte at jeg skulle teste knæene af for alvor igen, for at se hvor meget de kunne holde til. Problemet var bare at jeg nu var nået til et punkt hvor jeg stort set ikke mærkede noget mens jeg var igang men at reaktionerne oftest først kom flere timer efter (næste morgen). Jeg havde derfor rigtig svært ved at styre det, for på den ene side ville jeg passe på og ikke gøre noget overilet, men samtidig havde jeg hele tiden næste weekends konkurrencer i hovedet. Det resulterede i at jeg flere gange løb ret hårdt på for så dagen efter at have ondt og måtte holde 2-3 dages løbepause, for så at gøre det igen når smerterne var gået væk. (lige præcis det som Gitte havde advaret imod)
Til NOC-testerne besluttede jeg i samråd med Jakob kun at løbe om søndagen for ikke at presse mig for meget. Jeg løb meget godt bortset fra en enkelt post som jeg simplethen ikke kunne finde/se og botaniserede rundt i området i 5min indtil en flink mand viste mig den (!)
Det kostede en NOC-plads, og det var selvfølgelig surt, men måske alligevel godt nok, da jeg så kunne koncentrere mig at få knæene i orden. Dagen efter havde jeg dog rigtig ondt igen og måtte nu holde løbepause i 4 dage før jeg kunne gå i gang igen.
På trods af de mange advarsler jeg havde fået, tog jeg alligevel med til tiomila, for at løbe en kort tur, da holdet virkelig ikke havde brug for flere afbud. Det gik fint på træningerne i dagene op til, og jeg var egentlig fortrøstningsfuld inden min tur. Men efter 10min af banen begyndte det at gøre ondt, rigtig ondt. Shit!
Jeg kørte på men det blev ikke bedre, tværtimod. Jeg var efterhånden nået halvvejs og kunne godt løbe selvom det var rigtig ubehageligt. Jeg besluttede derfor at kæmpe mig igennem for holdets skyld, men de sidste 2-3km var de værste i mit liv. Jeg kunne bare mærke at det ville gå galt det her!!
Da jeg kom ind kunne jeg kun gå med besvær og dagen efter gjorde det ondt for hvert skridt.. At det så viste sig at jeg havde løbet 3.bedste tid og løbet holdet op på en 7.plads, kunne ikke rigtig gøre mig glad fordi jeg nu vidste at den stod på lang pause...
Da jeg kom hjem fik jeg lavet en knoglescintigrafi, som viste at jeg havde et lille brud i begge knogler og den stod på fuldstændig løbepause.
Mere følger...
Velkommen til min Blog
Jeg sad lige og kedede mig og så tænkte jeg: "jeg laver sgu en blog, det er jo så populært!"
Så hvis du sad og surfede efter porno er du (måske?!) gået forkert, på denne blog er det nemlig i første omgang meningen at jeg vil berette lidt om hvad jeg går og laver og hvorfor. Jeg er nemlig orienteringsløber og da jeg bruger ret meget tid på min sport og satsning synes jeg det ville være en god idé at andre også kunne følge med i det.... Så her er den, enjoy!
Så hvis du sad og surfede efter porno er du (måske?!) gået forkert, på denne blog er det nemlig i første omgang meningen at jeg vil berette lidt om hvad jeg går og laver og hvorfor. Jeg er nemlig orienteringsløber og da jeg bruger ret meget tid på min sport og satsning synes jeg det ville være en god idé at andre også kunne følge med i det.... Så her er den, enjoy!
Subscribe to:
Posts (Atom)