Friday, 8 April 2011

Vintertræning færdig - Sæsonstart i weekenden?

I morgen og på søndag er det planen at jeg skal løbe årets første konkurrencer, DM-sprint i Silkeborg og DM-Ultralang ved Bidstrup Gods. Men en lettere forkølelse som kom i onsdags, har gjort det lidt tvivlsomt om jeg stiller til start. Jeg har haft lidt ondt i halsen de sidste par dage, men i dag har det været bedre og jeg har været ude og jogge en tur med Mikkel, hvor jeg egentlig følte at det gik nogenlunde og pulsen i tillæg lå normalt. Men jeg vil i morgen formiddag tage en vurdering om jeg er frisk nok til at løbe, og jeg kommer ikke til at gå på kompromis med helbreddet. For selvom det er sjove konkurrencer og jeg har glædet mig meget til for alvor at komme i gang med konkurrencerne har jeg ikke lyst til at risikere noget med henblik på resten af sæsonen. Hvis jeg skal løbe Ultralang på søndag skal jeg være 100% frisk i morgen og selvom jeg håber er det nok tvivlsomt... Træningen har ellers gået upåklageligt det sidste stykke tid og bortset fra en lille uges sygdom i starten af februar, har jeg fået trænet meget og kontinuerligt siden november. 310 timers træning på årets første 5 måneder hvor halvdelen har været med løbeskoene på er mere end jeg har trænet før. Og når jeg samtidig også har øget tilsvarende i høj-intensiv træning, har jeg også følt mig stærkere og hurtigere i år end nogensinde før. Jeg har trænet godt på det meste af marts, men har de sidste uger sat ned for mængden og op for intensiteten for at finde noget fart og overskud til årets første konkurrencer. Formen har føltes god på det sidste, så selvom det måske ikke bliver i weekenden jeg skal få afprøvet den, så kommer der heldigvis flere konkurrencer de næste uger. Jeg bliver i Danmark i næste uge hvor jeg skal lave Max- og submax tests i Brøndby, som endnu en måling på hvordan træningen har gået. Derefter skal jeg løbe DM-nat inden der er Landsholdssamling i Blekinge i påsken. Jeg er glad for at jeg har prioriteret at være meget i Danmark nu her, for i Norge er stort set alle løb blevet aflyst og desuden er det træls at træne i Oslo nu, hvor sneen smelter og der er sjap og is overalt. Forårets vigtigste konkurrencer bliver Elitserie-løbene i Jönkoping i slutningen af Påsken og Tiomila i Stockholm weekenden efter, så der håber jeg at topformen er på plads.

No comments: