Jeg havde en rigtig fin sidste måned før VM og fik også gode tilbagemeldinger på at kroppen var klar til start. Kvalifikationerne fik jeg gennemført efter planen, ikke nogen perfekte præstationer, men på det tekniske niveau jeg vidste jeg kunne. Fysisk føltes det ikke specielt godt, men to 3.pladser fortalte at det altså gik hurtigt nok i skoven.
Langdistance Finale
Jeg havde en meget god følelse i kroppen i dagene op til og også før start og selvom jeg vidste at det ville blive en lang hård tur i skoven. Første del af banen gik i noget helt anderledes terræn end vi havde prøvet før, med ret god sigt og uden grene i bunden, men fortsat ret detaljeret, kuperet og stenet. Det betød at man egentlig kunne holde ret god fart, hvis man altså havde kortkontakten. Det sled jeg med i starten hvor jeg tøvede meget og lavede deciderede fejl på både post 3 og 4. Kom ind i lidt bedre rytme efter det og synes egentlig at det gik fint, indtil jeg fik lavet en parallelfejl ud fra post 9 og røg alt for lavt, hvilket kostede 1½min. På vej ind i 10'eren så jeg så Lundanes og Föhr bagfra, og tænkte at de måtte have løbet godt, så det var oplagt at udnytte deres fart.
Jeg hængte mig på men på langstrækket til 13'eren trykkede Lundanes på gaspedalen op af skibakken og jeg måtte virkelig bide tænderne sammen for at hænge på. Ned mod publikumspassagen mærkede jeg at trætheden overvældede mig og jeg indså at jeg måtte sænke tempoet for ikke at ramme muren. Det var dog lidt for sent og selvom jeg fik væske og energi på passagen var kroppen helt død ud fra stævnepladsen og hovedet helt væk. Det startede med jeg at bommede posten efter med 3min hvor jeg gik rundt i de væltede træer, og til næste post slog hjernen så fuldstændig fra og jeg tågede rundt i 12 minutter uden at kunne få styr på noget som helst. Da jeg endelig fandt posten (efter 14min!) havde jeg allerede opgivet selve konkurrencen fordi der ikke var mere tilbage i kroppen, men besluttede alligevel at jogge resten af banen, da det også er for slapt at udgå bare fordi man har en dårlig dag.
Det var dog en fin beslutning både fordi jeg fik bommet ud af kroppen og blev gode venner med kortet igen, og desuden også var helt afklaret med skuffelsen og allerede havde blikket rettet mod mellemdistancen da jeg krydsede målstregen efter 2timer26min som nr.37.
I efterkant må jeg bare konstatere at jeg hverken er stærk nok fysisk eller mentalt til så lange baner, og desuden også skal blive bedre til at løbe på 1:15000 kort. Hvis man skal gøre sig gældende på langdistancen så kræver det at man løber mere end jeg har gjort og det hjalp heller ikke at jeg havde 1½måned i juni (hvor jeg bare løb 20 timer) og halvdelen af juli hvor jeg ikke kunne løbetræne ordenligt pga knæproblemer. Det har helt sikkert ikke været optimalt for udholdenheden.
Mellemdistance Finale
Kroppen var ret død efter langdistancen og dagen efter var tung, men på joggeturen om morgenen før mellemdistancen føltes kroppen igen let og fin, så alt var som det skulle være.
Jeg kunne dog også for alvor mærke nervøsiteten komme, men med de værktøjer som den mentale træning med Kenneth har givet mig i løbet af året gjorde at jeg kunne finde det rigtige spændingsniveau før start. Glæden og lysten var de klart mest dominerende følelser og vidste hvad jeg skulle ud og gøre.
Jeg lavede allerede et lille svaj på 1'eren hvor jeg ikke så posten, men var god til at få accepteret fejlen, for jeg vidste at jeg ville komme til at lave små fejl, og komme hurtigt videre, noget jeg også har arbejdet med mentalt. Derefter kom jeg ind i en rigtig god rytme hvor jeg lod teknikken styre tempoet og havde ikke fornemmelsen af at trykke på fysisk. På langstrækket til 7'eren kørte jeg venstre for at få en bedre indgang i posten og blev da også belønnet med 3.bedste stræktid her, og lå samlet 6'er. Dagens største fejl kom dog til 8'eren hvor jeg var alt for unøjagtig med min planlægning og retning og først fangede fejlen for sent. Det kostede 45sek, men fik mig tilbage på fuld koncentration. Den næste svære passage var jeg meget omhyggelig og fik gennemført den godt og fik kontakt med Ushvarok på 11'eren. Var lidt i tvivl om hvad jeg skulle gøre til 13'eren men valgte det sikre på sti selvom det gav flere højdemeter. Til 15'eren kom dagens 3.fejl da jeg røg skævt ned af skrænten og måtte lave en højrebue ind i posten som kostede 20-25sek. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg lå an da jeg passerede stævnepladsen, men da jeg fik at vide at jeg kæmpede om medaljer og de danske tilskuere råbte og skreg var det et kæmpe motivationsboost, og jeg trykkede virkelig på sidste runde. Jeg tøvede dog rigtig meget til både post 19 og 20 som kostede 10-15sek hver, men kunne alligevel løbe i mål i det der skulle blive 7.bedste tid, et resultat jeg er ekstremt tilfreds med.
