I Portugal gik det ellers over al forventning. Min fod var ikke helt god, men samtidig heller ikke værre end at jeg kunne løbe allerede 2 dage efter. De første konkurrencer tog jeg roligt men kunne til sidst på turen løbe igennem næsten uden problemer, især de 2 konkurrencer i blødt kystterræn i den sidste weekend, gik godt, og formen begyndte også at komme. Samtidig mærkede jeg ingenting til læggene, så det var positivt.
Ugen efter hjemkomst gik det egentlig fint, men læggene begyndte at gøre ondt af det hårde underlag og at jeg ikke tog det roligt nok med løbetræning efter en hård træningslejr. Jeg besluttede derfor igen at tage noget pause fra løbetræningen, og få dem trænet grundigt op, så jeg kunne være helt klar til Spring Cup.
I stedet for at tage med på sprintsamling i Larvik i weekenden d.14/15, besøgte jeg Ane og hendes forældre som var på skiferie på Skeikampen. En blanding af for dårlig restitution op til og for meget træning på fjeldet gjorde imidlertid at jeg begyndte at hoste voldsomt da vi kom hjem. Jeg må simpelthen blive bedre til at se faresignalerne, så jeg kan undgå disse sygdomme. Pga obligatoriske timer på skolen var jeg nød til at være lidt med på det, men hosten blev bare ved, og i lørdags efter 5 dage, var det så slemt at vi tog til vagtlægen, fordi vi frygtede at det var lungebetændelse. Lægen kunne dog heldigvis sige at det "bare" var bronkitt, som ville tage op til en uge at komme over med den hostasaft jeg fik.
Problemet var at jeg skulle med skolen på tur til Beitostølen, hvor vi skulle være ledsagere på langrend for syns- og bevægelseshæmmede på "Ridderugen". Jeg tog dog med da hostesaften virkelig hjalp og egentlig går det bedre og bedre nu her, selvom jeg forsat hoster lidt. Jeg er ledsager for en 19-årig fyr som hedder Vegard Dahle, og selvom han stort set mangler en fod, så betyder det ikke at han ikke kan køre på ski. Han har lidt problemer med diagonalgangen, da han ikke klarer at bruge højre fod ordenligt, men hvad han ikke har i benene har han til gengæld i overkroppen... I januar blev han nr.2 på stafetten i VM i Paralympics i Finland, og målet er at vinde Paralympics i Vancouver næste vinter! Han har egentlig ikke brug for en ledsager, men jeg må være med alligevel for sikkerhedens skyld.
Der er masse forskellige konkurrencer her og i går kørte vi det legendariske "Fjellrennet", 25km fjelløyjpe. Det gik fint når det var modbakke og nedaf, men når det var fladt og dobbelt stavtag, så sled jeg med at følge med. Det var dog en kanon fin tur, og vi brugte 1t35min, som var 5 min bedre end næste mand, en 35-årig blind mand! Omtale her
I dag var der skiskydning, hvor han også vandt sin klasse suverænt, er her klarede jeg simpelthen ikke at følge ham på de 3x2km runder. Det var rigtig hårdt føre og helt fladt så han kørte uden smøring og stagede som ind i helvede, hvilket satte mine løberarme på overarbejde. I morgen er der 10km, som igen er i stort set fladt terræn, så jeg gruer mig allerede.
I morgen eftermiddag har jeg så fået lov til at smutte her fra Beitostølen, så jeg kan være med til Spring Cup. Eftersom jeg stadig hoster og først begyndte at træne i mandags efter en uge på langs, så er forventningerne rent resultatmæssigt nedtonet en del, men det ændrer ikke på at jeg glæder mig til at løbe o-løb i snefrit terræn igen. Jeg joggede ½ time på vej idag uden at mærke noget til læggene, så det er forhåbentlig det sidste jeg har mærket til dem, hvis jeg træner fornuftigt fremover. Spring Cup skal for først og fremmest bruges til at arbejde videre på de tekniske rutiner jeg trænede i Portugal, og så må jeg arbejde på at toppe formen i slutningen af april, hvilket egentlig også er planen. Sneen smelter også i Oslo for tiden, så forhåbentlig kan vi begynde at løbe o-løb i skoven igen efter påske...
