Tuesday, 15 November 2011

Træningsopsummering 2011

2011 blev både trænings- og konkurrencemæssigt endnu et godt år, selvom det egentlig bare var VM jeg lykkedes på af vigtige konkurrencer


Hvis man kigger på min fysiske træning for 2011, så fik jeg trænet rigtig godt i vinter uden de store skadesproblemer. Eftersom sneen lå tungt over Skandinavien, blev det ret meget træning på langrendsskiene og lidt for lidt med løbeskoene på efter min mening. Jeg fik dog løbet en del på træningslejre i sydens sol, og prioriterede mængdetræning på ski når jeg var i Oslo. Jeg havde to sygdomsperioder, en i februar og en i april, begge efter for meget rejse og for dårlig restitution. Fysiske tester i april viste at jeg havde hævet niveauet fra sidste år, så så langt gik det efter planen. Men i maj startede problemerne, først med en kraftig forstuvning, og 3 uger senere da jeg var ordentlig løbende igen, faldt jeg på en langdistance i Frankrig og slog knæet. Først blev slaget ikke vurderet som alvorligt, men da det fortsatte med at gøre ondt efter hævelsen havde lagt sig og jeg måtte droppe at gennemføre NORT, fik jeg konstateret at det var et bone-bruise. Det betød flere ugers løbepause med bare 1½måned til VM, og derfor var jeg nød til at træne meget alternativt i juni og juli. Jeg fik dog trænet rigtig meget og godt i juli (først på cykel og senere som løb), som var altafgørende for at jeg kunne finde topformen til VM.
VM blev som tidligere beskrevet en succes med to gode kvalifikationsløb og en 7.plads på mellemdistancen, på trods af optakten. Den fysiske opkøring var selvfølgelig vigtig, men jeg tror især at den store tekniske forberedelse jeg havde lavet før VM, og de mentale forberedelser var grunden for at jeg præsterede.
Den gode form fortsatte efter VM hvor jeg testede 80,2 i VO2max og løb 15,22 på en 5000m, hvilket ramte de fysiske mål jeg havde sat mig for sæsonen. Jeg prøvede at holde formen kørende indtil World Cup afslutningen i Tjekkiet og Schweiz, men en forkølelse til NM og en forstuvning på den anden fod, gjorde at det blev under standard. I oktober har jeg trænet meget lystbetonet, er begyndt at træne mig op på asfalt, og har haft travlt med skolen. Det lykkedes mig at hive en 4.plads hjem på NM-nat efter at have mistet føringen på et defensivt vejvalg til sidsteposten, men blev forkølet igen bagefter. I weekenden var der så sæsonafslutning i Danmark med BallerupSprinten og Jættemilen, som mere fungerede som opstart for mit vedkommende, og resultaterne var derefter.



I 2011 blev der altså totalt til 640 timers træning, hvoraf de 164 timer var o-teknisk træning. Det er den største træningsmængde jeg har haft nogensinde og jeg er sikker på at en øgende træningsmængde de sidste 2 år har været en medvirkende faktor til at jeg har løftet mig. Efter 2009 bestemte jeg mig for at satse endnu mere, ved at forlænge mit studie og gøre noget aktivt ved flere af de svagheder jeg kunne konstatere jeg havde. Jeg har trænet hårdt og målrettet med skadesforebyggende styrketræning, optimere min tekniske træning og blive stærkere mentalt i samarbejde med Kenneth Buch, og udviklet min fysiske træning i samarbejde med Klavs Madsen. Det er enormt tilfredsstillende at jeg kan se at træningen har givet effekt.







I fredags afleverede jeg min sidste eksamensopgave for 2011 og nu er der skoleferie indtil nytår, hvor jeg skal færdiggøre bacheloren i Oslo. Det giver tid og ro til at få evalueret og sat mål for næste sæson, og den mere planlagte seriøse træning er allerede gået i gang, og jeg er fuld af motivation for en god lang træningsvinter. Målsætningen fysisk er i første omgang at blive i stand til at kunne løbe mere end jeg har gjort før selvom der skulle komme lige så meget sne, som de sidste 2 år. Det betyder en rolig opbygning på hårdt underlag de næste måneder, hvilket er fint at gøre her i København. Desuden skal jeg 3 uger til Australien med svigerfamilien d.12/12 - 2/1, så der bliver god mulighed for at få trænet i varmen. Jeg har ikke fastsat præcise procesmålsætninger for næste år endnu, men resultatmålsætninger for EM og VM er allerede lavet i samarbejde med landstræneren. Målet er at udvikle mine evner på langdistancen, hvilket bl.a. kræver at jeg bliver stærkere fysiskt. Ellers hedder det top 15 på EM-lang, top10 på EM-mellem, top15 på VM-lang og top8 på VM-mellem.
Så der ligger et hårdt arbejde foran mig :)

No comments: