Sunday, 4 November 2007

Træningen går fremad...

Siden sidst er der egentlig ikke sket så meget her i Oslo... Højdepunktet må siges at være til Blodslitet for 2 weekender hvor jeg blev flot nr.2 i Herre Åpen. Desuden så forsætter de gode tendenser i træningen, hvor jeg er begyndt at kunne løbetræne mere effektivt!

Blodslitet

Min præstation i Blodslitet var en positiv overraskelse, da jeg mest bare tog det som en god træning og havde trænet ganske hårdt op til. Benene var da heller ikke specielt friske, men teknisk gik det ret godt og tempoet i Herre Åpen passede egentlig ganske fint til min nuværende form. Jeg havde dog et ½min bom på 4'eren hvor 2 mand stak af, men derfra lå jeg og trak toget, hvor der tilsidst kun var en anden der kunne følge med. Det var en dejlig fornemmelse at ligge i front og lade orienteringen styre farten, og samtidig se de andre have svært ved at følge med... Det resulterede i en 2.plads, da den egentlige vinder, Sami Hamalisto fra Halden, vist havde løbet fejl vej rundt på butterflies.

Resultater her

Efterfølgende var der som sædvanlig Gosippet i Skihytten, som var lige så legendarisk som det plejer! ;-)


Klubmesterskaber

Sidste weekend var der så klubmesterskaber i Bækkelaget, og konceptet var en 5,5km bane med omvendt jagtstart hvor startlisten blev lavet ud fra vurderet styrke, og det så galdt om at komme først ind. Jeg havde været lidt syg op til og var ikke helt på toppen, men sådan en konkurrence kunne man jo ikke sige nej til!
Jeg havde fået en god starttid godt fremme i startfeltet, dog med hele 2min op til Martin Soukop og en sulten Jeppe Borch startende 40sek efter. Anders Nordberg sluttede feltet af 6min efter mig. Terrænet var rimeligt bynært med mange stier, så teknisk var det ikke den store udfordring, men fysisk skulle jeg få min sag for. På langstrækket til 2'eren fik jeg taget et dårligt vejvalg og da jeg kravler op til den kan jeg se Jeppe ikke mere end 20sek efter. Denne dag var der dog ikke det sædvanlige ekstra gear til at rykke fra Jeppe igen da jeg havde hovedet fyldt med snot, og da jeg kunne vise ham alle posterne åd han mig stille og roligt ind (Ja, jeg ved det lyder utroligt!)
Jeg besluttede mig for at lægge mig bagerst, for at kunne udnytte evt fejl fra hans side, men selvom der kom nogle stykker, formåede jeg aldrig at få det afgørende hul selvom jeg løb rigtig godt teknisk. Jeg førte dog an ned til næstsidsteposten og op over knolden til sidste posten, men i spurten kunne jeg ikke stille noget op mod dette løbefænomen, Jeppe Sprinter Borch!
Ingen af os kunne dog gøre noget ved Martin som var først i mål og blev klubmester foran Daniel Marston som var gået forbi os i skoven. Resultater kan ses nederst...

I de sidste par uger har jeg sammen med landstræneren også siddet og planlagt lidt ud i fremtiden mht til træning. Det er endt udi at jeg har indlagt nogle hviledage i mit træningsprogram for på den måde få mere fokus på min restitution, en ting som jeg måske ikke har været så god til tidligere. Jeg er, i stedet for det normale uge-program, begyndt at køre med et 10-dages træningsprogram hvor der er indlagt 2 hviledage. Det betyder ikke at mængden på den måde går ned, men mere at jeg træner hårdt på i 4 dage for så derefter at give kroppen fuldstændig ro. Med de arbejdstimer jeg har i SFO'en (12.30-16.30) passer der fint at kunne træne hårdt 2 gange om dagen uden at skulle alt for tidligt op og dermed forstyrre den vigtige søvn. Jeg håber at det vil give mig lidt mere overskud, så jeg kan være rigtig frisk og få god kvalitet på de træninger som selvfølgelig skal være hårde.
Samtidig er jeg også begyndt at løbe nogle længere ture, og i fredags løb jeg så min første rigtige intervaltræning i rigtig lang tid, og det alt sammen uden problemer med knæene. Den øgede løbetræning er stadig suppleret af meget cykling of styrketræning, så jeg satser på at træningent forsætter den rigtige vej, så jeg kan få en rigtig god vintertræning.

3.afd af BSK by night

I onsdags var det så tid for 3.afd af BSK by night, hvor jeg jo havde revance til gode på sprinteren. Der var fællesstart med 2 forskellige runder og en afsluttende fælles runde, ialt 7,3km. Jeg havde haft hviledag om tirsdagen, så benene føltes friske og klar, tilgengæld så var hovedet åbenbart ikke skruet ordenligt på. Jeg lagde i hvert fald ud med at forcere tempoet i starten og bommede stort på både 2'eren og 3'eren, indtil jeg besluttede mig for at tage mig sammen. Derfra gik det ok teknisk og da jeg på vej indtil skifte møder teten i modløb gav det lidt blod på tanden. På 2.runde bommede jeg dog igen 2'eren meget og før sidste runde fik jeg at vide at jeg havde 4min op. Sidste runde gik ok, selvom jeg svajede lidt, og jeg endte som 4'er, 5min efter Martin som havde revet alle rundt på 2.runde.
Det vigtiste var dog at jeg fik Jeppe sat godt og grundigt på plads, og det jeg vove at påstå at klubmesterskabet var en enkelt forestilling!!!

Resultater fra klubmesterskab og BSK by night kan ses på Bækkelagets hjemmeside

Næste weekend er der Bækkelaget samling på Beitostølen, hvor vi forhåbentligt skal tage vinterens første tur på ski, og weekenden efter er der Afslutningssamling med Landsholdet i Åhus. Så der er nok at se til ;-)

No comments: