I morgen går det løs med årets sidste vigtige konkurrencer, 13,6km langdistance her ved Annecy i Frankrig, ikke langt fra næste års VM terræner. Vi har trænet i relevante terræner de sidste par dage, og er blevet udfordret på alle måder som man kan som orienteringsløber. En meget stenet bund gør det virkelig krævende løbsteknisk, stor kupering og terræner i 1000-1500m højde gør det tungt fysisk, og et svært læseligt detaljerigt kort giver en masse tekniske udfordringer. Alt i alt er det et mekka for en orienteringsløber og det er en fornøjelse at træne her. Jeg kan generelt godt lide når det er stenet og svært og jeg glæder mig rigtig meget til i morgen, hvor jeg får første indtryk af hvordan jeg klarer udfordringerne her på en vigtig konkurrence og hvordan jeg ligger i forhold til andre. Den vigtigste opgave bliver at tage sig tiden til at læse kortet og kæmpe med at holde koncentrationen hele vejen, da man ikke kommer til at "slappe af" nogen steder.
Forberedelserne har gået mere eller mindre perfekt siden VM og jeg føler mig bedre løbende nu end jeg har gjort på noget andet tidspunkt i år. Jeg har arbejdet en del med mine evner på hårdt fladt underlag de sidste måneder, og kan allerede se fremskridt på på intervaltider. Jeg kommer nok ikke til at få brug for disse evner i morgen, men om en uge er der World Cup Finale i Schweiz med mellem og sprint, hvor jeg håber på at kunne se resultaterne af den gode træning.
For nogle uger siden løb jeg NM på Beitostølen, hvor jeg løb en dårlig teknisk mellemdistance og sluttede som nr.16, men på stafetten gik det bedre. Selvom det ikke var nogen top-dag fysisk løb jeg godt teknisk og løb os fra 8. til 3.plads med dagens hurtigste tid på 2.tur. Carl var desværre slidt, men vi sluttede også som nr.3, så det var vi tilfredse med.
VM-forberedelserne til næste år er som sagt allerede i fuld gang og i næste uge skal vi træne 6 relevante træninger inden vi skal videre til Schweiz. Jeg tager træninger og konkurrencer med ret åben tilgang, for at kunne analysere det på bedst mulig måde bagefter. Det vil give mig nogle ideer om hvordan jeg skal træne fremover, og allerede når jeg skal til Frankrig igen i november, skal flere af disse ideer afprøves.
No comments:
Post a Comment