Det er en enorm tilfredsstillelse at kunne præstere på årets vigtigste løb, og selvom det ikke var et perfekt løb, så havde jeg heller ikke forventet at jeg skulle kunne løbe fejlfrit, for det har jeg ikke gjort i Fransk terræn endnu.
I tillæg var det også noget af det fedeste terræn jeg har løbet i, det mindede lidt om starten på langdistancen bare ikke så kuperet. Sådan nogle mesterskabsterræner skal vi have flere af :)
Stafet
Efter at Søren Bob ikke kunne løbe, havde vi valgt at bytte lidt rundt på rækkefølgen, så jeg skulle løbe først, da planen var at holde os så længe fremme som muligt.
Jeg var meget motiveret og selvom kroppen begyndte at mærke de mange konkurrencer var jeg virkelig opsat på at løbe en god 1.tur.
Jeg lagde offensivt ud og var med helt fremme på stien til 1'eren, men da vi kom ind i terrænet tøvede folk og jeg havde fornemmelsen af at være ganske alene i front de første poster. Jeg sad dog lidt fast midtvejs til 3'eren og da jeg i tillæg bommede 4'eren var de andre oppe igen.
Jeg kunne konstatere at jeg havde den lange gafling til 5'eren og da jeg desuden fik taget en dårlig trasse til 6'eren måtte jeg arbejde på de næste poster for at få lukket hullet igen. På vej mod publikumsposten kunne jeg dog se de forreste, men en lang gafling på posten efter gjorde at jeg igen havde omkring 30sek op til de forreste.
Til 15'eren kunne jeg dog se deres (Schweiz, Sverige, Rusland) rygge foran og selvom posten så skummel ud satsede jeg på at de ville ramme den lige som de foregående 14, og hamrede nedover for at lukke hullet. Da vi kom ned i det lysegrøne med gule klatter overalt, stoppede alle op og folk begyndte at løbe forvirret rundt og der opstod panik. Jeg var usikker på hvor jeg var, løb sydpå for at læse mig ind men fik ikke rigtig styr på det. Jeg prøvede at rode lidt mere rundt sammen med de andre og man løb og kiggede på de andre for at se om de havde haft den. Nu begyndte jeg for alvor at stresse for minutterne gik og først da jeg fik læst mig ind på lysningen nordvest for posten og i samme øjeblik så Merz, Holmberg og de andre hamre mod næste post, vidste jeg at det var kørt. Jeg fik mirakuløst fundet posten, stående nede i hullet i en busk, i et område hvor jeg var helt sikker på jeg havde været før. Men i mellemtiden havde jeg altså tabt 4min og jeg var nu helt tom for kræfter, og kunne løbe i mål som nr.13, 3min efter Carl som var 1½min efter på post 14, men spidede 15'eren, tog inderbanen på alle og sørgede for at Norge var i tet. Respekt!
Thrane løb en fin 2.tur, men havde selvfølgelig ikke en chance mod de bedste når han gik ud 3min efter, og CC kunne løbe os i mål på en lidt skuffende 13.plads. Den tager jeg på min kappe drenge...
Et lidt trist punktum for VM, men der var så meget andet at glæde sig over både for mit eget vedkommende, men også for de danske pigers fantastiske indsats.
Efterfølgende har det, som det plejer, været lidt tomt og mærkeligt at komme tilbage til hverdagen igen, men jeg føler allerede ny motivation for de kommende konkurrencer. I efteråret står den på DM-mellem og Midgårdsorm, NM-lang/mellem/stafet og de afsluttende World Cup afdelinger i Tjekkiet og Schweiz i slutningen af september.
Jeg var helt smadret da jeg kom hjem men kroppen føles klar igen og tiderne på de 1000m intervaller jeg løb i går i Århus viser at formen er bedre end nogensinde (3,05-3,00-2,56-2,54-2,53-2,51) selvom jeg ikke har løbet på bane siden maj. Bring it on!
