En ulykke kommer sjældent alene

En tragisk historie fra det virkelige liv.

I slutningen af sidste uge havde vi første undervisning i håndbold på skolen. Eftersom jeg har spillet lidt før var det ret let for mig, da mange af de andre ikke havde. I slutningen af timen skulle vi prøve at spille lidt på 2 mål, for at få en fornemmelse af selve spillet.
På et tidspunkt er vi i kontra og jeg ser et stort hul i forsvaret og tager er par hurtige skridt, desværre så har Henning set hvad jeg vil og selvom han er for sent ude, sætter han benet ud med knæet i min lårhøjde. Slam! Trælår på højre ben (og jeg fik desuden kun frikast...)
Efter nogle dage på sofaen med kompression, kunne jeg så begynde at gå igen, og så småt cykle, styrketræne og gå på ski. Jeg valgte at se det fra den positive side, fordi mine lægge så kunne få endnu mere ro så jeg kunne være helt klar til at tage til Portugal. Jeg begyndte at løbe så småt i starten af ugen og ømheden og smerterne blev mindre og mindre. Sådan!

I går skulle vi så have 2. undervisningstime i håndbold... Jeg mærkede ikke mere til låret når jeg løb, men var indstillet på at tage det lidt roligt alligevel. Jeg skulle dog lige være med til opvarmningen hvor der jo ikke kunne ske noget. Den sidste opvarmningsøvelse var et spil hvor man ikke måtte løbe med bolden men bare kaste til hinanden og så løbe uden bold, for at kunne score på modstanderens baglinje.
På et tidspunkt er jeg fri på højrekanten, men spilningen er for langt foran mig og jeg må løbe i fuld fart for at få den inden modstanderen. Andreas har dog tænkt det samme, men jeg er alligevel først henne ved bolden med ham lige bagved. Idet jeg griber bolden med højre hånd og sætter højre ben ud for at stoppe, kan jeg godt fornemme at foden ikke rammer jorden som beregnet men for meget på ydersiden. Andreas ser først for sent at jeg prøver at stoppe, og ryger ind i mig. Skubbet og den ekstra vægt gør at jeg vrikker endnu mere ud over ankelen indtil jeg hører et "knæk!" og en voldsom smerte.
Jeg er udemærket klar over hvad der er sket (har prøvet det før), men inden jeg får lagt mig ned hopper jeg rundt i smerte og irritation og giver Andreas nogle danske gloser med på vejen som jeg ikke skal skrive her. Forstuvet fod og nogle smadrede ledbånd.
Jeg klarer slet ikke at støtte på foden bagefter og må ligge med is og kompression i ulidelig smerte, men det er jo det som virker. Jeg får efterfølgende Mikkel til at hente mig og køre mig hjem, hvor jeg i går tilbragte hele dagen på sofaen med benet højt og godt pakket ind.
I dag er så dagen som jeg har set frem til i lang tid, afgang til Portugal, varme, snefrit terræn og ferie. Men jeg er sjovt nok ikke så glad som jeg kunne have været eftersom jeg forsat har problemer med at støtte på foden og ikke kan have den nede for lang tid af gangen. Hvad gør man?

Man kunne være fristet til at give op og blive hjemme på sofaen, og jeg må indrømme at i går strejfede tanken mig. Men efter at have drevet Ane til vanvid besluttede jeg, at jeg nægter at give op. Derfor rejser jeg i dag kl 15 til Lissabon, hvis jeg altså kommer hele vejen ud til lufthavnen med bagagen på ryggen.
Der kommer nok til at gå nogle dage før jeg kan gå ordenligt og endnu længere før jeg kan løbe, men om jeg så skal kravle rundt i skoven for at få lidt o-træning, så gør jeg det. En forstuvet fod bliver jo heldigvis hurtigt bedre. Under alle omstændigheder skal jeg i hvert fald nyde "ferien", og få ladet batterierne op til bl.a. at kunne spille lidt håndbold når jeg kommer hjem igen. Det kan være man skal melde sig frivilligt til at være dommer??